Skriftstørrelse: A A A A

Kommentarer i weblog:

Venner der blogger

De seneste overskrifter fra deres weblogs...

Kontakt

ROCKLAND
ved Stig Nygaard

- ikke kun om musik

Musikbranchen har nogle effektive lobbyister som bl.a. er skyld i at vi betaler afgifter på blanke CD'ere der købes i Danmark, underforstået at vi formodes at bruge disse til noget som iøvrigt ikke er lovligt. Man må tage hatten af for lobbyisternes evne til at vride armen om på alt for slappe danske politikere.

Men bortset fra de "dygtige" lobbyister, så er de da ikke for smarte i branchen generelt. Først indfører de selv kopisikringer på orginale CD'ere som medfører at folk holder op med at købe dem, fordi de ikke kan bruges til at lave mp3-filer med og i nogle tilfælde også lyder dårligere eller endda slet ikke kan afspilles på folks udstyr. Nu har de så også presset igennem at der pr. 1. februar er indført 4 måneders karenstid på ny musik hos bibliotekerne. Så nu er folk nødt til at download'e ulovligt på nettet hvis de vil tjekke det sidste nye musik. Jamen det er jo simpelthen genialt tænkt af den trængte branche. Hvis branchen tror at bibliotekernes musik er en væsentlig kilde til det ulovligt kopierede musik man kan finde på nettet, så tror jeg altså de tager grundigt fejl. Men det kan være at de nu tvinger den typiske biblioteksgænger ud på det grå marked for at vedkommende kan finde det musik han/hun søger.

PS. De mere teknisk erfarne kan omgå kopisikringer vha. software som f.eks. CloneCD fra SlySoft. Og så sælges iøvrigt CD'ere hovedsagligt uden kopisikring i England og USA, også selvom det er udgivelser som er kopisikret i resten af verdenen.

Ups!

 30-01-2005 15:58

[image:Bad_Day-417x683.jpg]

(Billedserien i øvrigt fundet på nonags.com, selvom jeg ingen anelse har om hvad det har med gratis software at gøre)

Gaffa har fået newsfeeds

 28-01-2005 20:22

Som musikelsker og storforbruger af newsfeeds (via bloglines.com) er det med stor glæde jeg ser at Gaffa endelig har fået implementere newsfeeds for såvel nyheder og artikler som for anmeldelser. Man kan vælge at abonnere på et feed med alle nyheder og artikler, og/eller på et med alle anmeldelser, men man kan også skræddersy sine egne feeds indenfor specifikke emner og genrer.

Se, nu ville det bare lige være rart hvis også bold.dk og onside.dk tog sig sammen til at lave newsfeeds så man også kan følge de danske fodboldnyheder uden for meget besvær.

PS. Gaffa har (endnu?) ikke konstrueret deres hjemmeside så almindelig Firefox-brugere vil kunne finde ud af at lave "live bookmarks" med deres newsfeeds. Jeg har derfor lavet en lille hjælpeside til Firefox-brugere hvorfra man let kan oprette "live bookmarks" på de vigtigste Gaffa newsfeeds.

Update 7. januar 2006: Så er Bold.dk også kommet med på holdet.

Hvad er dét?

 23-01-2005 23:51

[Animation sammensat af 4 billeder] Den viste lille animation er sammensat af billeder taget fra mit soveværelses altan ind over Frankrigsgade Svømmehallens tag. Første gang jeg så illustrerede fænomen, som jeg kan iagttage stort set hver aften, var jeg ved at tabe både næse og mund. Det er da ikke en helt almindelig svømmehal jeg er blevet nabo til? Forklaringen er selvfølgelig simple refleksioner i glaspyramiden på svømmehallens tag. Jeg ved ikke hvor godt disse billeder gengiver illusionen, men jeg sværger altså at det i virkeligheden fuldstændigt ser ud som om der svømmer folk rundt i svømmehallens tag!

Billederne som animationen er opbygget af er i øvrigt taget med mit nyeste og sjoveste legetøj, et Panasonic Lumix DMC-FZ20 digitalkamera. Dette kamera skiller sig ud fra mængden med en Leica-zoom der dækker brændvidden 36-432mm (svarende til et 35mm kamera) med en imponerende lysstyrke på F2.8 i hele zoom-området! Læg dertil en særdeles velfungerende optisk "image-stabilisator" der korrigerer for kamera-rystelser. Lige pludselig er det muligt at tage super-tele billeder under lysforhold man aldrig troede det skulle kunne lade sig gøre. Kameraets objektiv er i øvrigt super skarpttegnende, trods at den lange 12x zoom burde være teknisk svært at fremstille. Panasonic er vist ikke normalt det første mærke man tænker på når man køber kamera, men jeg er dybt imponeret over dette kamera og syntes lige jeg ville gøre lidt reklame for det til andre der kunne være interesseret i noget lignende. Der er dog også ulemper ved kameraet som gør at jeg har taget mig den luksus at supplere det med et andet mere kompakt digitalkamera. Panasonic'en har udover ulempen af at være næsten ligeså stort som et spejlreflekskamera også ulempen at have en "electronic viewfinder" (EVF) fremfor optisk søger og at den ikke bruger standard AA-batterier, men kun Panasonics eget specielle genopladelige batteri. Men det er bestemt Panasonic'en der er det foretrukne og sjoveste kamera når man gider at slæbe det med sig og ikke er løbet tør for strøm.

Billederne i animationen er i øvrigt alle taget på fuld tele med en lukkertid på 1/4 sekund! Nej de står bestemt ikke pivskarpt, men hvis du har prøvet at tage håndholdte billeder med en 400mm tele før, så tror jeg du vil synes det er lidt fascinerende alligevel (specielt hvis jeg også fortæller der faktisk er tale om udsnit, så vi nok reelt nærmere snakker 800mm)?! Ok, jeg støttede mig til en dørkarm, men alligevel...

Levende kunst

 19-12-2004 23:37

Spoooooky...

Dansk musik under træet

 19-12-2004 11:48

En ven der der har bosat sig i USA, men kommer hjem til Danmark her til jul, spurgte mig om jeg havde nogle forslag til dansk musik som julegaver. Den slags spørgsmål kan selvfølgelig kun ende som et indlæg i min weblog:-) Her er mine bud:

Nephew - USADSB
Må være årets gennembrud. Lyder musikalsk som en blanding af Depeche Mode og tidlig TV-2, men er måske lidt mere rock'et end de to. Teksterne er nogle spøjse "sprog-legerier" der blander både dansk og engelsk. Meget anbefalesværdigt selvom jeg måske synes de skal prøve at variere deres rytmer lidt mere på deres næste plade. (kopisikret*).
Lake Placid - Make More Friends
En lille festlig og charmerende popperle. Tror ikke de er blevet så stor en kommerciel succes som de fortjener, men måske det kommer?
Blue Foundation - Sweep Of Days
Ikke så store i Danmark, men får en vis opmærksomhed rundt omkring i verdenen. Pop/electronica. Oprindelig meget triphop- (og tildels rap-) orienteret, men de har bevæget sig i en lysere mere poppet og bredere tilgængelig retning på denne deres 2. plade. Nogle gange kan pladen synes lidt for overproduceret til rigtig at lette, men ikke desto mindre en rigtig god plade. (kopisikret*).
Mikael Simpson - De Ti Skud
En spøjs, melankolsk og fængende electronica-plade som Mikael vistnok har hygget sig med at sætte sammen på computeren i soveværelset. Har svært ved at beskrive den musikalsk hvis ikke man kender hans første solo-plade, men den er meget anbefalesværdig.
Lise Westzynthius - Rock, You Can Fly
Intens og meget meget stemningsfuld plade. Nok ikke rigtig nogle kommercielle hits, men hvis man er til mere afdæmpet musik a'la f.eks. Tindersticks er den meget anbefalesværdig.
Swan Lee - Swan Lee
Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg måske at deres andet album er på grænsen til at være lidt kedeligt. Men nu har jeg det nok også med at ligge lidt mere vægt på det skæve og anerledes end flertallet. Bestemt ikke dårligt dog, og meget populært. Og i øvrigt et band jeg kun kan have sympati for (men hvor længe kan de blive ved med at leve på dét? ;-) )
Saybia - These Are The Days
Den længe ventede 2'er. Ikke så mange hits som på første. Ambitiøs plade, men man fornemmer også at det har været en kamp at lave den.
Tiger Tunes - Absolutely Worthless Compared To Important Books
Der står 2003 og på coveret, men jeg tror ikke udgivelsen kan være meget mere end et år gammel? Tilhører den legesyge og festlige del af poppen, og kan på den måde siges at være en smule beslægtet med f.eks. Lake Placid. Tiger Tunes er dog mere skæv og eksperimenterende, og er derfor nok mest en mulig gave for dem der virkelig interesserer sig for musik.

Er der nogen oplagte jeg har glemt?

(*) Når en udenlandsk CD forhandles med kopisikring i Danmark, kan man ofte finde den samme CD uden i England og USA. Men hvis det er en CD der kun forhandles i Danmark er der reelt ikke andre muligheder end "det sorte marked" hvis man vil undgå kopisikringer. Jeg opfordrer ikke til noget, men må undrene konstatere at jeg ikke kan se hvilken fordel den danske pladebranche tror de har ved sælge originale CD'ere med kopisikring, når nu næsten alle moderne unge musik-forbrugere kræver at kunne afspille deres CD'ere direkte på PC eller at kunne lave MP3-filer ud fra dem? (Jo, man kan godt omgå kopisikringer med lidt besvær, men det kan man ikke byde almindelige købere at skulle igennem)

Jeg ved at jeg har haft travlt når jeg har de sidste 8 dages morgenaviser liggende på gulvet, uåbnede. Men efter en lang travl periode har jeg nu juleferie, og det er fandme dejligt. Her er lidt om hvad jeg skal bruge den på:

  • Skrive ønskeseddel til jul (Nej, der er ingen der får mine ønsker i god tid i år)
  • Købe julegaver
  • Møde vennerne, drikke gløgg og øl
  • Rydde op og gøre rent
  • Læse op og "praktisere" lidt på det .NET kursus jeg tager i øjeblikket
  • Ordne min pladesamling og opdatere listen
  • Skrive lidt flere ligegyldige indlæg i min weblog
  • Digitalisere min gamle "analoge" samling af dias og negativer
  • Lave nogle af alle de ting på mit website jeg har planer om, incl. et foto-galleri (når realistisk set nok ikke meget her;-/)
  • En masse ting jeg ikke gider fortælle her:-)
  • Men frem for alt slappe af og nyde livet :-)

God jul! :-)

Update 2005: Ok, jeg nåede selvfølgelig kun nogle få stykker af ovenstående. Men sidste punkt var jeg meget grundig med:-)

Jeg er i New York Times

 16-12-2004 08:19

Hey, jeg er i New York Times i dag! Godt nok står mit navn vist med meget småt, men det skulle altså være der. Forklaring er her.

Links:
Mozilla Foundation pressemeddelelse, Billede, PDF (meget kompleks PDF-fil)

(Update 7/12: Jeg har erfaret at der bliver lagt forskellige rettelser på i Danske Netbank allerede om et par dage. Se mere i bunden af dette indlæg.)

Som jeg lovede forleden, er her et lidt mere om mine erfaringer med Firefox og andre "alternative" browsere i Danske Banks netbank, og puha - det blev et af de rigtig lange og kedelige indlæg:-)

For at kunne bruge andre browsere end Internet Explorer til Windows i Danske Netbank, kræves et såkaldt ActivCard. Det er en metode Danske Bank i et stykke tid har tilbudt Safari (Mac) brugere, men nu også halv-officielt tilbydes til brug med andre browsere. Når jeg skriver "halv-officielt" er det fordi man skal lede grundigt på Danske Banks website for at finde informationen om de alternative browsere, og når man skal bestille en Netbank-aftale med ActivCard så skal man følge en procedure der er angivet som værende for Mac-brugere. Har du allerede en netbank-aftale, så kan du dog også bare skrive en besked til banken fra netbanks post-service om at du ønsker et ActivCard (det virkede i hvert fald for mig). Bemærk at Kundeservice ikke yder officiel support til andre browsere end Internet Explorer og Safari, og at banken iøvrigt ikke lover at alle funktioner i netbanken fungerer når du bruger andre browsere.

ActivCard

Dette er en lille kode-generator man skal bruge når man logger på netbanken og når man underskriver transaktioner. Det er et kort i kreditkort størrelse, i hvert fald når det gælder højde og bredde. Desværre er kortet med 1/2 cm forholdsvis tykt, og det er derfor tvivlsomt at det er et kort man gider at have det liggende fast i sin pung. ActivCard erstatter den "nøglefil" (e-Safekey) man ellers normalt har installeret på sin PC når man bruger Internet Explorer til Danske Netbank. Med et ActivCard er der ikke noget der skal installeres på computeren før man kan logge på netbanken, det eneste der kræves er en internet-forbindelse og en ikke alt for forældet webbrowser.

Da jeg modtog kortet sad der noget som lignede en rest lim på displayet og jeg forsøgte straks at gnubbe det væk med neglen. Det skulle jeg nu ikke have gjort, for det viste sig at være en lille skade på selve kortets plastic-belægning og mit forsøg på at fjerne det gjorde kun skaden meget værre. Så behandl belægningen over displayet varsomt, det er meget blødt og sart hvis først der kommer hul på. (Update 13/3 2005: Hehe, se "vigtig" update i bunden af dette indlæg).

Mozilla Firefox 1.0

Det meste af min lille test er foregået i Windows-versionen, men umiddelbart ser det ikke ud til at gøre forskel om man kører Windows- eller Linux-versionen. Alle de grundlæggende funktioner ser ud til at virke fint. F.eks er både betaling af et indbetalingskort og en kontooverførsel gennemført uden problemer.

En gang imellem er rubrikkerne pludselig lidt for lave til deres indhold. Det ser ud som om det er noget der sker mere eller mindre tilfældigt og skyldes muligvis en browserbug (selvom det eneste andet sted jeg nogensinde har set en opførsel der ligner er andre steder på Danske Banks hjemmeside, og tænker her først og fremmest på rubrikken med valuta-kurser på forsiden). Ofte kan man bare klikke på rubrikken og bruge musens scrollhjul til at scrolle i rubrikken, men en enkelt genindlæsning af siden plejer også hurtigt at løse problemet. Heldigvis ser jeg langt fra så tit problemet i netbanken som jeg ser det på forsiden af bankens website. En af de første gange jeg var på netbanken med Firefox lå der en information fra Danske Netbank som jeg klikkede mig ind på for at læse. Desværre var indholdet af højre halvdel af denne rubrik usynlig, hvorfor informationen var umulig at læse. Jeg kunne dog tyde at det var noget med nogle nye funktioner i konto-listerne der snart ville komme. Det er det eneste sted i netbanken jeg har observeret denne lidt slemme renderingsfejl, men hvad værre er, er at netbanken ikke er designet så man kan gå ind og læse informationen igen senere en anden gang (f.eks. med en anden browser). Jeg har i hvert fald ikke kunne finde ud hvor jeg gør det. I det store hele renderes sider ellers pænt, men en mindre skønhedsfejl som manglende luft imellem kolonner ses også et par steder.

Til min store fornøjelse er det muligt at komme ind på eboks via netbanken. Det er meget vigtigt for mig at kunne, fordi man (vistnok af lovgivningsmæssige årsager) ikke må se sine bank-dokumenter i eboks medmindre man logger på via sin netbank. Yes, nu er jeg endelig parat til at tilmelde lidt flere af mine bank-papirer til eboks:-) Man er dog nødt til (via netbanken) at logge ind på selve eboks-sitet for at kunne se dokumenterne. Det virker nemlig ikke hvis man prøver at åbne dokumenterne direkte fra netbanken. Men jeg vender tilbage til dette i en note til sidst, da jeg kan se mindst én fejl i netbankens koden som let kan rettes.

Jeg ser en sjælden gang en enkelt JavaScript-fejl i netbanken, men det er tilsyneladende ikke noget alvorligt som har betydning for funktionaliteten. Firefox' JavaScript Console afslører dog også et andet problem i netbanken (og Danske Banks website som helhed). Bankens stylesheet bliver nemlig udsendt med den fejlagtige mimetype "text/html" i stedet for "text/css". Sålænge bankens sider ikke er implementeret med en !doctype der sætter browsere i "Standards Compliance Mode" er det ikke noget alvorligt problem, men i "Standards Compliance Mode" er der en del browser-versioner der helt vil nægte at indlæse og fortolke et stylesheet hvis det udsendes med forkert mime-type. Så der ligger potentielt et problem og lurer her.

Internet Explorer 6.0, Opera 7.54 og Konqueror 3.3

Jeg har brugt mest tid i netbanken med Firefox, men jeg har også hurtigt testet med nogle andre browsere. ActivCard-metoden kan selvfølgelig også bruges til Internet Explorer, selvom man sjovt nok får en JavaScript-fejl på login-siden. Opera til Windows ser også ud til at virke fint, men med samme fejl omkring direkte åbning af eboks-dokumenter som i Firefox. Konqueror er en browser som sjovt nok slet ikke er nævnt på bankens hjemmeside, men jeg havde nu en kraftig idé om at netbanken nok også ville virke med denne browser, eftersom den "webcore-motor" Apple bruger i Safari-browseren på Mac, netop er en portering af open-source "khtml-motoren" fra KDE/Konqueror. Selvom der er en JavaScript-fejl som tilsyneladende går igen på hver eneste side i netbanken, så ser det grundlæggende også ud til at fungere med Konqueror (fra SUSE Linux Professional 9.2). Dog går browseren irriterende nok hårdt og brutalt ned nogle gange når man klikker i venstre-menuen. Med Konqueror er der også hul igennem når man forsøger at åbne eboks-dokumenter direkte fra netbanken (Kan nu ikke udelukke at det kun er fordi jeg også har CodeWeavers CrossOver Office installeret?). Selve PDF-dokumentet vises dog først i en ulæselig lille størrelse, og hvis man gør vinduet større følger pdf-dokumentets ikke umiddelbart med. En lille reload af siden i popup-vinduet løser dog hurtigt dét problem.

Konklussion

Alt i alt ser det bestemt ud til at virke godt nok til at man kan droppe Internet Explorer til Danske Netbank. Dog går min version af Konqueror så ofte ned i netbanken, at jeg nok vil foretrække at bruge en Mozilla/gecko-baseret browser eller Opera i stedet for i Linux. Det kan undre at banken ikke gør lidt mere reklame for muligheden for de alternative browsere. Det er for det meste de mere IT-kyndige der bruger disse, og man skulle tro at det er en kundegruppe med mange potentielt gode kunder i. Men måske venter banken på at få rettet de sidste skønhedsfejl? Da BG Bank teknisk set bruger den samme netbank, skulle alt ovenstående i øvrigt også gælde for BG Netbank.

Tidligere relaterede indlæg:

Note angående 100% height i "Standards Compliance Mode"

Først da jeg kiggede på koden i popup-vinduet med eboks-dokumenter åbnet direkte fra netbanken, var jeg overbevist om at jeg kunne få det til at virke i Firefox med bare en lille simpel koderettelse. Nu er jeg tilbøjelig til at tro at der nok er noget mere galt end bare dette ene issue, men ikke desto mindre er der tale om et klassisk problem når man koder i "Standards Compliance Mode", så jeg griber lige lejligheden til at give den kode der skal til for at få et element til at fylde 100% af et browser-vindues højde i "alle" browsere. Når man angiver højden af et element i procent, så er det højden i forhold til "the containing block". I "quirks mode" fylder body altid hele browservinduets højde, men i "Standard Compliants mode" fylder body kun så meget som det er nødvendigt for at indholdet kan være der (hvis browseren følger W3C's specifikationer). Derfor skal der et lille trick til før et element fylder hele højden af browser-vinduet i "Standards Compliant mode":

<!doctype html>
<html>
<head>
<title>Height 100% in Standards Compliance Mode</title>
<style type="text/css">
html,body {
margin: 0;
padding: 0;
height: 100%;
}
</style>
</head>
<body>
<div style="width:100%;height:100%;background-color:#888"></div>
</body>
</html>

Bemærk at ovenstående kode har en !doctype som sætter gecko-baserede browsere (Mozilla, Firefox, Netscape, osv.) i Standards Compliance Mode, og at jeg har indsat en style i koden som sætter højden til 100% på både html- og body-elementerne. Hvis man fjerner de 100% højde på html- og body-elementerne er div'en med den grå baggrund pludselig usynlig i f.eks. Firefox! Jeg vil jo gerne give Danske Bank det afgørende tip til hvordan de får eboks-vinduet til at virke i deres netbank, og har med Mozilla/Firefox' praktiske DOM Inspector (Shift-Ctrl-I hvis den er installeret) prøvet at sætte disse styles på websiden i det vindue der vises når man åbner et eboks-dokument direkte fra netbanken. Desværre var det ikke nok til at pdf-dokumentet blev synligt i min Firefox, så det er tilsyneladende ikke det eneste der skal til for at løse problemet her, men burde være et skridt på vejen. Jeg har ikke umiddelbart en idé om hvad der mere går galt. Måske understøtter Adobe's Acrobat-plugin slet ikke at pdf-dokumenter vises indlejret på den anvendte måde i Firefox, eller måske er det bare opsætningen på min PC som der er noget galt med?

Update: Efter at have studeret koden lidt nærmere i eboks popup-vinduet i Danske NetBank, er jeg kommet til den konklussion at den måde de bruger object-tagget kræver ActiveX-support (bvadr;-)). Så enten skal de bruge object-tagget på en anden måde, eller også skal de ligge et embed-tag indeni. Selvom embed-tagget er "deprecated", er det nok umiddelbart den letteste vej at gå. Er ikke plugin-ekspert, men vil prøve at strikke en lille løsning sammen og sende dem. Det ville nu være mere elegant at kunne åbne eboks-dokumenterne direkte fra netbanken.

Update 7/12 2004: Allerede inden jeg selv nåede at sende mine erfaringer til Danske Bank har jeg fået mail fra en Netbank-medarbejder som har set mit indlæg. De har allerede om et par dage nogle rettelser til sitet som forventes at løse flere af de ting jeg har beskrevet herover. Først og fremmest skulle eboks-vinduet blive rettet, så den sag vil jeg ikke bruge flere kræfter på i denne omgang. Også problemet med valuta-rubrikken og det manglende mellemrum mellem nogle tabel-kolonner skulle blive rettet.

Update 13/3 2005: Jeg har fået et tip pr. email fra Claes som fortæller at den bløde plastic-belægning på mit ActivCard i virkeligheden er et stykke beskyttelsesfilm jeg kan pille af. Det utrolige er at talrige af mine kollegaer har set mit kort og kommenteret den beskadigede belægning, men ingen har gennemskuet at det er lige til at tage af. Tak til Claes;-)

Netscape DevEdge er tilbage

 04-12-2004 22:59

Netscapes site for webudviklere, DevEdge, er nu genåbnet. Formodentlig takket være godt lobby-arbejde fra mozilla.org. Som det måske fremgår af den lidt uaktuelle overskrift på sitets forside, så er det et stykke tid siden indholdet sidst er opdateret. Men DevEdge indeholder stadig så mange gode artikler og informationer om moderne standard-baseret webudvikling at det føltes som lidt af en katastrofe da sitet uden varsel blev lukket for knap 2 måneder siden. Bemærk at søgning på sitet i skrivende stund endnu ikke virker igen.

Update 6/12 2004: AARRGGHHH! Er tilsyneladende taget ned igen :-( Det meste af sitets indhold kan dog heldigvis stadig fremskaffes via Web Archive Cache.

Update marts 2005: Mozilla Foundation har endelig fået lov at overtage hostning og vedligeholdelse af det gamle AOL/Netscape materiale fra Netscape DevEdge. Der foreligger ikke pt. nogen indikation af hvornår materialet er klar på nettet igen, men rart at vide at det er på vej tilbage. Det er en guldgruppe.

Update 20/4 2005: En kopi af det gamle DevEdge-site's indhold er nu tilgængeligt på en midlertidig adresse. Der efterlyses i øvrigt hjælp til at få materialet ført up-to-date og migræret til Devmo Wiki. Se også "Mozilla Foundation Opens Temporary Netscape DevEdge Mirror" (mozillaZine, 20/4 2005).

Update 31/8 2005:DevMo er oprettet et indeks til migræret DevEdge indhold. Der ligger faktisk en del efterhånden.

<<< | Forside | Indeks | >>>