En hurtig gennemgang af de musikalske højdepunkter ved årets festival, var set med mine øjne:
Sigur Rós, fredag 23:30 på Arena
Fantastisk. Har set dem 2 gange før. Første gang på Roskilde for 3(?) år siden hvor de gav en fremragende koncert, siden en middelgod som opvarmning for Radiohead i et telt i Valby, og så i fredags på grøn sce... øhh på Arena, som var mindst ligeså god som første koncert. Hvis man kender Sigur Rós, kan man måske forestille sig hvor stor, smuk og til tider meget voldsom oplevelse koncerten var. Hvis ikke man kender dem, og ellers har et åbent sind for nye indtryk, er du gået glip af noget stort.
Mikael Simpson, fredag 02:30 på Pavilion
Var egentlig total smadret og på vej i seng efter Coldplay havde spillet på Orange. Men gudskelov besluttede jeg så lige at tage en Mexikansk kaffe (kaffe med bl.a. Tequila og Kahlua) at vågne på og få lidt varme af, og satte så kursen mod Pavilion hvor det tidligere Luksus medlem netop havde startet sit sæt. Det fortrød jeg ikke. Ikke alene fik vi et fremragende sæt musikalsk sæt (ikke overraskende, da hans album virkelig er noget lidt for sig selv), men det viste sig også at Mikael Simpson er lidt af en entertainer med en god sort humor. Allerede understreget da jeg trådte ind i teltet og så den totalt malplacerede stramt velklædte forretningsmand i jakkesæt vakle
tilsyneladende en smule skæv rundt på scenen, jo det var Mikael Simpson.
Daniel Johnston, lørdag 20:30 på Pavilion
En sær men stor oplevelse. Den 42-årige hjemmeboende maniodepressive og overvægtige amerikaner har 20 albums bag sig. Han optrådte solo på scenen på skiftevis akustisk guitar og keyboard. Det skal straks siges at han ikke er en stor musiker teknisk set og synge kan han egentlig heller ikke rigtig, men hans tekster og melodier var så spøjse og charmerende at man bare måtte overgive sig betingelsesløst. Måske også en anelse i sympati. Det var et proppet og begejstret telt der gav ham al den støtte og opbakning der kunne gives. Verdens største gruppeterapi?
Massive Attack, søndag 20:30 på Arena
Sidst jeg så dem live har også været i Roskilde for lang tid siden. Dengang var jeg skuffet over en i mine ører usammenhængende rodet koncert hvor gruppen tilsyneladende mere ville spille op til vild fest, end stene og skabe stemning til de mørke sløve rytmer. I år gav de så den koncert jeg ønskede mig, støttet af simpel men effektfuld computergrafik og tekst på baglærredet lidt i stil med gamle science fiction film og din første hjemmecomputer, og til tider med små politiske budskaber der skabte stor jubel.
Björk, søndag 22:00 på Orange
Koncertoplevelserne i de små mere intime telte overgår som regel langt dem på festivalens store orange scene. Og koncerterne der lukker og slukker på Orange scene er dertil som regel tilpasset det brede publikum, godt fyldt med alle kunstnerens klassiske hits. Men det var ikke den brede pensel der var fremme da Björk afsluttede på Orange med en kompromisløs koncert der lagde vægt på de musikalske udforskninger fra hendes sidste 2 plader. Dvs. dels med de små knitrende rytmer som de kendes fra Vespertine, dels med de støjende og voldsomme som dominerer på Homogenic. Björk, bare støttet af strygere, harper, et par electronica troldmænd (Matmos?) samt fyrværkeri nøje afstemt til musikkens rytmer, gav sine fans en fantastisk oplevelse laaangt ud over det sædvanlige. En koncert der understregede at Björk ikke har toppet endnu, men fortsat er en kreativ vulkan som udforsker nye grænser for
musikalske udtryk, ikke mindst også på baggrund af de smagsprøver vi fik på helt nye numre fra et kommende album. Tilbage står så selvfølgelig spørgsmålet om hvor meget en almindelig festivalgæst som
ikke tilhører kredsen af Björk-fans fik ud af koncerten, og mest kom for at høre de kendte klassiske hits? Jeg aner det ikke, men for mig blev festivalens finale også festivalens musikalske højdepunkt!
Andre ting jeg så mere end få minutter af, var Baby Woodrose, FC Kahuna, Dave Gahan, Moi Caprice, Doves, Kashmir, Raveonettes, Coldplay, Lise Westzynthius, Blur, The Cardigans, Frost, The Datsuns og Queens of the Stone Age.
Nogle var tæt på at kom med i listen af højdepunkter, andre koncerter var mere mere så-så.
Det betød så iøvrigt også at jeg desværre gik glip af bl.a. Kitty Wu, Beth Gibbons & Rustin' Man samt Mew. Tre navne jeg egentlig meget gerne ville have set. Kitty Wu nåede jeg bare ikke, Beth Gibbons var jeg lige forbi, men det var slet ikke den slags musik jeg havde lyst til lige på det tidspunkt. Mew blev ofret til fordel for søvn, da jeg trods alt næsten lige havde set dem i Vega, og ikke regnede med at deres fremragende, men noget
gennem-koregraferede show ville give plads til mange nye overraskelser siden sidst.
Alt i alt en fremragende festival i det gode vejr.
Links:
Roskilde Festival,
Flere anmeldelser i dk.kultur.musik del 1, Flere anmeldelser i dk.kultur.musik del 2,
58 Roskilde-anmeldelser på Gaffa