Såfremt det er sandt at Fogh i morgen er på "hemmeligt" besøg hos de danske styrker i Irak, så ved jeg ikke hvad der er værst:

  1. Regeringen og de danske myndigheder kan ikke finde ud af at holde det hemmeligt.
  2. Ekstra Bladet vælger at afsløre det.
  3. Anders Fogh har originalt tænkt at når både Bush og Blair gør det, så må jeg hellere også.

 

Jeg var lige så småt ved at vende min psyke til at der snart kommer en dag hvor vi ikke hører om andet end det kongelige bryllup hele dagen. Men i dag gav DR-nyhederne mig et chok, da de lagde op til en hel bryllups-uge. Og ikke alene skal en hel uge tilsyneladende stå i brylluppets tegn, det blev også præsenteret som en begivenhed i sig selv at der var sat navn på hvem der skal dække begivenheden - Ja og det bliver værre endnu,... for de 3 værtinder der skal dække begivenheden blev præsenteret i værste og mest frastødende livstils-reklamestil... Altså, hvis man nu endelig er royalt interesseret er det så virkelig værtinderne man glæder sig til at se som stjerner i "showet"?

At jeg ikke er royalt interesseret er en ting. Men når jeg bare ser på hvordan DR vælger at lægge op til begivenheden, så føler jeg at jeg er placeret i en hel forkert verden eller i hvertfald i en hel forkert tid. Havde det da så i det mindste været TV3 eller TVDanmark...

 

Metroen er i modvind. Vi hører ikke om andet end brok og problemer i medierne hele tiden. Er det fortjent? Well, jeg vil straks slå fast at jeg elsker Metroen. Det er det fedeste der er sket for København i mange mange år, og det kan ikke gå hurtigt nok med at få udvidet nettet yderligere. Jeg bliver derfor også irriteret når folk kommer med dum-smarte bemærkninger som at man skal fylde hullerne i jorden op igen og lukke Metro'en, og lignende. Metroen har i grunden (he-he, got it?) løftet den danske hovedstad en klasse højere op end den var før.

Det er dog selvfølgelig ikke til at komme udenom at de har haft store drifts-problemer længe, og af samme årsag har jeg selv helt droppet at bruge Metroen i myldretiden. I 4 ud af de sidste 5 gange jeg har været letsindig nok til at forsøge mig med Metroen i myldretiden har den været gal. Normalt fungerer den dog fint uden for myldretiden. Forleden dag (well, det er nok et par uger siden efterhånden, jeg har ikke været så hurtig til at skrive om det) da jeg tog tidligt fri for arbejde var der dog også problemer uden for myldretiden, og det vil jeg fortælle lidt om fordi jeg egentlig synes at forløbet er typisk for mine dårlige oplevelser med Metroen generelt. Det værste er nemlig ikke deres drifts-problemer i sig selv, men de informationer de vælger at give...

Jeg kommer med S-toget fra Glostrup Station og skal til Amager. Det endelige mål er tæt ved Amagerbro Metrostation og Amagercenteret. Normalt tager jeg bus 5A eller 250S fra Hovedbanegården hjem. Selv når Metroen kører planmæssigt er det stadig mindst lige så hurtigt for mig i myldretiden hvor de to busser kører næsten hele tiden. Men når vejret er dårligt er det fristende alligevel at fortsætte til Nørreport Station og tage Metroen derfra, så undgår man at skulle ud og vente på bussen udenfor. Det er uden for den absolutte myldretid og vejret er vist heller ikke for godt den dag, så jeg fortsætter til Nørreport Station. Hører de siger noget i højttaleren på vej ned mod Metro-perronen, men kan ikke høre hvad det er. Ser et Metro-tog køre fra perron på min vej ned af rulletrappen, så regner med at de jo nok kører. Står 5 minutter på perronen og venter uden at se nogen metrotog før det lyder i højttaleren at alle tog holder stille pga. et tog der holder i nærheden af Forum Station med tekniske problemer, og at der ventes på at en metro-steward når frem til toget og sætter det igang. Nå, men det kan vel ikke tage lang tid, tænker jeg naivt og bliver stående. Der går 5 minutter igen før den samme besked lyder. NU må en steward da NÆSTEN være fremme i hvertfald, tænker jeg. Der går igen 5 minutter før DEN SAMME besked lyder endnu engang. Nu er jeg ved at være godt sur, men har allerede stået så længe at jeg beslutter at blive stående lidt endnu. Der går igen 5 minutter, og så lyder det i højttaleren at det næste tog mod Lergravsparken (Det er dét jeg skal med) kommer til perron om lidt, men i det modsatte spor af normalt. Fint tænker jeg, så må de have fået toget igang igen, men af tekniske årsager dirigerer de det til modsatte spor. Der går så igen 5 minutter uden et eneste tog, før det gud-hjælpe-mig er den oprindelige besked der igen kommer i højttaleren: Alle tog holder stille pga. et tog der holder tæt ved Forum Station med tekniske problemer, og vi venter i øjeblikket på at en metro-steward når frem til toget!... Nu er jeg ikke sur, jeg edderspændt rasende! Hvad der så sker i Metroen ellers den dag ved jeg ikke, for nu tager jeg mig endelig sammen til at finde en alternativ vej hjem. Feeedt at have taget tidlig fri, og så bare bruge den halve tid til at vente på et Metro-tog der ikke kommer. Een ting er at der er tekniske indkøringsvanskeligheder, det er der jo ofte ved så store projekter, og det kan jeg bestemt FULDT UD acceptere. Jeg vil gå så langt som at sige at jeg forventer det! Men det skulle da for helvede være rimelig let at give passagererne nogle bedre informationer. De må da vide hvor lang tid det tager for en Metro-steward at komme frem til det holdende tog, og hvis de ikke umiddelbart kan se hvad der er galt, så må de da også melde DET ud. En melding der siger at de arbejder på problemet, men ikke kan sige om der går 2 minutter eller 1 time før vi kører igen, er også en melding man kan bruge til noget. I aktuelle situation kunne første melding vel have lydt noget a'la "Der vil gå ca. XX minutter før vi har en Metro-steward fremme til at se på problemet". Der er masser af alternative transportmuligheder i København, og hvis jeg straks havde søgt alternativ vej hjem den dag var jeg næppe blevet meget mere end 10 minutter forsinket, og når jeg var hjemme ville alt straks være glemt igen. Men sådan en hændelse som denne husker man jo i stedet i måneder. Ja og hvis man så har oplevet det de sidste 4 ud af 5 gange man har forsøgt at tage Metroen i myldretiden, så husker man det jo nærmest i årevis! Metroen er en gevinst for København, potentielt endda en kæmpegevinst. Men så skal de for fanden da også lære at informere ordentligt!

(...Puha, det er vist første gang jeg har bandet sådan i mine weblog indlæg, men jeg trængte vist lige til at få noget ud... undskyld sproget)

Update 29/10: Se også nyt relateret indlæg.

Link:
Københavns Metro

 

Selvfølgelig er det Bill Gates skyld. Jeg giver ham med glæde skylden for alt, og hopper derfor hurtigt med på verture.net's konspirationsteori om at Bill Gates er bagmanden bag al spam. Men egentlig burde det ikke være svært at stoppe spam. Det gælder "bare" om at opgradere hele internettets email-håndtering så afsender altid klart kan identificeres og bekræftes. Jeg har hørt at nyere versioner af ip-protokollen faktisk understøtter dette. Idéen er at den "modtagende" post-server spørger den oprindelige "afsendende" post-server om angivne afsender eksisterer og har afsendt modtagne email. Hvis ikke, så kasseres email'en. I hvert fald er det sådan jeg har forstået konceptet (korrigér mig hvis jeg tager fejl). Åh gud lad os få det implementeret overalt i en fart. Jeg er TRÆT af spam (men nægter at skifte email-adresse, da jeg faktisk er ret glad for min nuværende).

Links:
verture.net's konspirationsteori, Jagten på en 11-årig(?) spammer (tidligere indlæg om spam), Hvem er spam-skurken (tidligere indlæg om spam), Hvor får spammerne din adresse fra? (tidligere indlæg om spam)

 

Jeg modtog igår aftes en spammail fra en [fornavn]mcmotrik@yahoo.dk med emnet "Ubudne gæster besøger din PC uden du ved det !!". Jeg har erstattet selve fornavnet med "[fornavn]" i dette indlæg, da jeg i følgende ikke vil risikere at hænge vedkommende ud offentligt med fuldt navns nævnelse hvis det viser sig at han er uskyldig. Jeg syntes ikke at email-adressen lignede den typiske fake-email man finder på spammails, og fik derfor mistanke om at mailen nok kom fra en som virkelig hed noget med [fornavn] og "motrik". En hurtig søgning gav dog ikke umiddelbart nogle hits på Google. Jeg fik dog en del hits på sider der omhandlede møtrikker, og det slog mig at det kunne være at "o"'et i motrik i virkeligheden stod for et "ø". Bingo! En ny søgning gav en "[fornavn] [efternavn]" med øgenavnet "Møtrik" listet som spiller på hjemmesiden for et københavnsk hold der spiller amerikansk fodbold. Der var dog ingen email-adresse ell. lign. angivet, så jeg foretog en ny søgning efter "[fornavn] [efternavn]". Hverken fornavn eller efternavn er direkte eksotiske, men jeg vil alligevel blive overrasket hvis der er mere end én der hedder lige netop den kombination af de to. Jeg fandt en jubiimail.dk email-adresse til en person med navnet i gæstebogen på en "Hulk Hogan" side (danskeren i "amerikansk wrestling") og vedkommende stod angivet som værende københavner. Så jeg sendte en lille besked til ham om at hvis han var ansvarlig for videresendte spam, så var han SÅ tæt på at få en spam-anmeldelse på halsen.

Bagefter hvar jeg inde og kigge på sportssiden igen, og det gik op for mig at han er junior-spiller og kun lige knap tolv år. Af en eller anden grund havde jeg først troet at det var en forældet side jeg havde kigget på og at han sikkert var ældre nu, men den angivne fødselsdato på siden fortalte noget andet. Og så fik jeg lidt dårlig samvittighed. Kan man tillade sig at sende en anklagende email til en knap tolv-årig dreng når man ikke er heelt sikker på at man har fat i den rigtige? Godt nok antydede jeg med min formulering at jeg ikke var sikker på at han er den skyldige, men alligevel.

Jeg skylder måske lige og forklare hvorfor jeg ikke bare sendte et svar til afsenderadressen på den oprindelige spammail. Men det er fordi den slags oftest alligevel ikke læses OG fordi et evt. svar bare kan føre til en registrering af at der rent faktisk er nogen der læser angivne email-adresse, og dermed modtagelse af endnu mere spam.

Jeg har ikke modtaget noget svar fra den "anklagede", men det kan jo iøvrigt også være at det er email-adresse han slet ikke bruger mere.

Tror I iøvrigt at min søgning på bagmanden holder vand, eller er der for mange svage led? Egentlig burde jeg nok bare henvende mig til Yahoo Danmark og gøre opmærksom på hændelsen, men Yahoo er jo ved at lukke den danske afdeling ned, så jeg forestiller mig på en eller anden måde at jeg ikke får megen opmærksomhed derfra.

Links:
Hvem er spam-skurken (tidligere indlæg om spam), Hvor får spammerne din adresse fra? (tidligere indlæg om spam).

 

...eller er deres ekstremt omfattende "Betingelser og konditioner for benyttelse af websitet" bare skrevet af 1. års jurastuderende uden forstand på internettet og uden kontakt med Sony's web- og marketings-folk? Specielt siden om "Hypertekst-links til og fra dette website" er underholdende. Her indledes betingelserne f.eks. med at:

De er forpligtet til at andrage om og indhente den skriftlige tilladelse fra iværksætteren af dette website før De kan oprette et link til det. Såkaldt "Deep Linking" er strengt forbudt. Alle links til dette website skal lede til websitets hjemmeside, de skal tydeliggøre at dette website og website-indholdet skal betragtes adskilt fra websitet, der indeholder linket, og de skal desuden klargøre at Sony er ejer og/eller iværksætter af dette website...

Hmm, hvis der nu ikke er nogen der linker til websitet, hvor regner de så med at få deres besøgende fra? Men hvis folk nu kun laver links direkte til lige de sider hvor de gør sig selv til grin, så kan jeg selvfølgelig godt se at det er lidt nedtur for dem. Jeg venter spændt på det sagsanlæg...

Update 3. maj 2004: Sony har opdateret deres site, og jeg har rettet nedenstående links til, så de stadig peger på de relevante sider. Selve indholdet af betingelserne synes ikke at have ændret sig særligt, hvis overhovedet. Det er kun adresserne der ser ud til at have skiftet. Dog ser Sony ud til at have fjernet det lille "send side" ikon der før sad på alle deres sider. måske har de indset at denne funktionalitet var i strid med deres egne betingelser ;-)

Deep links:
Sony's "Betingelser og konditioner for benyttelse af websitet", samt "Hypertekst-links til og fra dette website"

 

Det engelske pladeselskab Warp har lanceret websitet BLEEP hvor man kan købe hele bagkataloget af selskabets legendariske udgivelser indenfor den elektroniske musik. Numre kan købes og downloades enkeltvis (1,35 euro) eller som hele albums. MP3-filerne skulle være i høj kvalitet og er uden kopibeskyttelse, for som de skriver på sitet: "We believe that most people like to be treated as customers and not potential criminals". Se her er endelig et pladeselskab som behandler deres kunder med respekt. Andre pladeselskabers kopibeskyttede udgivelser straffer (og mistænkeliggør) jo netop dem der køber musikken. "Desværre" er musikgenren ikke den jeg har dyrket mest, men på den anden side er her jo så netop en god mulighed for at udvide sin horrisont. Man kan høre 30 sekunder af alle numre før man køber.

Links:
BLEEP - Digital downloads from Warp, Hellere kopi end original (tidligere blog-indlæg), Nye kopisikrede CD'ere (tidligere blog-indlæg), Digital logik (tidligere blog-indlæg)

 

For nogle år tilbage da jeg boede på Rebæk Søpark Kollegiet i Hvidovre lavede jeg en hjemmeside for mit køkken (7C) som lå på 7. og øverste etage. En ting jeg synes var en sjov gimmick på siden var et panorama-billede med udsigten fra køkkenet ind mod København som jeg havde lavet. Panoramabilledet blev vist i en lille version på alle siderne, men når man klikkede på det åbnede en stor version hvor der var sat navne på mange af de ting man kunne se. Men det var ikke det bedste. Det fedeste synes jeg var at jeg med JavaScript havde lavet det så man så en nat-version af panorama-billedet om natten og en dags-version om dagen. Hjemmesiden ligger ikke mere på kollegiets server, men ligger "arkiveret" her på sitet. Du kan følge link under indlægget her hvis du er nysgerrig.

Men teknisk set er jeg altså også blevet overgået af andre. Godt og grundigt endda. Jeg er stødt på Dunstans weblog hvor et panorama-billede i toppen skifter imellem 90 versioner afhængig af de aktuelle vejrdata fra et XML-feed hentet direkte fra weather.com. Detaljer inkluderer hvordan en flok får på en mark opfører sig på forskellige tidspunkter i døgnet og under forskellige vejrforhold. Serien af billede bygger på ægte fotografier, men er behandlet med Xara X og Photoshop for at give det et tegneserie-agtigt udseende. Men se selv og læs mere om hvordan det er lavet på Dunstans site. Det er jo nok lidt nørdet, men det er et sejt koncept:-)

Links:
Dunstans blog og panaroma, Hvordan Dunstans panorama-serie er lavet, Den gamle Køkken 7C side jeg engang lavede

 

Det handler om politik nu. Fodbold-politik.... Brøndby IF's direktør Per Bjerregaard er kommet med en bemærkning om at klubbens professionelle fodboldspillere kan melde sig ud af Spillerforeningen hvis de vil undgå at gå glip af Barcelona-kampen pga. Divisionsforeningens varslede lockout. Der er et par ting man kan bemærke til dette. For det første er det ulovligt hvis en arbejdsgiver prøver at presse sine ansatte ud af deres fagforening og for det andet er Brøndby-direktørens udtalelse nok bare første tegn på at de er ved at blive ret nervøse i ledelsen af den professionelle klub. Når det kommer til stykket vil spillerne da nok ærgre sig over at gå glip af kampen, men mon det er til at sammenligne over den nervøsitet der må være i klubben Brøndby IF ved tanken om konsekvenserne ved at gå glip af storkampen?

Hvis det ender med at nogen melder sig ud eller går imod den forening de er organiseret i, så tror jeg nærmere det bliver klubben Brøndby IF der går imod Divisionsforeningen end spillerne der bryder med Spillerforeningen. Men før det sker, er jeg sikker på at ledelsen i Brøndby IF vil gøre alt hvad de kan for at forhindre konflikten bliver en realitet.

Links:
Historien på Onside, Brøndby IF