Jeg synes lige jeg har gjort en "fantastisk" opdagelse som umiddelbart har givet mig et spark af den appetit til at købe musik igen, som jeg ellers ikke har haft længe. Tilsyneladende forhandles CD'ere som er med kopisikring i Danmark nemlig ofte uden kopisikring i udlandet! Jeg ved ikke om det er almindelig kendt, men det er i hvert fald nyt for mig. Jeg har således i går fået følgende to CD'ere hjem fra Amazon UK uden kopisikring. I Danmark er de begge med kopisikring i forretningerne:

Det er selvfølgelig et statistisk lille materiale at drage alt for store konklussioner på, men generelt husker jeg ikke at der har været kopisikringer på nogle af de CD'ere jeg har købt i udlandet gennem tiderne. Oftest er CD'erne dog netop købt i udlandet fordi de har været svære at skaffe dem herhjemme, så det er svært at sige om de ville have været med eller uden kopisikring hvis jeg havde fundet dem i Danmark. Men hvis de danske pladeselskaber bruger penge på at fabrikkere specielle udgaver med kopisikring til det danske marked, så er det nok noget de først og fremmest gør med de populæreste titler.

Jeg er meget interesseret i at høre erfaringer fra andre, også for at finde ud af om det gælder alle udenlandske internetshops, eller man f.eks. skal gå efter specielle lande?

Jeg vil i øvrigt meget gerne støtte de gode danske pladeforretninger når jeg kan, men kan jeg få et bedre produkt i udlandet så tager jeg altså dét i stedet. Også selvom jeg skal vente et par dage ekstra på at få mine CD'ere leveret. Synd at pladeforretningerne således kommer i klemme mellem forbrugerne og pladeselskabernes idioti, men hvis de forsat vil have mig som kunde så må forretningerne i hvert fald parallelimportere de CD'ere der fås uden kopisikring i udlandet.

Update 15/2 2004: Efter at have postet indlægget her, postede jeg også en lille forespørgsel på erfaringer om emnet i nyhedsgruppen dk.kultur.musik. Jeg har pt. kun fået ét svar derpå, men Henning Nielsens svar fik mig til at undersøge om Amazon UK mon skrev på deres site om en CD er kopisikret. Et opslag på Dido's nyeste CD "Life for Rent" gav mig svaret. Amazon UK sælger både en som er angivet at være kopisikret til almindelig pris, og en importeret der ikke er angivet som være kopisikret. Om det så er stensikkert at CD'ere der ikke er angivet som værende kopisikret, virkelig heller ikke er kopisikret, skal man nok nærmere spørge Amazon om end mig ;-) (Bemærk iøvrigt at den importerede Dido CD nu er udsolgt hvis du lige stod og savnede sådan en uden kopisikring).

Update 26/7 2004: Hvis man skal tro det der står i bunden med rødt i et indlægBoing Boing om Beastie Boys seneste udgivelse, så er det nu generel politik hos EMI at de udgiver med kopisikring overalt i verdenen, lige undtagen USA og England hvor de slipper for den slags gris!

Links:
Amazon UK, Shoppe musik (Tidligere relateret indlæg, 2/2 2004), Hellere kopi end original (Tidligere indlæg, 5/12 2003), Nye kopisikrede CD'ere (Tidligere indlæg, 11/2 2003), Digital logik (Tidligere indlæg, 18/12 2002)

 

EU vil måske forbyde fildelingssystemerne som er så berygtet for at sprede ulovlig software og musik. Hallo, hvordan kan man overhovedet overveje det i et et åbent demokratisk samfund? Hvorfor så ikke bare tage skridtet fuldt ud og forbyde internettet fuldstændigt? Det vil være helt til grin hvis ikke det bliver ved bare at være et forslag. Selvfølgelig skal det fortsat være ulovligt at dele f.eks. copyrightet software og musik, men man forbyder da heller ikke biler bare fordi man kan køre for stærkt i dem!?

Hvad mener de i øvrigt med deling af "digitalt materiale ved brug af p2p-netværk"? Alt på internettet er jo digitalt?!? Hvis politikerne ikke har forstand på det de snakker om, hvorfor støtter de sig så ikke til deres eksperter?

Iøvrigt rører jeg ikke selv disse p2p fildelingssystemer, som er så berygtede for at sprede virus og spyware. Bare lige for at understrege at dette indlæg udelukkende er bragt af ideologiske årsager, og ikke fordi jeg selv er bruger af systemerne.

Link:
Muligt EU forbud mod fildeling (ComON 11. feb. 2004)

 

Jeg har været inde på det før, men Jubii gør det åbenbart stadig. Ikke bare er det spam, det er i høj grad også vildledende markedsføring fordi de fleste faktisk uberettiget tror de har fået en virus. Det burde ikke juridisk kunne forsvares, men hvis det kan, så er det da i hvert fald umoralsk? Tilbage i maj 2002 var det måske noget nyt at virusser indsatte falsk afsender, men i dag er det da sjældent at se en virus der indsætter en ægte afsender?

PS. Fra og med dette indlæg har jeg iøvrigt hermed opgivet princippet om ikke at indlejre links i selve mine indlægs brødtekst. Nogle gange er det bare for upraktisk et princip at have. Måske jeg vil redigere mine tidligere indlæg om også, men jeg vil nok stadig også summere de væsentligste links op til sidst:

Links:
Jubii på kant med spam-lov (Computerworld d. 9. feb. 2004), Falske virusadvarsler og uheldig Jubii markedsføring (tidl. indlæg fra 4. maj 2002), Browsere, standarder og nyt Jubii design (tidl. urelateret indlæg om Jubii ;-) )

 

Jeg har fået to seje robotter til min stue. Robotterne er fundet på "home art"-sitet redlabor og er to plakater udskrevet på kunstnerens egen farveprinter (går jeg ud fra). Det føles ret tjekket og undergrundsagtigt at have dem på den måde, direkte fra kunstnerens hjemme-fabrikation med en håndskrevet personlig hilsen som bilag:-) Hvis andre skulle fristes, så er prisen 25 dollars stykket plus 5 dollars ekstra for "oversøisk transport".

redlabor.com er også et site der på bedste vis demonstrerer hvor let det er at udstille sine værker på nettet til et (potentielt) globalt publikum, og tilmed tjene lidt lommepenge på det. Betalingen foregik via betalingssitet PayPal. På Paypal kan man oprette en konto, som man både kan modtage betalinger til og sende fra. Man behøver dog ikke altid at have en Paypal konto for at købe hos sites tilsluttet Paypal, man kan også bare betale direkte med kreditkort hvis sælgeren har en "Business" eller "Premier" konto på PayPal.

Hvis man vil sælge noget via Paypal, så tager Paypal rimelig nok et lille gebyr pr. betaling (dog ikke på en "personal" konto, men så kan folk kun betale med overførsel fra en anden Paypal-konto, og ikke direkte med kreditkort). Det ser utroligt let og billigt ud at gå i gang. Så har du noget at sælge? PayPal kan også bruges til "mikrobetalinger", noget de danske sites CoinClick, Valus og eWIRE ikke har haft megen succes med at køre i Danmark. Men hvorfor også vælge en tjeneste specifikt rettet mod danske brugere, når nu internettet er globalt?

PS. Skulle du få lyst til at overføre penge til min paypal-konto, så angiver du bare min email-adresse som modtager i en overførsel :-)

Links:
redlabor, redlabor robot - Hail, redlabor robot - Computed, PayPal, PayPal gebyrer, CoinClick, eWIRE, Valus

 

Da jeg insisterer på at lave det hele selv, er det ikke gået så hurtigt med at implementere alle de "obligatoriske" features en weblog bør have. Men med news feed (RSS 0.91 format) som seneste tilføjelse, skulle jeg være meget godt med efterhånden synes jeg. Kort sagt gør et news-feed det muligt på forskellige måder at følge med i hvad der sker i min weblog uden at besøge min hjemmeside. Kender du ikke til mulighederne med news-feeds, så læs om nogle af dem i de herunder linkede introduktioner fra Webmonkey og SearchEngineWatch...

En anden lille ny "feature" på Rockland er det lille link til GeoURL som finder de nærmeste fysiske naboer til mig der også har en hjemmeside (og som også har tilmeldt den til GeoURL). Endelig har jeg også udnyttet at Google tilbyder at man kan lave en søgeboks, som kun søger på ens egen side. Det er noget lettere at lave en lokal søge-feature på den måde, end at skulle konstruere en selv som er database-baseret.

Åhh en lille hurtig news-feed demonstration skal vi da lige have. Kopier følgende Javascript-kode ind på din hjemmeside, og du får de seneste overskrifter fra Rocklands weblog vist direkte på siden:

<script type="text/javascript" src="http://www.feedroll.com/rssviewer/view_rss.php?type=js&source_id=3465&feed_width=200&frame_color=black&title_textcolor=black&title_bgcolor=white&box_textcolor=black&box_bgcolor=white&feed_showborder=0&feed_compact=1&feed_xmlbutton=1&feed_spacing=2&feed_maxitems=15&link_openblank=1&feed_align=left&feed_textsize=12&feed_textfont=Times New Roman, serif"></script>

Du kan evt. eksperimentere videre med layout af listen så den passer til din hjemmesides design på nedenfor linkede Feedroll RSS-viewer side (Indsæt "http://www.rockland.dk/xml/rss.asp" i feltet for RSS URL). Men ok, det gider du nok ikke at have stående på din hjemmeside særlig længe alligevel, men det er da lidt imponerende at man kan, ikke? :-) Måske vil du finde en service som Bloglines en mere nyttig udnyttelse af news-feeds.

PS. Er du ny til news-feeds, så hold øje med hjemmesider der har ikoner eller links med teksten syndicated feed, news-feed, XML, RSS, RDF eller Atom. Yes, det skal ikke være for let, vel? :-) Endelig er der de sites der ikke direkte reklamerer med det, men har det alligevel. Ofte afsløres det hvis du har "Site Navigation Bar" slået til i en browser som Mozilla (View -> Show/Hide -> Site Navigation Bar) ved at du under "More" finder links til diverse alternative versioner af siden. Endelig er der også "pirat-feeds" til mange populære sites, så hvis dit yndlingssite ikke selv har implementeret et news-feed, så prøv at alligevel at søge efter et på f.eks. bloglines.com. Jeg fandt f.eks. et feed til musikbladet NME.com på den måde.

Links:
Rockland RSS 0.91 feed, Webmonkey - Sharing Your Site with RSS, SearchEngineWatch - Making An RSS Feed, Feedroll RSS-viewer, Bloglines - Få overblik over alle de nyhedssites og weblogs du forsøger at følge med i, Bloglines - De mest populære blogs, GeoURL - Check out my neighbours in "meatspace", Nu vil jeg være kendt (tidligere relateret indlæg)

 

Jeg har ferie i denne uge, og det betyder jeg kan blogge lige fra morgenstunden - specielt når de har lukket for det varme vand og jeg derfor ikke kan gå i bad i stedet. Dagens mest ophidsende nyhed i Politiken (det mener jeg ikke helt seriøst, men det var den jeg havde lyst til at blogge om) er en bagsidenotits med henvisning til en afstemning på seriejournalen.dk om årets bedste danske avisstribe 2003. Du kan vælge imellem "Sandslotte" (metroXpress), Strid (Politiken) og Wulffmorgenthaler (Politiken). Da de skrev artiklen i Politiken førte Sandslotte, men på baggrund af bare 20 afgivne stemmer. Dét kan folk da ikke mene seriøst? Ok, Sandsslotte er bedre end den der "Strawinsky" (eller hvad den hedder) som kører i metroXpress' konkurrent, Urban. Meeen hvis "Strid" og "Wulffmorgenthaler" hører til i superligaen, så må "Sandslotte" efter min mening højst høre til i "Danmarksserien". Enig?

I skrivende stund har striben af Jacob Martin Strid dog overhalet de andre. Stillingen er Strid 47%, Sandslotte 28% og Wullfmorgenthaler 26%. Men stemmeafgivelsen er stadig meget lav, så det er sikkert bare folkene på Politikens hus der har været inde og køre deres yngling i stilling. Du finder afstemningen øverst til højre på forsiden af seriejournalen.dk. Min stemme er gået til Strid, men jeg kan godt acceptere hvis du holder på Wulffmorgenthaler :-) Hjælp mig med at få retfærdigheden til at sejre, gå straks ind og stem (senest 8. feb.)!

Links:
Tegneserie-tidsskriftet Seriejournalen, Børneradio og Statsministeren (tidligere relateret indlæg), Strid er tilbage (tidligere relateret indlæg), Wulffmorgenthaler Online

 

I dag var jeg ude og shoppe musik for første gang i meget meget lang tid. Usædvanlig lang tid siden faktisk, i forhold til min normale shopping-sekvens (også medberegnet at december/januar-perioden traditionelt er død hvad angår nyudgivelser). På vejen ud spekulerede jeg lidt på hvorfor det mon var så lang tid siden sidst?... Måske er der bare ikke så meget god musik for tiden? Måske mangler jeg inspirationen fra et radioprogram som det nu lukkede Beat på P3? Måske har jeg bare haft lidt for travlt? Eller måske er jeg simpelthen ved at blive for gammel til at gå og købe musik hele tiden? Alle er mulige forklaringer, men da jeg begyndte at bladre i Fona's hylder på Strøget, gik endnu en mulighed op for mig: Det er gået hen og blevet deprimerende at købe nye CD'ere. Så godt som ALLE nye CD'ere fra de store pladeselskaber er kopisikrede, og det irriterer og gør mig sur og tvær når jeg står i pladeforretningen. Jeg forstår det simpelthen i ikke. Jeg forstår ikke hvorfor der slet ikke er nogen i branchen der sætter spørgsmål ved disse kopisikringer? Hvorfor skal det gå ud over os der ellers gerne vil købe musikken? Dem der vil have kopier skal nok finde dem alligevel, der skal jo bare være én enkelt kopi ude, før den lynhurtig spredes på nettet til alle dem som vil have en...

Hvis du har fulgt min weblog længe, tænker du nu sikkert "Åh nej, nu kører han i dén rille igen". Undskyld. Det er åbenbart et emne jeg har stort behov for at lufte min frustration over igen og igen. Skal forsøge at stoppe her, og henvise til nedenstående links til mine tidligere indlæg om emnet. Dog vil jeg lige nævne at i gamle dage var det sjovt at købe plader. Hvis jeg var i dårlig humør kunne det måske ligefrem redde min dag at gå en tur ud og købe musik. I dag er det gået hen og blevet omvendt :-( ...

coverDagen blev dog alligevel reddet igen senere. For efter turen i Fona 2000 på Strøget med de mange udgivelser fra de store pladeselskaber, fortsatte jeg over i The Other Music på Kronprinsensgade på jagt efter de mere alternative udgivelser. Og her var det en lettelse at se at de små pladeselskaber ikke har ladet sig friste med på samme galej. Tilmed kom jeg hjem med en herlig rockplade kaldet "The Desert Sessions 9 & 10" (med de to undertitler "I see you hearin' me" og "Heath Disco"). Jeg kender ikke historien bag denne (tilsyneladende) serie af udgivelser, men på købte CD medvirker bl.a. musikkere fra Queens of The Stone Age og A Perfect Circle, samt sangerinden PJ Harvey. Og det rocker! Jeg tror længe jeg har gået og savnet en ordentlig ny rockplade, og her er den altså. De kraftigste anbefalinger herfra hvis du er til f.eks. Queens of the Stone Age. Og den er selvfølgelig uden kopisikring.

PS! Dette er indlæg nummer 100 i min weblog. Godt det endte godt, trods en lidt muggen start :-)

Links:
Hellere kopi end original (Tidligere indlæg, 5/12 2003), Nye kopisikrede CD'ere (Tidligere indlæg, 11/2 2003), Digital logik (Tidligere indlæg, 18/12 2002), Den Danske Pladebranche (IFPI Danmark), Køb "Desert Sessions 9 & 10" på Amazon UK

 

Såfremt det er sandt at Fogh i morgen er på "hemmeligt" besøg hos de danske styrker i Irak, så ved jeg ikke hvad der er værst:

  1. Regeringen og de danske myndigheder kan ikke finde ud af at holde det hemmeligt.
  2. Ekstra Bladet vælger at afsløre det.
  3. Anders Fogh har originalt tænkt at når både Bush og Blair gør det, så må jeg hellere også.

 

Jeg var lige så småt ved at vende min psyke til at der snart kommer en dag hvor vi ikke hører om andet end det kongelige bryllup hele dagen. Men i dag gav DR-nyhederne mig et chok, da de lagde op til en hel bryllups-uge. Og ikke alene skal en hel uge tilsyneladende stå i brylluppets tegn, det blev også præsenteret som en begivenhed i sig selv at der var sat navn på hvem der skal dække begivenheden - Ja og det bliver værre endnu,... for de 3 værtinder der skal dække begivenheden blev præsenteret i værste og mest frastødende livstils-reklamestil... Altså, hvis man nu endelig er royalt interesseret er det så virkelig værtinderne man glæder sig til at se som stjerner i "showet"?

At jeg ikke er royalt interesseret er en ting. Men når jeg bare ser på hvordan DR vælger at lægge op til begivenheden, så føler jeg at jeg er placeret i en hel forkert verden eller i hvertfald i en hel forkert tid. Havde det da så i det mindste været TV3 eller TVDanmark...

 

Metroen er i modvind. Vi hører ikke om andet end brok og problemer i medierne hele tiden. Er det fortjent? Well, jeg vil straks slå fast at jeg elsker Metroen. Det er det fedeste der er sket for København i mange mange år, og det kan ikke gå hurtigt nok med at få udvidet nettet yderligere. Jeg bliver derfor også irriteret når folk kommer med dum-smarte bemærkninger som at man skal fylde hullerne i jorden op igen og lukke Metro'en, og lignende. Metroen har i grunden (he-he, got it?) løftet den danske hovedstad en klasse højere op end den var før.

Det er dog selvfølgelig ikke til at komme udenom at de har haft store drifts-problemer længe, og af samme årsag har jeg selv helt droppet at bruge Metroen i myldretiden. I 4 ud af de sidste 5 gange jeg har været letsindig nok til at forsøge mig med Metroen i myldretiden har den været gal. Normalt fungerer den dog fint uden for myldretiden. Forleden dag (well, det er nok et par uger siden efterhånden, jeg har ikke været så hurtig til at skrive om det) da jeg tog tidligt fri for arbejde var der dog også problemer uden for myldretiden, og det vil jeg fortælle lidt om fordi jeg egentlig synes at forløbet er typisk for mine dårlige oplevelser med Metroen generelt. Det værste er nemlig ikke deres drifts-problemer i sig selv, men de informationer de vælger at give...

Jeg kommer med S-toget fra Glostrup Station og skal til Amager. Det endelige mål er tæt ved Amagerbro Metrostation og Amagercenteret. Normalt tager jeg bus 5A eller 250S fra Hovedbanegården hjem. Selv når Metroen kører planmæssigt er det stadig mindst lige så hurtigt for mig i myldretiden hvor de to busser kører næsten hele tiden. Men når vejret er dårligt er det fristende alligevel at fortsætte til Nørreport Station og tage Metroen derfra, så undgår man at skulle ud og vente på bussen udenfor. Det er uden for den absolutte myldretid og vejret er vist heller ikke for godt den dag, så jeg fortsætter til Nørreport Station. Hører de siger noget i højttaleren på vej ned mod Metro-perronen, men kan ikke høre hvad det er. Ser et Metro-tog køre fra perron på min vej ned af rulletrappen, så regner med at de jo nok kører. Står 5 minutter på perronen og venter uden at se nogen metrotog før det lyder i højttaleren at alle tog holder stille pga. et tog der holder i nærheden af Forum Station med tekniske problemer, og at der ventes på at en metro-steward når frem til toget og sætter det igang. Nå, men det kan vel ikke tage lang tid, tænker jeg naivt og bliver stående. Der går 5 minutter igen før den samme besked lyder. NU må en steward da NÆSTEN være fremme i hvertfald, tænker jeg. Der går igen 5 minutter før DEN SAMME besked lyder endnu engang. Nu er jeg ved at være godt sur, men har allerede stået så længe at jeg beslutter at blive stående lidt endnu. Der går igen 5 minutter, og så lyder det i højttaleren at det næste tog mod Lergravsparken (Det er dét jeg skal med) kommer til perron om lidt, men i det modsatte spor af normalt. Fint tænker jeg, så må de have fået toget igang igen, men af tekniske årsager dirigerer de det til modsatte spor. Der går så igen 5 minutter uden et eneste tog, før det gud-hjælpe-mig er den oprindelige besked der igen kommer i højttaleren: Alle tog holder stille pga. et tog der holder tæt ved Forum Station med tekniske problemer, og vi venter i øjeblikket på at en metro-steward når frem til toget!... Nu er jeg ikke sur, jeg edderspændt rasende! Hvad der så sker i Metroen ellers den dag ved jeg ikke, for nu tager jeg mig endelig sammen til at finde en alternativ vej hjem. Feeedt at have taget tidlig fri, og så bare bruge den halve tid til at vente på et Metro-tog der ikke kommer. Een ting er at der er tekniske indkøringsvanskeligheder, det er der jo ofte ved så store projekter, og det kan jeg bestemt FULDT UD acceptere. Jeg vil gå så langt som at sige at jeg forventer det! Men det skulle da for helvede være rimelig let at give passagererne nogle bedre informationer. De må da vide hvor lang tid det tager for en Metro-steward at komme frem til det holdende tog, og hvis de ikke umiddelbart kan se hvad der er galt, så må de da også melde DET ud. En melding der siger at de arbejder på problemet, men ikke kan sige om der går 2 minutter eller 1 time før vi kører igen, er også en melding man kan bruge til noget. I aktuelle situation kunne første melding vel have lydt noget a'la "Der vil gå ca. XX minutter før vi har en Metro-steward fremme til at se på problemet". Der er masser af alternative transportmuligheder i København, og hvis jeg straks havde søgt alternativ vej hjem den dag var jeg næppe blevet meget mere end 10 minutter forsinket, og når jeg var hjemme ville alt straks være glemt igen. Men sådan en hændelse som denne husker man jo i stedet i måneder. Ja og hvis man så har oplevet det de sidste 4 ud af 5 gange man har forsøgt at tage Metroen i myldretiden, så husker man det jo nærmest i årevis! Metroen er en gevinst for København, potentielt endda en kæmpegevinst. Men så skal de for fanden da også lære at informere ordentligt!

(...Puha, det er vist første gang jeg har bandet sådan i mine weblog indlæg, men jeg trængte vist lige til at få noget ud... undskyld sproget)

Update 29/10: Se også nyt relateret indlæg.

Link:
Københavns Metro