Der er stadig knap 10 dage til albummets danske og skandinaviske release (24/3) og yderligere nogle uger til England, og senere resten af Europa, Japan og USA kommer med. Men allerede nu kan Mew's kommende album "Frengers" høres i sin helhed på Skum Electric's hjemmeside. Se det er jo næsten ikke til at sige nej til, vel? Som dansker der kender Mew's forrige udgivelser, er det lidt svært at bedømme albummet på en enkelt gennemlytning, hovedparten af numrene er trods alt genindspilninger af gamle numre, men det lyder da umiddelbart meget flot. Det er nu rigtig rart at det ikke mere bare er navne som Aqua og Safri Duo man tænker på i udlandet når snakken falder på dansk musik. Junior Senior hærger lige nu den absolutte top af de engelske hit- og dance-lister, og The Raveonettes er også pænt godt med, specielt på de lidt mere alternative lister i både USA og England (Og fremhævet som et af årets største håb i både amerikanske Rolling Stone og engelske Q Magazine). Næste i rækken forventes altså så at blive Mew som allerede har fået megen positiv opmærksomhed for deres singler.
De internationale pladeselskaberes interesse for andre danske navne skulle som følge også være ret stor i øjeblikket. Så måske vil vi også se navne som Swan Lee, Moon Gringo, Carpark North, Superheroes, Under Byen eller andre score en international kontrakt inden længe? Med Junior Senior som den klareste undtagelse, har de fleste navne nok mere potentiale mod den lidt alternative scene end mod den absolutte top af de kommercielle lister, men det gør det nu efter min mening ikke mindre "prestigefyldt".
Apropos Under Byen, så så jeg dem for nylig live i Vega hvor de sluttede showet af med en vel egentlig meget uventet coverversion af D.A.D's Sleeping My Day Away. Selvfølgelig nærmest ukendelig i århusianernes version, men så god at man skulle tro det var løgn. De fik lige lavet en "gadedrengs sk(r)ål-med sang" om til et afdæmpet, intenst og smukt lille mesterværk. Fortryllende!
Links:
Mew homepage,
Skum Electric,
Skum Electric Mew Frengers feature side,
Under Byen