Jeg ved strengt taget ikke selv om det virkelig er den ægte vare endnu, er selv kun lige startet med at hente det... Men hvis ikke det er en aprilsnar, så TYS TYS! (og husk så endelig at købe den officielle udgivelse når den kommer d. 9. juni).

Update 3/4: Som Erik Mortensen også har kommenteret, så er det langt fra den endelige udgave. Se evt. Gaffa-artikel:

Links:
idioteque.it, Gaffa artikel

 

The Center for Democracy and Technology har de over en halvårig periode studeret hvor man skal passe på sin email-adresse, hvis ikke man vil på spammernes irriterende mailinglister. Undersøgelsen konkluderer klart at email-adresser listet på websider er langt største kilde til spammernes lister, men også at email-adressen kun skal sløres ganske lidt i HTML-koden før spammernes "robotter" (spiders) som søger email-adresserne, ikke kan se dem. Denne sløring kan laves så almindelige brugere stadig kan læse email-adressen som de plejer samt bruge mailto-links på websiderne (udskift snabel-a med den tilsvarende "character entity"). Men det er selvfølgelig ikke til at vide hvor lang tid der går før spammerne evt. får udviklet mere avancerede "robotter". Se den linkede rapport for flere detaljer...

Links:
Spam Report (pdf-version), Spam Report (html-version), The Center for Democracy and Technology.

 

Der er stadig knap 10 dage til albummets danske og skandinaviske release (24/3) og yderligere nogle uger til England, og senere resten af Europa, Japan og USA kommer med. Men allerede nu kan Mew's kommende album "Frengers" høres i sin helhed på Skum Electric's hjemmeside. Se det er jo næsten ikke til at sige nej til, vel? Som dansker der kender Mew's forrige udgivelser, er det lidt svært at bedømme albummet på en enkelt gennemlytning, hovedparten af numrene er trods alt genindspilninger af gamle numre, men det lyder da umiddelbart meget flot. Det er nu rigtig rart at det ikke mere bare er navne som Aqua og Safri Duo man tænker på i udlandet når snakken falder på dansk musik. Junior Senior hærger lige nu den absolutte top af de engelske hit- og dance-lister, og The Raveonettes er også pænt godt med, specielt på de lidt mere alternative lister i både USA og England (Og fremhævet som et af årets største håb i både amerikanske Rolling Stone og engelske Q Magazine). Næste i rækken forventes altså så at blive Mew som allerede har fået megen positiv opmærksomhed for deres singler.

De internationale pladeselskaberes interesse for andre danske navne skulle som følge også være ret stor i øjeblikket. Så måske vil vi også se navne som Swan Lee, Moon Gringo, Carpark North, Superheroes, Under Byen eller andre score en international kontrakt inden længe? Med Junior Senior som den klareste undtagelse, har de fleste navne nok mere potentiale mod den lidt alternative scene end mod den absolutte top af de kommercielle lister, men det gør det nu efter min mening ikke mindre "prestigefyldt".

Apropos Under Byen, så så jeg dem for nylig live i Vega hvor de sluttede showet af med en vel egentlig meget uventet coverversion af D.A.D's Sleeping My Day Away. Selvfølgelig nærmest ukendelig i århusianernes version, men så god at man skulle tro det var løgn. De fik lige lavet en "gadedrengs sk(r)ål-med sang" om til et afdæmpet, intenst og smukt lille mesterværk. Fortryllende!

Links:
Mew homepage, Skum Electric, Skum Electric Mew Frengers feature side, Under Byen

 

YYYYEEEEESSSS! Det er ikke officielt på festivalens hjemmeside endnu, men af hendes egen hjemmeside fremgår at Björk spiller søndag d. 29. juni på dette års Roskilde Festival. Er billetsalget startet? :-) (nej, det er det ikke endnu).

Update 8/3: Det lader desværre til at Björk har været rigelig hurtig med at annoncere sin optræden på årets Roskilde Festival. Ifølge Festivalen er aftalen ikke i hus, omend der er kontakt :-/ (Men billetsalget er iøvrigt startet nu...)

Update 12/3: Roskilde Festivalen er nu fjernet fra "gig-listen" på Björks hjemmeside. Forhåbentlig kun fordi forhandlingerne ikke er færdige, og ikke fordi de er brudt helt sammen...

Links:
Björks hjemmeside, Roskilde Festival, Ekstra Bladet får mig ned på jorden igen

 

Jeg har i et lille stykke tid arbejdet på at strikke en "rigtig weblog" sammen. Den er om ikke helt færdigudviklet endnu, så god nok til at gå online nu synes jeg. Så derfor velkommen til min nye weblog :-) Jeg har konverteret den gamle hjemmesides indhold til webloggen, så på overfladen er her egentlig ikke meget nyt. Også hvad angår webdesign ligner det sig selv. Jeg har bare forsøgt at pakke mit eksisterende webdesign ind i min nye blog-implementation. Webdesignet trænger dog til lidt finpudsning hist og her for fungere optimalt med min blog, men det kommer de kommende dage forventer jeg.

Hvis begrebet weblog (eller bare "blog") ikke er familiært, så dækker det løst sagt over en "hjemmeside log" hvor ejeren (og nogle gange også andre) skriver indlæg om det eller de emner der interesserer. Disse indlæg er næsten altid dateret og sorteret med nyeste indlæg øverst. Besøgende på siden har normalt mulighed for at kommentere disse indlæg, og hvert indlæg har som regel også et "permalink" som er en permanent-adresse for indlægget man kan "bookmarke" eller linke til.

Min hjemmeside har jo længe opbygningsmæssigt lignet en sådan weblog, men en database-baseret backend som understøtter alle ovenstående weblog-karakteristika har manglet. Når jeg er helt færdig med den tekniske implementation af weblog-systemet er det i øvrigt muligt at jeg ligger mit ASP-baserede system til fri download hvis der er interesse derfor.

Link:
weblog indeks med alle mine indlæg

 

Tog en lille rundtur for at se hvad foråret forventes at bringe af nye udgivelser. Nogle af dem der måske kunne blive interessante må i mine øjne bl.a. være Prodigy "Always Outnumbered, Never Outgunned" (1/3), Kashmir "Zitilites" (3/3), Moi Caprice "Once Upon A Time In The North" (3/3), Moloko "Statues" (3/3), Kristin Hersh "The Grotto" (17/3), Throwing Muses "Throwing Muses" (17/3), Mew "Frengers" (24/3), Portishead "Alien" (25/3), Placebo "Sleeping With Ghosts" (24/3), Lisa Germano "Lullaby for Liquid Pig" (7/4), The Dandy Warhols "Welcome To The Monkey House" (19/4), Martin Gore "Counterfeit II" (28/4), Love Shop "National" (28/4), Lars H.U.G "Save Me From This Rock 'n' Roll" (28/4), Blur "Think Tank" (5/5), Marilyn Manson "The Golden Age Of Grotesque" (13/5), Tricky "Vulnerable" (19/5), Dave Gahan "Paper Monsters" (2/6), Eels "Shootenanny!" (3/6) og sidst men absolut ikke mindst Radiohead "Hail to the thief" (9/6). Rygterne om et Portishead album i marts, skal dog nok tages med en del forbehold, da Beth Gibbons ikke viser tegn på at ville stoppe sin solo-turné lige foreløbig.

 

Og det er ikke en joke - denne gang i hvert fald. Den norske browser-producent Opera her i et stykke tid klaget over at Microsoft sender et specielt defekt stylesheet ud til Opera-brugere på MSN.com, så det ser ud som om det er fejl i Opera browseren. Det selvom Opera fungerer perfekt med det normale stylesheet der sendes ud til bl.a. Internet Explorer. Microsoft har ikke reageret på Opera's klager, så nu har nordmændene svaret igen ved at udsende en speciel "Bork Edition" af deres browser. Den specielle udgave er nøjagtig magen til den almindelig Opera 7.01 browser, kun lige med undtagelse af dens opførsel på MSN.com hvor den laver al den engelske tekst om til en accent der skal ligne den svenske kok's i Muppet Show! Det er aaalt for stort! Suveræn humor, men også med en skarp pointe! Jeg er selvfølgelig i fuld gang med at downloade...

Links:
Opera, Opera Bork pressemeddelelse, Slashdot historie og diskussion, MSN.com

 

Mødte sent på arbejde i går, og benyttede at CD-shoppen på Hovedbanegården var åbnet da jeg kom forbi, til hurtigt at smutte ind og købe de helt nye udgivelser med Massive Attack og Carpark North mens jeg ventede på mit S-tog. Det var først på vejen videre til arbejde at jeg opdagede begge CD'ere var mærket som værende kopibeskyttede. Det var derfor med bange anelser at jeg lagde den første CD i min PC på arbejdet for at høre den. CD'en installerede hurtigt sit eget afspilningssoftware da jeg lagde den i drevet (Jeg har heldigvis rettighed til selv at installere software på min NT arbejdsstation, men det er ellers ikke en selvfølge der hvor jeg arbejder) og startede bagefter det installerede afspilningsprogram op. Så langt så godt (På privat-PC'en hjemme har jeg ikke autostart aktiveret på CDROM-drevet og vil aldrig kritikløst tillade en CD fra et paranoidt pladeselskab at installere software. Men det er så en anden sag...). Der var bare et problem,... Med det installerede software var lyden på de to CD'ere så forvrænget at det slet ikke var til at holde ud at høre på! Det skyldes måske manglende plads på CD'erne til at ligge de specielle computer-spor i ordentlig kvalitet ved siden af de "normale" lydspor. Jeg prøvede så lidt naivt synes jeg, at lukke det specielle afspilningsprogram ned og i stedet starte det ganske almindelige CD-player program som følger med til enhver Windows. Til min overraskelse virkede det faktisk, og jeg kunne nyde begge CD'ere på arbejdet i en ordentlig lydkvalitet!

Da jeg kom hjem og skulle prøve at gentage succes'en med CD-player på min egen PC gik det desværre ikke lige så godt. CD-player kunne godt afspille starten af CD'erne, men kom ikke særlig langt ind på pladen før det gik i kludder. Gætter på at det CDROM-drev jeg jeg har i hjemme-PC'en ikke er ligeså tilgiveligt som det på arbejdet. Gik så igang med forskellige CD-brænder og "ripper" programmer i et forsøg på at udtrække spor til MP3-filer og en ordentlig CD der kan høres alle vegne. Næsten alle programmer jeg prøvede (Audio Extract, Nero og WinOnCD) blev dog forvirret allerede da de forsøgte at læse CD'ens indhold, kun IsoBuster var i stand til korrekt at aflæse antal og længde af numrene på CD'en. Da det kom til at udtrække audio-filer måtte IsoBuster dog også umiddelbart (med standard indstillingerne i hvert fald) give fortabt på 2 ud af de 9 numre på Massive Attack pladen. Jeg har ikke prøvet med Carpark North pladen, men det ser ud til at være det samme kopibeskyttelsessystem de bruger, så formoder resultatet vil være tilsvarende.

Nu er det sådan at hvis jeg giver 150 kr. for en CD, så forlanger jeg også at kunne bruge den til almindelig personligt brug uden begrænsninger. I min terminologi inkludere dette alle følgende (Selvom jeg ikke selv har brug for alle nævnte muligheder i øjeblikket):

  • Afspilning på alle CD-afspillere, både i HIFI-systemer og i computere (inkl. f.eks. på Linux-systemer).
  • Mulighed for at lave en CD-kopi til f.eks. bil eller fritidshus.
  • Mulighed for udtræk af audio-filer til afspilning i f.eks. en "MP3-mand".

Som disse to kopisikrede CD'ere er konstrueret, er ovenstående ikke fuldt muligt for den almindelige forbruger. Selv er jeg udover CDROM-brænderen i PC'en også indehaver af en HIFI-brænder, og med denne kan jeg snildt kopiere CD'erne via de analoge ind- og udgange. Og når det først er gjort er det også ligetil at udtrække f.eks. MP3-filer fra disse kopier. Der er selvfølgelig et lille tab i denne kopiering selvom det sker via et godt HIFI-anlæg, men til sekundær brug og specielt til MP3-filer og tilsvarende hvor lydkvaliteten i forvejen forringes er det vel acceptabelt. Men havde det ikke været fordi jeg var indehaver af denne HIFI-brænder var begge CD'ere nu hurtigt røget retur, ikke tale om jeg ville give 150 kr for CD'ere med så begrænsede anvendelsesmuligheder (Man kan selvfølgelig også bruge den analoge indgang på et almindeligt lydkort og brænde på PC'en, men jeg er for kræsen lydmæssigt til at lade lydkortet i en PC stå for analog til digital konverteringen).

Carpark North skriver selv bag på deres CD-indlæg at "CD-kopiering slår dansk musik ihjel". Jeg er ikke overbevist om dette er et problem, men frygter i hvert fald at kopibeskyttelse er den helt forkerte vej at gå for at løse det eventuelle problem. I virkeligheden risikerer man vel kun at forbrugerne hellere vil have en uoriginal kopi uden brugsbegrænsninger end en original kopibeskyttet CD med med alle dens brugsmæssige begrænsninger. Selvom jeg nok beholder disse to anskaffelser, så vil jeg næste gang overveje mit køb lidt grundigere når jeg står i butikken med kopisikret CD i min hånd.

Og hvis der i øvrigt sidder nogen og får ondt i røven, og mener jeg er kriminel fordi jeg forsøger at omgå kopisikringerne, ja så må de jo sagsøge mig langt ind i helvede...

Links:
Carpark North, Massive Attack, IsoBuster (version 1.2 var tæt på, så hold evt. øje med opdateringer), Initiativet Digitale ForbrugerRettigheder, Mit tidligere indlæg om den nye lovgivning omkring digital kopiering

 

I morgen søndag d. 9/2 er det Islandsk aften på TV2 Zulu. Der sender de blandt andet en Björk dokumentar efterfulgt af en liveoptagelse med samme.

Dokumentarudsendelsen formoder jeg er den som på Björks hjemmeside omtales ved navnet "Inside Björk", og det skulle vist være ganske interessant.

Live-optagelsen fra The Royal Opera House i London er formodentlig identitisk med den som jeg allerede har på DVD, og det er heller ikke dårligt kan jeg hilse og sige. Der er tale om en helt unik og vellykket event med bl.a. et 56 mands symfoniorkester, et grøndlandsk kor, electronica duo'en Matmos og harpinisten Zeena Parkins. Matmos er et kapitel for sig, de "instrumenter" de har i brug under koncerten inkluderer bl.a. kunstig sne og statisk elektricitet fra hår og tøj.

Og så skulle det iøvrigt også være Björk dagMTV på tirsdag - siger rygterne!

Links:
Zulu - Islandsk aften, www.bjork.com

 

Jeg ved godt det ikke går i længden med bare at lave min hjemmeside længere og længere. Alene HTML-koden på forsiden fylder nu ca. 70K, og dertil kommer så billederne. Til orientering arbejder jeg på min egen "blog" (eller "weblog") implementation som skal løse problemet. Når det bliver klart vil der være "permalinks", kommentar-mulighed og hvad der ellers hører til den slags.

Link:
Hvad er en "weblog"?