Lang tid siden der har været IT-nørdede indlæg her på Rockland. Så det er vel på tide med et lille et...

Jeg har brugt bloglines.com som "news aggregator" og udgangspunkt for 90% af min websurfing vist stort set siden sitet blev lanceret i 2003. Men nu lukker det, og jeg har ikke fulgt med i hvad der er af alternativer? Jo jeg kender Google Reader og det er en mulighed. Men er ikke stor fan af den, og desuden har Google rigeligt "på mig" i forvejen. Man kan jo også være hip/moderne(?) og binde det hele op på Twitter kontakter og "social computing" i stedet (Well, jeg har faktisk flirtet med, og været rigtig glad for, FriendFeed. Men efter Facebook købte tjenesten er min og andres interesse og aktivitet på sitet kølnet lidt af), eller måske lege med sites som Netvibes eller prøve en Feedly extension til Firefox? Men tror ikke rigtig nogle af disse kan tilfredsstille mine behov fuldstændigt. Tror en mere traditionel RSS News Reader service a'la bloglines er at foretrække. Skulle der tilfældigvis sidde en læser med et forslag til en god webbaseret service, så sig endelig frem!

Selve flytningen af alle de RSS feeds jeg abonnerer på i Bloglines er sikkert ikke noget problem. Bloglines kan eksportere de feeds man abonnerer på til standard opml format som sikkert kan importeres fra de fleste andre RSS Readere. Det er meget værre med de mange indlæg jeg markeret som "gemmere" i Bloglines. Jeg tror ikke umiddelbart der er nogen let måde at flytte dem til andre services? Jeg kan løbe dem alle igennem og printe dem ud hvis jeg fortsat synes de er værd at gemme, men bare tanken gør mig træt. Over de sidste 6-7 år har jeg samlet rigtig mange indlæg jeg synes var interessante nok til at gemme og let kunne vende tilbage til igen. Det vil være et stort arbejde at gennemgå og skrive ud, og suk,... bloglines lukker allerede her fra d. 1. oktober!... Et muligt alternativ er bare at glemme dem og satse på at jeg alligevel altid kan "google" mig frem igen til det jeg søger. Men det er en løsning jeg ikke umiddelbart er helt 100% tryg ved. Suk, det bliver nogle lange lange weekender og aftener frem til den første...

Update: (Tilløb til...) En liste med steder jeg, udover allerede nævnte, måske også burde tjekke ud: Activoro...

Update 15/11: Opdagede lige at Bloglines alligevel ikke lukker eller er lukket. Tjenesten vil i stedet blive overtaget af MerchantCircle fra 1. december. I mellemtiden er jeg så migreret til Google Reader, og ved nu ikke om jeg vil flytte tilbage igen eller ej...

 

[Billede: Småkryb]

Ukendt småkryb, Sydamager lørdag d. 31. juli 2010 kl. 12:50

Selvom det makro objektiv jeg købte for godt et år siden er anvendt lidt mere end antallet af postninger her og i mit galleri umiddelbart antyder, så har jeg slet ikke fået brugt det så meget som jeg regnede med da jeg anskaffede det. Det er nu ikke fordi lysten til makrofotografering mangler. Absolut ikke. Men et problem for mig, er nok at finde et velegnet sted at lege. Dels selvfølgelig et sted med noget spændende at fotografere, men et godt sted for mig er ikke bare et sted med masser af småliv og tilstrækkeligt lys. Det er også et sted der ikke kommer alt for mange mennesker forbi, så man kan "arbejde" lidt uforstyrret. Det sidste fordi jeg nok er lidt sky og ikke gider at ligge og rode rundt på jorden og se enormt åndsvag når andre folk kommer forbi. Og det kommer man ret let til ved makro fotografering:-) Men på en cykeltur til sydamager i går, fandt jeg et sted jeg stensikkert vil vende tilbage igen. Jeg brugte kun godt en halv time på stedet, da min mission på turen primært var at finde en solsikke mark jeg på flickr havde set spor af skulle eksistere i omegnen. Men specielt hvis det blæser lidt mindre, kan jeg sikkert bruge timer på stedet en anden gang.

Jeg fandt i øvrigt også solsikke marken. Og selvom den ikke var helt så stor og spektakulær som jeg havde håbet på, er det nok også en jeg vil vende tilbage til. Så flere besøg af mig på sydamager fremover...

Tekniske data: Canon EOS 50D med EF-S 60mm makrobjektiv, 1/500 sek., f/8.0, 1600 ISO. Udsnit. Håndholdt.

 

[Billede: F*** me I'm famous, Roskilde Festival 2010]

Roskilde Festival 2010, Dyrskuepladsen, torsdag d. 1/7 2010 kl. 16:10.

"Fuck me, I'm famous" på røven og en Apple laptop som "ghettoblaster" på skulderen. Oh yeah, kan man blive mere hip?...

Tekniske data: Canon Powershot A650IS @7,4mm (~ 35mm v/35mm format), 1/800 sek., f/4.0, 80 ISO. Udsnit.

 

[Billede: Orange Scene, Roskilde Festival 2009]

Roskilde Festival 2009, Dyrskuepladsen, torsdag d. 2/7 2009 kl. 18:00.

Udsigt ind over pladsen ved Orange Scene, set fra Turborg's Green Wheel ved sidste års åbning af Orange Scene på Roskilde Festival. Det er her lige før svenske Petter går på. Tuborgs grønne pariserhjul var en unik mulighed for at se og fotografere festivalområdet fra vinkler os almindelige amatører normalt ikke får adgang til, og det er lidt synd at attraktionen ikke vil være at finde på festivalpladsen igen i år.

Måske ikke så fedt som tidligere postede billede af selve pariserhjulet, men det er da så i det mindste meget aktuelt med et billede af festival åbning i disse dage:-)

Tekniske data: Canon Powershot A650IS @22mm (~ 100mm v/35mm format), 1/500 sek., f/3.5, 80 ISO. Let beskåret.

 

[Billede: Klippespringeren]

Nær San Juan Bautista, Isla Margarita, Venezuela 1/3 2010.

Efter forrige monster-indlæg skulle man måske ikke tro at jeg havde mere i posen fra Venezuela, men jeg kan da stadig finde lidt. Her er det en serie af 5 eksponeringer jeg har redigeret sammen til ét billede. En fyr der hopper ned i et (ret) lille vandhul imellem klipperne. Måske mest interessant for effekten, og ses nok også bedst i lidt større størrelse end her. Men nu har jeg altså lige siddet og hygget mig med at lave det, så skal det også vises frem:-) En større version må vente til den dag jeg får postet billederne i galleriet.

Tekniske data for alle 5 eksponeringer: Canon EOS 50D med EF-S 10-22mm zoom (@11mm), 1/750 sek., f/5.6, 800 ISO. Redigeret sammen til ét billede i Photoshop.

 

For en måned siden var jeg et par uger i Venezuela. Som en "lille" forsmag på hvad jeg senere vil poste i galleriet er her 52 udvalgte billeder (jeg kunne ikke finde ud af at begrænse mig!) og lidt indtryk fra rejsen. En tur der startede i hovedstaden Caracas, via Ciudad Bolívar bragte os til Canaima Nationalpark, og sluttede på ferieøen Isla Margarita i det Caribiske hav.

[Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...] [Billede: ...]

Caracas

Jeg har ikke mange billeder fra selve Caracas. Dels var det begrænset hvor meget vi nåede at se af byen, dels er det ikke lige stedet at flashe sit værdifulde kameraudstyr (jeg lod mig overtale til at lade være - selvom det ikke ligger til mig at pakke kameraet væk). Så må nøjes med billeder med udsigten fra lejligheden vi boede i (1-2) og billeder fra et besøg på den idyllisk beliggende Santa Teresa rom-fabrik hvor vi så nye og gamle produktionsfaciliteter - og selvfølgelig var til rom-smagning (3-5).

Ciudad Bolívar

Vi havde en dags stop i denne by ved Río Orinoco på vejen til Canaima nationalpark. En by med en hyggelig - og fotogen - gammel bydel fra kolonitiden. Igen for få billeder herfra. Det var en meget varm dag vi var der, så tilbragte en lidt for stor del af dagen i skyggen på vores hyggelige gæstehjem. Og da vi var ude havde jeg desværre kun lommekameraet med som slet ikke havde vidvinkel nok til de smalle gader. Men en by man bestemt ikke har noget imod at gøre et stop i på vejen til Canaima (6-7).

Canaima Nationalpark

Transporten til og fra den 30,000 km² park store Canaima nationalpark, og sightseeing over Angel Falls, foregik i små 6 personers Cessna sportsfly (8-9, 27-30). Jeg har aldrig haft problemer med at flyve i store fly, men var lidt spændt på hvordan min højdeskræk ville reagere på sådan en lille fly. Det var dog ikke noget problem. Mægtig sjovt faktisk. Det fremgår øjeblikkeligt af udsigten når man ligger an til landing i området omkring Laguna de Canaima, at det er et fedt sted vi skal bo de kommende dage (9-26). Hvis der havde været vand nok i floden videre op til det isolerede Angel Falls var det også meningen vi skulle have sejlet derop og overnattet ved vandfaldet. Men vi måtte "nøjes" med at udforske området omkring den idylliske sø hvor vi boede. Men der var også talrige vandfald, strande, et indianer samfund, store sletter, lidt regn-skov og nogle af de typiske fladtoppede "tepui" bjerge i horisonten. På vejen tilbage tog vi så en flyvetur (27-30) ind over den tættere regn-skov i Canaima og verdens højeste vandfald Angel Falls (29) med næsten 1 km fald fra top til bund. Et område jeg godt kunne tænke mig at vende tilbage til i regntiden.

Isla Margarita

Sidste halvdel af vores tur tilbragte vi på ferieøen Isla Margarita (31-52) hvor vi boede på den nord-østligste del ved stranden Playa El Tirano (31-36, 43 og 52). Øen har en del at byde på hvis man ellers får bevæget sig ud. Vi var bl.a. på en rundtur med Michael Pedersen hvor Laberinto Tropical var et stop. Et fint lille sted hvor meget af øens plante og dyreliv er samlet - både i fangenskab (37) og i det fri (38 og tidligere postede kolibri). Her havde jeg i øvrigt også fornøjelsen af en slanges kærlige bekendtskab. Playa El Tirano som vi boede ved, er en lille strand. Men en lille gåtur nordpå ligger Playa Parguito, som efter sigende skulle være ved at overtage rollen som øens mest trendy strand efter den lidt nordligere Playa El Agua. Den sene hverdags eftermiddag vi var forbi Playa Parguito (40-42) var der nu ikke overbefolket, men der var da bl.a. nogle surfere med hver deres form for ynde og stil (41-42). Den lækreste strand vi besøgte var dog uden tvivl Punta Arenas, øens aller vestligste og meget isolerede strand (49-50). Dér kom vi i øvrigt som et stop på en mægtig sjov jeepsafari hele øen rundt (44-51). Sidste aktivitet på dén rundtur var forresten lidt vild off-road ræs alene for det sjove i... lidt vild off-road ræs:-) (51) Sikkerhedsmæssigt var det sikkert ikke helt forsvarligt at vi stod op i bilen igennem det åbne tag under den vilde kørsel, men hold op hvor var det sjovt. Kørslen var så voldsom at først det ene sidevindue faldt ud af vores jeep, og lidt senere så også bagvinduet...

Flere billeder - og i fuld størrelse - følger selvfølgelig senere i mit galleri på Flickr. Jeg tager nogle gange lang tid om at poste mine billeder på Flickr, men i udarbejdelsen af dette indlæg blev jeg lidt "seriøs" (som det måske ses på antallet af billeder postet her), og har faktisk lavet en stor del af det arbejde jeg gør før jeg poster til Flickr (udvælgelse, billedbehandling, tagging og geotagging). Så der er grund til at tro at Venezuela billederne er på inden alt for længe og overhaler billeder fra bl.a. London og Sverige samt 4-5 musikfestivaler fra de sidste par år. Men af bitter erfaring vil jeg undlade at love en præcis tidshorisont :-) ...

Og til sidst lige en tak til Mikael Rosenkilde fra relativt nystartede Pelikan Rejser der arrangerede vores tur. Vi var vist hamrende besværlige med alle mulige specielle ønsker til vores turs tilrettelæggelse. Men det lykkedes for Mikael at få det hele til at hænge sammen, og vi havde - som det burde fremgå - en rigtig god tur:-)

Relaterede indlæg:

 

[Billede: Kolibri]

Isla Margarita, Venezuela 1/3 2010.

Jeg kom hjem fra en tur i Venezuela sidste weekend, og udover at besøge en ven, samt nyde vejret og livet i det sydamerikanske land generelt, var et af mine delmål bl.a. på at få et godt billede af en kolibri der "slubrer" nektar. Et svært motiv da fuglene er små, hurtige og svære at fange med kameraet (hvis man i det hele taget får øje på dem). Jeg forsøgte først i Canaima Nationalpark uden stort held, men i Laberinto Tropical på Isla Margarita lykkedes det mig at få dette skud i hus som et af de sidste kolibri skud. Jeg tror dette er en hun, hannen af denne art (som jeg ikke husker navnet på) var vist endnu mere farvestrålende. Men jeg er nu meget godt tilfreds selvom det "kun" er en hun:-) Lukkertiden er 1/2000 sek. Hvis de hurtige vingebevægelser helt skal fryses, så skal der nok et flash anlæg til...

Ok, måske lidt nørdet. Men jeg håber da også at finde tid og tage mig sammen til at poste en mere blandet og måske mere generelt interessant fotosamling fra turen her på siden måske allerede i løbet af denne weekend. So stay tuned hvis du er lidt nysgerrig omkring turen eller "Hugo Chávez land" generelt...

Tekniske data: Canon EOS 50D med EF 70-300mm IS USM @ 170mm. 1/2000 sek., f/5.6, 800 ISO. Let beskåret.

 

[Billede: Canaima]

Canaima, Venezuela. 24/2 2010

Fra en ferie i Venezuela. Her både i den sø (der er ferskvand og ikke har noget med en rigtig lagune at gøre) vi boede ved nogle dage i Canaima Nationalpark. Mange flere billeder fra den tur senere her eller i galleriet. Inkl. masser variationer af billeder af langstrakte både ved sø- eller hav-kysten taget med vidvinkel objektiv. Det var en motiv type jeg tog jeg en forfærdelig masse billeder af både i Canaima og på Isla Margarita...

Tekniske data: Canon EOS 50D med EF-S 17-55mm @ 20mm. 1/125 sek., f/11, 100 ISO.

 

[www.planet7d.com]

Må jeg præsentere et site som jeg halv-hemmeligt har kørt igennem de sidste små 4 måneder. Et site jeg kalder for Planet 7D og som henvender sig til brugere af spejlreflekskameraet Canon EOS 7D.

Kort efter der i sommers sidste år begyndte at dukke - hvad der for mig lød til at være troværdige - rygter op om at Canon ville lancere et nyt APS-C format kamera kaldet 7D liggende imellem X0D og 5D serierne, købte jeg domænet www.planet7d.com. Jeg har faktisk antydet site planerne før, selvom det var pakket lidt ind som en joke:-) Men det var nu seriøst nok tænkt. Hvis Canon virkelig ville lave en kameraserie i direkte konkurrence med Nikons attraktive D300(s), så lød det som mit drømmekamera. Og hvorfor ikke lave et site/community for folk med samme kamera som jeg forventede at anskaffe?

Men når jeg ikke rigtig har gjort reklame for sitet før, er det fordi jeg føler mig lidt i et dilemma. Jeg ønsker kameraet, men har det stadig ikke selv. Det føles lidt dumt - næsten pinligt - at køre sådan et website uden at have kameraet selv. Da jeg startede sitet regnede jeg med at jeg nok kunne finde penge til at give mig selv kameraet i julegave. Siden har jeg tænkt at foråret nok ville gå an. Men nu tvivler jeg på at jeg i det hele taget får råd til det i 2010. Men sitet er begyndt at få pænt med besøgende, så det ville næsten også være dumt bare at lukke det igen. Så jeg kører det videre, og så kan jeg vel ligeså godt give lidt gas og annoncere det her:-)

Pt. er sitet primært et blog/news site. Eneste lille ekstra feature er integration til en tilhørende Flickr gruppe jeg har oprettet. Men jeg vil måske også prøve og åbne et forum på sitet snart. Og hvis det slår an - og selvfølgelig specielt når jeg også selv får kameraet - er der nok lidt flere planer i skuffen...

 

[Billede: Svingkarrusellen]

Svingkarrusellen i Tivoli, mandag d. 28. december 2009 kl. 16:00.

Tog turen igennem det julepyntede Tivoli i dag med kamera og stativ, og legede lidt ved Svingkarrusellen. En meget fotogen attraktion når mørket falder på, men også en karrusel der desværre kun bliver sat op ved juletid. Ville egentlig være blevet hængende til fyrværkeriet (ligesom sidste år) men havde hverken varmen eller tålmodigheden i dag. Men jeg synes jeg kom hjem med nogle gode billeder alligevel. Og der er da et par dage endnu til at tage billeder af fyrværkeriet, hvis jeg kan tage mig sammen...

Se billedet i stort format på sort baggrund.

Tekniske data: Canon EOS 50D med EF-S 10-22mm zoom (@10mm), 1/15 sek., f/8.0, 400 ISO. Stativ.