Jeg var tidligere lidt for hurtig med at juble over Björk's tilstedeværelse på årets Roskilde Festival, men nu er det officielt bekræftet på festivalens hjemmeside! Ifølge Björks egen hjemmeside, så spiller hun søndag d. 29. Et oplagt navn af lukke festivalen med? Beth Gibbons & Rustin Man samt Lise Westzynthius er iøvrigt også tilføjet programmet, og det skal jeg da bestemt heller ikke klage over!

Links:
Roskilde Festival, Roskilde Nyhedsbrev 15/03, Tidligere indlæg, Björk, Beth Gibbons, Lise Westzynthius

 

Kun du godt tænke dig at prøve Linux, men gider ikke besværet med at finde plads på din harddisk, partitionere, osv? Knoppix er en fremragende Linux distribution som jeg har leget lidt med på det seneste. Til forskel fra andre distributioner, er Knoppix lavet til at kunne køre direkte fra CDROM-drevet! Hvis du har en PC hvor man kan boote fra CDROM-drevet, så skal du bare brænde en boot-bar CD udfra et Knoppix ISO-image du downloader. Kan du ikke boote fra dit CDROM-drev, så laver du en boot-diskette.

Knoppix 3.2 indeholder op imod nærheden af 2GB software samlet på én CD. Det kan selvfølgelig kun lade sig gøre fordi der benyttes en "on-the-fly" kompressionsteknik. Da et CDROM-drev langt fra er ligeså hurtig som en harddisk og dekomprimering desuden tager sin tid når et program startes op, så er Knoppix kørt fra CDROM-drevet nok mest til "leg" og udforskning. Men det er det så også rigtig godt til. Så hvis du kunne tænke dig at lære lidt mere om Linux, så er det bare at komme igang.

Nu har jeg godt nok allerede en harddisk på min PC med en Mandrake Linux installeret på, som jeg har udforsket ind imellem. Alligevel har jeg fundet Knoppix nyttig også. Det er nemlig en let måde for mig som webudvikler at have adgang til at teste med flere forskellige versioner af Konqueror browseren (samme teknologi som er bag Apple's Safari browser). Det fylder jo ingenting på min harddisk, og ikke meget i min skuffe, at have en række forskellige versioner af Knoppix liggende på nogle CD'ere og disketter.

Her en lille quick guide til at komme op at køre med Knoppix Linux i en fart:

  1. Download det seneste engelske iso-image fra Knoppix' hjemmeside (KNOPPIX_Vx.y-åååå-mm-dd-EN.iso).
  2. Brænd en (evt. bootbar) CD udfra dette image. Tjek dokumentationen til din brændersoftware om nødvendigt.
  3. Lav evt. en bootdiskette: Sæt en formateret diskette i drevet og gå til knoppix-folderen på CD'en og giv dos-kommandoen rawrite2 -f boot-en.img -d A
  4. Knoppix' default opsætning som er defineret i filen SYSLINUX.CFG på boot-disketten, er en US-opsætning. Hvis du som mig ønsker en engelsk-sproget desktop, men med dansk keyboard og support af hjulet på din "wheelmouse" som default, så kan du evt. bruge min tilrettede SYSLINUX.CFG eller lade dig inspirere af den. Se link herunder.
  5. Genstart PC'en med diskette og CD i deres respektive drev. Hvis du har tilrettet default valg i SYSLINUX.CFG som du ønsker det, så tryk bare Enter når du når boot-prompten.

Senere kan man også gemme en mere omfattende opsætning på sin harddisk eller måske lave en fuld harddisk installation. Men som udgangspunkt behøver man ikke røre en eneste byte på harddisken hvis man bare vil snuse lidt rundt og se hvad Linux er for noget.

Det skal til slut lige understreges at jeg hverken er Linux eller Knoppix ekspert, så det kan ikke udelukkes at en ekspert vil ryste på hovedet over f.eks. min SYSLINUX.CFG. Men jeg har i hvert fald fået det til at køre som jeg ville på den måde.

Update 5. juli 2003: I seneste version af Knoppix er der vist ikke nogen boot-en.img, men kun boot.img. I øvrigt har jeg også problemer med mit skærmkort i seneste version, men har ikke fået udforsket det nærmere endnu.

Links:
Knoppix home, knoppix.net, Min SYSLINUX.CFG til Knoppix 3.2 boot-diskette

 

Mozilla 1.4x bliver nok den sidste Mozilla-generation som vi kender "internet-suiten" i dag. Hos Mozilla.org har de nemlig sat sig ned og lagt nye strategier for den fremtidige arkitektur og udvikling. Mozilla skal ikke længere være en kæmpe integreret pakke, men bestå af mindre enkelstående produkter. Hen mod den næste store release (version 2.0) vil udviklingen basere sig på kode fra browseren Phoenix og email-klienten Thunderbird (tidl. Minotaur), som begge har været parallelle, vist oprindelig halv-eksperimentelle, "knopskud" baseret på Mozilla's teknologier.

Mozilla 1.4alpha er frigivet for få dage siden, og den endelige version 1.4 forventes omkring maj/juni. Udviklingen hen mod version 1.4 vil i langt højst grad været fokuseret på fejlrettelser og optimeringer fremfor nye features. Det sker for at skabe det bedst mulige fundament til tredie-parter der ønsker at udvikle produkter baseret på denne sidste udgave af nuværende Mozilla-generation. Bl.a. Netscape forventes at basere en ny browser-version på Mozilla 1.4.

Links:
Den nye "roadmap" på Mozilla.org, Mozillazine artikel og diskussion, Mozilla status update 4. april.

 

Jeg ved strengt taget ikke selv om det virkelig er den ægte vare endnu, er selv kun lige startet med at hente det... Men hvis ikke det er en aprilsnar, så TYS TYS! (og husk så endelig at købe den officielle udgivelse når den kommer d. 9. juni).

Update 3/4: Som Erik Mortensen også har kommenteret, så er det langt fra den endelige udgave. Se evt. Gaffa-artikel:

Links:
idioteque.it, Gaffa artikel

 

The Center for Democracy and Technology har de over en halvårig periode studeret hvor man skal passe på sin email-adresse, hvis ikke man vil på spammernes irriterende mailinglister. Undersøgelsen konkluderer klart at email-adresser listet på websider er langt største kilde til spammernes lister, men også at email-adressen kun skal sløres ganske lidt i HTML-koden før spammernes "robotter" (spiders) som søger email-adresserne, ikke kan se dem. Denne sløring kan laves så almindelige brugere stadig kan læse email-adressen som de plejer samt bruge mailto-links på websiderne (udskift snabel-a med den tilsvarende "character entity"). Men det er selvfølgelig ikke til at vide hvor lang tid der går før spammerne evt. får udviklet mere avancerede "robotter". Se den linkede rapport for flere detaljer...

Links:
Spam Report (pdf-version), Spam Report (html-version), The Center for Democracy and Technology.

 

Der er stadig knap 10 dage til albummets danske og skandinaviske release (24/3) og yderligere nogle uger til England, og senere resten af Europa, Japan og USA kommer med. Men allerede nu kan Mew's kommende album "Frengers" høres i sin helhed på Skum Electric's hjemmeside. Se det er jo næsten ikke til at sige nej til, vel? Som dansker der kender Mew's forrige udgivelser, er det lidt svært at bedømme albummet på en enkelt gennemlytning, hovedparten af numrene er trods alt genindspilninger af gamle numre, men det lyder da umiddelbart meget flot. Det er nu rigtig rart at det ikke mere bare er navne som Aqua og Safri Duo man tænker på i udlandet når snakken falder på dansk musik. Junior Senior hærger lige nu den absolutte top af de engelske hit- og dance-lister, og The Raveonettes er også pænt godt med, specielt på de lidt mere alternative lister i både USA og England (Og fremhævet som et af årets største håb i både amerikanske Rolling Stone og engelske Q Magazine). Næste i rækken forventes altså så at blive Mew som allerede har fået megen positiv opmærksomhed for deres singler.

De internationale pladeselskaberes interesse for andre danske navne skulle som følge også være ret stor i øjeblikket. Så måske vil vi også se navne som Swan Lee, Moon Gringo, Carpark North, Superheroes, Under Byen eller andre score en international kontrakt inden længe? Med Junior Senior som den klareste undtagelse, har de fleste navne nok mere potentiale mod den lidt alternative scene end mod den absolutte top af de kommercielle lister, men det gør det nu efter min mening ikke mindre "prestigefyldt".

Apropos Under Byen, så så jeg dem for nylig live i Vega hvor de sluttede showet af med en vel egentlig meget uventet coverversion af D.A.D's Sleeping My Day Away. Selvfølgelig nærmest ukendelig i århusianernes version, men så god at man skulle tro det var løgn. De fik lige lavet en "gadedrengs sk(r)ål-med sang" om til et afdæmpet, intenst og smukt lille mesterværk. Fortryllende!

Links:
Mew homepage, Skum Electric, Skum Electric Mew Frengers feature side, Under Byen

 

YYYYEEEEESSSS! Det er ikke officielt på festivalens hjemmeside endnu, men af hendes egen hjemmeside fremgår at Björk spiller søndag d. 29. juni på dette års Roskilde Festival. Er billetsalget startet? :-) (nej, det er det ikke endnu).

Update 8/3: Det lader desværre til at Björk har været rigelig hurtig med at annoncere sin optræden på årets Roskilde Festival. Ifølge Festivalen er aftalen ikke i hus, omend der er kontakt :-/ (Men billetsalget er iøvrigt startet nu...)

Update 12/3: Roskilde Festivalen er nu fjernet fra "gig-listen" på Björks hjemmeside. Forhåbentlig kun fordi forhandlingerne ikke er færdige, og ikke fordi de er brudt helt sammen...

Links:
Björks hjemmeside, Roskilde Festival, Ekstra Bladet får mig ned på jorden igen

 

Jeg har i et lille stykke tid arbejdet på at strikke en "rigtig weblog" sammen. Den er om ikke helt færdigudviklet endnu, så god nok til at gå online nu synes jeg. Så derfor velkommen til min nye weblog :-) Jeg har konverteret den gamle hjemmesides indhold til webloggen, så på overfladen er her egentlig ikke meget nyt. Også hvad angår webdesign ligner det sig selv. Jeg har bare forsøgt at pakke mit eksisterende webdesign ind i min nye blog-implementation. Webdesignet trænger dog til lidt finpudsning hist og her for fungere optimalt med min blog, men det kommer de kommende dage forventer jeg.

Hvis begrebet weblog (eller bare "blog") ikke er familiært, så dækker det løst sagt over en "hjemmeside log" hvor ejeren (og nogle gange også andre) skriver indlæg om det eller de emner der interesserer. Disse indlæg er næsten altid dateret og sorteret med nyeste indlæg øverst. Besøgende på siden har normalt mulighed for at kommentere disse indlæg, og hvert indlæg har som regel også et "permalink" som er en permanent-adresse for indlægget man kan "bookmarke" eller linke til.

Min hjemmeside har jo længe opbygningsmæssigt lignet en sådan weblog, men en database-baseret backend som understøtter alle ovenstående weblog-karakteristika har manglet. Når jeg er helt færdig med den tekniske implementation af weblog-systemet er det i øvrigt muligt at jeg ligger mit ASP-baserede system til fri download hvis der er interesse derfor.

Link:
weblog indeks med alle mine indlæg

 

Tog en lille rundtur for at se hvad foråret forventes at bringe af nye udgivelser. Nogle af dem der måske kunne blive interessante må i mine øjne bl.a. være Prodigy "Always Outnumbered, Never Outgunned" (1/3), Kashmir "Zitilites" (3/3), Moi Caprice "Once Upon A Time In The North" (3/3), Moloko "Statues" (3/3), Kristin Hersh "The Grotto" (17/3), Throwing Muses "Throwing Muses" (17/3), Mew "Frengers" (24/3), Portishead "Alien" (25/3), Placebo "Sleeping With Ghosts" (24/3), Lisa Germano "Lullaby for Liquid Pig" (7/4), The Dandy Warhols "Welcome To The Monkey House" (19/4), Martin Gore "Counterfeit II" (28/4), Love Shop "National" (28/4), Lars H.U.G "Save Me From This Rock 'n' Roll" (28/4), Blur "Think Tank" (5/5), Marilyn Manson "The Golden Age Of Grotesque" (13/5), Tricky "Vulnerable" (19/5), Dave Gahan "Paper Monsters" (2/6), Eels "Shootenanny!" (3/6) og sidst men absolut ikke mindst Radiohead "Hail to the thief" (9/6). Rygterne om et Portishead album i marts, skal dog nok tages med en del forbehold, da Beth Gibbons ikke viser tegn på at ville stoppe sin solo-turné lige foreløbig.

 

Og det er ikke en joke - denne gang i hvert fald. Den norske browser-producent Opera her i et stykke tid klaget over at Microsoft sender et specielt defekt stylesheet ud til Opera-brugere på MSN.com, så det ser ud som om det er fejl i Opera browseren. Det selvom Opera fungerer perfekt med det normale stylesheet der sendes ud til bl.a. Internet Explorer. Microsoft har ikke reageret på Opera's klager, så nu har nordmændene svaret igen ved at udsende en speciel "Bork Edition" af deres browser. Den specielle udgave er nøjagtig magen til den almindelig Opera 7.01 browser, kun lige med undtagelse af dens opførsel på MSN.com hvor den laver al den engelske tekst om til en accent der skal ligne den svenske kok's i Muppet Show! Det er aaalt for stort! Suveræn humor, men også med en skarp pointe! Jeg er selvfølgelig i fuld gang med at downloade...

Links:
Opera, Opera Bork pressemeddelelse, Slashdot historie og diskussion, MSN.com