Musikbranchen har nogle effektive lobbyister som bl.a. er skyld i at vi betaler afgifter på blanke CD'ere der købes i Danmark, underforstået at vi formodes at bruge disse til noget som iøvrigt ikke er lovligt. Man må tage hatten af for lobbyisternes evne til at vride armen om på alt for slappe danske politikere.
Men bortset fra de "dygtige" lobbyister, så er de da ikke for smarte i branchen generelt. Først indfører de selv kopisikringer på orginale CD'ere som medfører at folk holder op med at købe dem, fordi de ikke kan bruges til at lave mp3-filer med og i nogle tilfælde også lyder dårligere eller endda slet ikke kan afspilles på folks udstyr. Nu har de så også presset igennem at der pr. 1. februar er indført 4 måneders karenstid på ny musik hos bibliotekerne. Så nu er folk nødt til at download'e ulovligt på nettet hvis de vil tjekke det sidste nye musik. Jamen det er jo simpelthen genialt tænkt af den trængte branche. Hvis branchen tror at bibliotekernes musik er en væsentlig kilde til det ulovligt kopierede musik man kan finde på nettet, så tror jeg altså de tager grundigt fejl. Men det kan være at de nu tvinger den typiske biblioteksgænger ud på det grå marked for at vedkommende kan finde det musik han/hun søger.
PS. De mere teknisk erfarne kan omgå kopisikringer vha. software som f.eks. CloneCD fra SlySoft. Og så sælges iøvrigt CD'ere hovedsagligt uden kopisikring i England og USA, også selvom det er udgivelser som er kopisikret i resten af verdenen.