[Billede: Tivoli Garden fireworks]

Ja, det er en lidt sen nytårs hilsen, og det er nok også mest bare for at markere at min blog stadig er aktiv her i det nye år. Og jeg har i øvrigt en meget lang list af "to-do indlæg" jeg gerne vil skrive om her på bloggen på et tidspunkt. De fleste foto-relaterede, og mange ret ambitiøse/store. Så det er ikke altid indlæg jeg lige kan strikke sammen på 10 minutter. Forhåbentlig er der i hvert fald nogle af dem der kommer længere end to-do listen:-)

Billedet er fra en lille serie fyrværkeri billeder jeg tog i Tivoli d. 30. december i år - øh, jeg mener sidste år;-)

 

Update: Undervandshuset og kamera er solgt.

Jeg har opgraderet mit gamle kompakt kamera til en nyere model. Så hvis nogen af bloggens læsere tilfældigvis er interesseret i et WP-DC50 waterproof case til/med en Canon Powershot A95, så har jeg sådant udstyr til salg.

WP-DC50 er vandtæt ned til 40m, og er konstrueret så der er adgang til alle knapper og indstillingsmuligheder på kameraet når det sidder i undervandshuset. Huset er i pæn stand og kun moderat brugt. Et WP-DC50 undervandshus koster som nyt ca. 1600 kr. de billigste steder på nettet. Jeg sælger mit undervandshus for kr. 600, og hvis du vil have kameraet med oveni er det bare 150 kr. ekstra. Hvis du kun er interesseret i kameraet alene, må det vente til en eventuel køber af undervandshuset som ikke ville have kameraet med.

Både hus og kamera er inkl. manualer (dansk til kameraet, engelsk til undervands huset) og alt originalt software, kabler og andet tilbehør. Canon Powershot A95 er et 5 megapixel kamera med 3x optisk zoom, svingbar LCD skærm og mange indstillingsmuligheder.

Priserne er ved afhentning på min privat-adresse på Amager (nær Amagerbro Metrostation) eller på mit arbejdet i Ejby (Glostrup). Jeg kan kontaktes på email stig [at] rockland [dot] dk.

PS. Ja, jeg ved godt at jeg på det seneste har snakket meget om at opgradere mit spejlrefleks, men nu blev det altså mit kompakt kamera i første omgang i stedet. Jeg har anskaffet et Canon Powershot A650 IS, som er det nærmeste man pt. kan komme mit ideelle kompakt kamera: "Stor" sensor med rimelig god billedkvalitet (samme som i G9), zoom med rimelig kompromis imellem kvalitet og spændvidde (samme som i G9), svingbar LCD, avancerede indstillingsmuligheder og rimelig kompakt. Canon har netop lanceret en række nye kompakt kameraer, men ingen decideret afløser for A650 selvom denne model er discontinued. Det lader til at Canon har besluttet sig til at "nedgradere" deres A-serie til fremover kun at indeholde "konventionelle point-and-shoots" uden for mange kreative indstillingsmuligheder og uden at have kameraer der har billedkvalitet der er på niveau med deres G-serie (Jeg vil savne native RAW-support og den mere vidvinklede zoom på den nye G10, men den diskvalificeres fordi den ikke har en svingbar LCD-skærm. Og angående RAW-support på A650, så er der en uofficiel work-around). Så jeg har skyndt mig at anskaffe en A650 imens der stadig er nogle tilbage på markedet:-)

 

Nu er jeg typen der stort set aldrig har rørt mine digitale kameraers mulighed for videooptagelse, og jeg tror heller ikke umiddelbart jeg kommer til det. Men det er nu imponerende at se hvad fotografen Vincent Laforet har kunne få ud af at låne en prototype-model af Canons nyeste digitale spejlrefleks, EOS 5D Mark 2, over en weekend. Ingen forudgående planlægning, ingen manual til kameraet og kun ét batteri!

Det skal dog siges at Vincent Laforet (udover at være professionel og dygtig!;-)) har et ret blæret sæt objektiver at kunne sætte på kameraet, inkl. fisheye og 2 forskellige tilt-shift objektiver (hvorved skarphedsplanet kan indstilles til at ligge "skråt" ind i et billede). Men film, det havde han ikke rigtig lavet før...

Filmen kan ses på Canons site, men bemærk at den faktisk er reduceret til 1/4 opløsning før den er lagt på nettet. Originalen er i 1080p HD.

Du kan læse fotografens ret entusiastiske beretning på hans weblog:

Imens håber jeg bare engang af få råd til den ca. 10.000 kr. billigere "lillebror model" 50D :-) (som i øvrigt ikke har videomode).

 

[Panorama billede: Svaner og ænder]

Ok, dette er et selvcentreret flickr-nørdet indlæg. Men jeg er lidt stolt over at der nu er over 100 flickr-brugere som har valgt det viste billede som et af deres favorit billeder på Flickr. Opgjort efter "faves" er det da også helt suverænt det mest populære billede jeg har i mit fotogalleri.

Billedet er taget med et russisk Horizon S3 Pro kamera. Det er et panorama-kamera af en speciel type med "swing-lens" konstruktion. Det fungerer ved at objektivet svinger fra den ene side til den anden og, om jeg så må sige, "scanner" billedet ind på filmen. En rent mekanisk konstruktion fra 60'erne, men kameratypen produceres stadig. En fed ting ved dette princip er bl.a. at man som en lidt speciel effekt kan få en krum horisont hvis man vipper kameraet let forover, som det også er udnyttet på billedet her.

Det er et rigtig sjovt kamera som jeg desværre får brugt alt for lidt. Man(/jeg) bliver let lidt for doven i den digitale tidsalder til at bruge et gammeldags analogt 35mm kamera. Men jeg må snart tage mig sammen og tage ud og fotografere lidt mere med det igen. Evt. kombineret med lidt leg med "cross-processing"...

Jeg købte mit Horizon kamera på et russisk site i 2006, men det sælges i dag også re-branded af lomography der har specialiseret sig i ældre og anerledes kameratyper. Jeg har forresten også et Lomography Fisheye og Holga mellemformat som jeg ligeledes får brugt alt for sjældent :-/

 

På onsdag vil nogle skøre(?) videnskabsmænd fra CERN starte et forsøg 100m under jordens overflade som skal skabe et slags "mini big bang". Nogle skeptikere mener at dette er farligt og at der er en risiko for at dette risikerer at skabe et "sort hul" som øjeblikkeligt vil opsluge hele jorden. Efter min mening er det mest sørgelige ved dét, at vi måske ikke når at opfatte og nyde den videnskabelige succes det vil være for menneskeheden at have skabt et kunstigt sort hul før det hele er forbi :-)

For nysgerrige kan BBC's Big Bang tema side måske have interesse. Og så er det vist ikke så farligt når det kommer til stykket...

 

Mit "drømmekamera" er tilsyneladende på vej til at blive opgraderet om kort tid. Rygterne om dette har floreret et stykke på tid på nettet, og forleden var der tilsyneladene et "læk" på det kinesiske Canon site hvor man i nogle timer kunne se specifikationer på den kommende Canon EOS 50D. Informationerne var på kinesisk, men med Google translator har folk tolket sig frem til bl.a. følgende:

  • 15.1MP - 4752 x 3168 pixels
  • JPEG´s + RAW + sRAW1 (7.1MP) + sRAW2 (3.8MP)
  • 14 bit
  • Dust Reduction
  • Digic IV
  • Auto Brightness Processing
  • 9 point AF (All Cross Type)
  • AF Fine Tuning
  • Face recognition for AF
  • ISO 100-3200. Expanded 6400-12800
  • LCD VGA type 920,000 3"
  • 6.3 FPS (high speed) 3fps (low speed)
  • Buffer: 16 RAW - 60 JPG - 10 RAW+JPG
  • HDMI Output

Jeg vil ikke sige at der er nogle af de specifikationer der på en afgørende vis distancerer kameraet fra den nuværende 40D med de prioriteter jeg har. Mest i øjefaldende er måske en hele 50% forøgelse af megapixels. Det er et meget stort hop i mellem 2 generationer af samme modelserie, og det kan ikke undgå at gøre mig en lille smule skeptisk. Generelt er det sådan at når pixeltætheden på en sensor øges, så falder billedkvaliteten i form af dårligere dynamik og mere digital støj. Men måske har Canon virkelig gjort så store fremskridt teknologisk at de kan håndtere den drastiske forøgelse af megapixels samtidig med billedkvaliteten holdes på samme niveau eller måske endda forbedres? Umiddelbart signalerer Canon i hvert fald at de har støjen under kontrol med en forøgelse af den "native" ISO hastighed et trin til 3200, og med mulighed for en "expanded" mode op til 6400 og 12800 (i lavere opløsning?). Well, jeg vil vente spændt på de første hands-on erfaringer kommer frem. Ulemper ved højere opløsning er i øvrigt også at der ikke kan være ligeså mange billeder på et memorycard, de fylder mere når de arkiveres, og der kræves flere kræfter og hukommelse af PC'en som billederne redigeres på.

Nogle vil nok også lægge vægt på at 50D får en kraftig forøgelse af opløsningen på LCD-skærmen, og så ser det ud til at være det første kamera med en ny generation IV af Canons Digic processor selvom det selvfølgelig ikke er til at sige hvad det helt præcist betyder. Lidt poppet er det måske også at det lader til at kameraet får "face detection". Dette må næsten nødvendigvis (af tekniske årsager) være en feature som kun er til stede i Live View mode med kontrastbaseret AF. Kontrastbaseret AF i et spejlrefleks kamera er meget langsomt i alle de implementationer jeg hidtil har hørt om, så jeg tvivler på at det vil blive en særlig meget brugt feature (hvis altså man i det hele taget har savnet face detection, jeg har ikke). Den "gamle" Canon EOS 40D har kun sædvanlig spejlrefleks (hurtig) fase-baseret autofokus i Live View mode, men det ser altså ud til at man på 50D (som forventet) får mulighed for at vælge i mellem fase og kontrastbaseret AF i Live View mode. Det sidste er formodentlig klart langsomst men så med den fordel at skærmen ikke blankes imens der fokuseres.

Nå men jeg går stadig lidt og venter på at jeg synes jeg har råd til at opgradere min Canon EOS 400D. Og selvom jeg ikke har synes jeg har råd endnu, så er jeg da begyndt at tænke på at det er ved at være tæt på. Så jeg følger spændt udviklingen. Jeg havde jo i øvrigt også fornøjelsen af at låne et Canon EOS 40D af Canon for et par måneder siden til en lille "amatør-test".

Men hvad kunne virkelig have fået mig op af stolen og ud at købe den nye 50D på kredit? Well, indbygget GPS-tracking kunne være cool. Vridbar LCD synes jeg er genialt til de umulige vinkler i live view mode. Bedre autofokus ville også være et plus da jeg altid synes det er sjovt at lege med lidt action fotografering. 40D's autofokus er bestemt ikke dårlig, men professionelt er det ikke. Og AF er sådan en ting man altid kan ønske sig lidt bedre:-) Men i øvrigt kan der jo selvfølgelig også godt være optimeringer i 50D's autofokus selvom specifikationerne på papiret ser ud til at være magen til 40D's.

Nå men som det så ofte bemærkes på forskellige fora når der snakkes om rygter og ønsker til kommende kameramodeller: Gå dog ud og tag nogle billeder i stedet for med det udstyr du allerede har. Såe...

Update 26/8 08: Så er det officielt. Og nu også et lille "hands-on" preview på dpreview.com. Damn hvor er jeg en nørd at jeg følger så meget med i det, men nok en potentiel julegave til mig selv hvis jeg sparer lidt op:-) Der er også annonceret en EF-S 18-200mm zoom og nogle kompaktkameraer.

Update 26/8 08: På trods af at AF-specifikationer på papiret er magen til dem på 40D, så er der tilsyneladende forbedringer i autofokus systemet.

Update 5/9 08: Vejledende introduceres huset til næsten 12.000 kr., men som ventet bliver det lidt billigere i forretningerne og måske specielt på nettet. I mellemtiden nærmer det gamle 40D kamerahus sig flere steder de 6000 kr. Måske værd at overveje som alternativ da der ikke er nogen af opdateringerne i 50D der er absolut musts for mig, udover måske at bedre high-ISO performance altid er nice-to-have.

Update/PS 21/9 08: Ikke at det nogensinde har grebet mig at optage video med mine digitalkameraer, og tror heller ikke jeg kommer til at blive det. Men den nye Canon EOS 5D Mark II skulle åbenbart være helt exceptionel på dette område. Men så røg vi også lige op i en prisklasse omkring 22.000 kr. for hus alene (vejledende)...

Update/PS 16/3 09: Ved udgangen af 2008 gav jeg mig selv kameraet i julegave. I et svagt relateret indlæg kan man læse noget om hvad man ellers kan bruge penge til af ekstraudstyr når man har sådan et krabat ;-) Er i øvrigt meget glad for kameraet.

 

Et lille lynhurtigt eksperiment med Google Maps API og mit Flickr RSS feed med 20 seneste geotaggede billeder uploadet i mit galleri. Det tog ikke mange minutter at lave denne lille applikation, da det bare var at tilrette et af de små simple eksempler der kan findes hos Google som eksempler på brug af Google Maps API'et.

I skrivende stund er de seneste uploads i mit galleri, og dermed indholdet af det brugte RSS feed, alle billeder fra en ferie i Mozambique (som jeg er i gang med at uploade). Så det hjælper ikke at zoom'e ind på Danmark eller andre områder for at finde billeder derfra. Så skulle jeg arbejde videre på "applikationen" ville første skridt selvfølgelig være at bruge Flickr's API til at hente flere geotaggede billeder, så der er adgang til alle billeder jeg har geotagget. Nu må vi se. Måske, måske ikke... Jeg har så mange idéer i mit hoved jeg godt kunne tænke mig at implementere, men aldrig finder tid til... :-/

Men netop omkring Mozambique og geotagging på Flickr, så er det ikke muligt at komme særlig langt ned i detaljer på Flickr Map i dette område af verdenen, da Yahoo Maps (som Flickr bruger) ikke er særlig detaljeret her. Google Maps derimod er langt mere detaljeret i området, så det kunne være et godt argument for at jeg skal tage mig sammen til at arbejde lidt videre med ovenstående lille forsøg. F.eks. kan man med Google Maps tage et ret tæt kig på Fort of Sao Sebastiao på den nordøstlige spids af øen Ilha do Moçambique (Island of Mozambique). Desværre er de billeder jeg har uploadet af fortet allerede gledet ud af seneste 20 uploads der ligger i det RSS feed som applikationen konsumerer...

Jeg har i øvrigt ikke nogen GPS tracker (endnu?), så alle billeder er manuelt geotagget efterfølgende så godt jeg nu kunne (med forbehold for større eller mindre afvigelser fra reel position, osv.)

 

[Foto: Post Danmark Rundt 2008]

Den sidste etape af Post Danmark Rundt på Frederiksberg forleden var en oplagt lejlighed til at lege lidt med action fotografering. Faktisk noget jeg har tænkt på at gøre de sidste mange år når der har været Danmark Rundt, men først endelig i år fik taget mig sammen til. Og jeg fik så specielt leget lidt med panorering samt bevægelsesslør kombineret med flash, og synes egentlig at der kom nogle rimelig gode billeder ud af det selvom jeg måske bør tynde lidt ud i sættet (det får jeg sikkert aldrig gjort)...

Seansen var i øvrigt også et eksempel på at jeg godt kan være hurtig til at publicere mine billeder når det skal være. For efter etapen udvalgte, ordnede og uploade jeg nemlig for en gangs skyld billeder til mit galleri samme aften. At det så har taget mig 3 dage at få postet dette planlagte indlæg på Rockland, er så en anden sag...

Men cykelløbet var ganske sjovt at fotografere, og jeg glæder mig allerede lidt til at lege videre til næste års etape på Frederiksberg. Bare irriterende at der går 5-10 min. imellem hver gang rytterne passerer dér hvor man står. Og dét specielt når man leger med flash som ikke er hurtig nok til at genoplade til at man kan nå mere end ét skud hver gang en gruppe ryttere passerer...

 

Okay, det kom måske til at lyde lidt lummert, men det er det nu altså ikke:-) Overskriften dækker såmænd bare over et par serier af billeder taget med mit kompaktkamera i undervandshus. Jeg var ikke ude at dykke på ferie i Island, men fandt to andre lejligheder til at bruge det medbragte undervandshus. Første gang til et aftenbad i Myvatn Nature Baths, som er et geotermisk udendørs bad ved Myvatn i det nordlige Island (samme slags bad som den lidt mere kendte Blue Lagoon nær Reykjavik), og dernæst på White Water Rafting på Austari-Jökulsá floden (East Glacial River) ca. 100 km længere mod vest.

Myvatn Nature Bath

Det varme vand fra undergrunden er fyldt med mineraler, silikater og geotermiske mikroorganismer(?). Det skulle efter sigende være rigtig godt for huden, men en flot blå farve har det i hvert fald også.

[img] [img]

Alt efter hvor man bevægede sig hen i badet gik temperaturen fra behagelig varmt til brændende varmt.

[img] [img] [img] [img]

White water rafting

Iført tørdragter var vi på en ca. 16 km lang tur. Vandet i floden er gletscher smeltevand og er iskoldt.

Det sværeste sted på vores rafting tur var klassificeret som 4+ (ifølge vores guides). Jeg har nu ikke personlige erfaringer at relatere dét til, da det var min første rafting. Vores båd kom som den første igennem i fin stil på det sværeste stykke, og vi kunne så gå på land og iagttage de efterfølgende. Den anden båd kommer også fint igennem, men besætningen på tredie og sidste båd måtte en tur i vandet...

[img] [img] [img] [img] [img] [img] [img] [img] [img] [img]

Men det var bare tyskere i den sidste båd, så skidt med dem;-) (og da der var EM fodbold finale senere på dagen kunne de ligeså godt vænne sig til det med at blive dukket...).

Billeder følger selvfølgelig senere i større versioner i mit galleri. Men som det efterhånden er blevet en vane at påpege, så går der nok lidt tid...

 

Hvordan får man en Facebook profil med liv på hvis man ikke gider at opdatere den? Man udnytter muligheder for at integrere med og importere indhold fra andre sites! Det er et emne jeg tidligere har beskæftiget mig med her, specielt omkring import af indlæg her fra min hjemmeside/blog (via RSS) og integration til mit fotogalleri på Flickr. Og i dén forbindelse virker de tidligere omtalte Facebook applikationer Simply RSS og Flickr Loves You ganske godt. Specielt den sidste er faktisk ved at udvikle sig til en lille stjerne efter min mening. Simply RSS skal dog til gengæld en gang i mellem have et "spark i røven" for at opdatere, da den automatiske opdatering virker noget ustabil (men gå ind og opdater applikationens Preferences, så plejer den at være fikset).

Men de to applikationer mangler begge én feature du måske savner, muligheden for at opdatere Facebook News Feed og Mini-Feed! Med hensyn til RSS, så kan det sættes op med den Notes applikation der default er installeret i de fleste Facebook profiler, men Facebook har faktisk også for nogle få måneder siden introduceret en standard feature for import af updates fra andre tredieparts sites, som jeg tror at det er de færreste Facebook brugere der har opdaget. Og når jeg nu tidligere har beskæftiget mig med emnet må jeg jo hellere følge det op...

På din Facebook profil lige over dit Mini-Feed sidder et link der hedder "Import". Klik på det, og du præsenteres for en dialog noget lignende følgende:

[Image: Facebook Import dialog]

I mit tilfælde har jeg sat det op så der importeres fra min blog via RSS (Dette er reelt det samme som at konfigurere import-settings i Facebooks Notes applikation), samt mine Flickr og YouTube konti. Og som det ses er der en række andre sites der kan importeres fra. Også f.eks. Last.fm, som jeg dog selv - indtil videre i hvert fald - har ønsket at udelade i denne sammenhæng selvom jeg også er rimelig stor bruger af dét site.

Når jeg nu opretter nye indlæg på min blog, uploader nye billeder i mit galleri eller markerer en ny video som en favorit på YouTube, så skrives der til mit Facebook Mini-Feed:

[Image: Facebook Mini-Feed]

Men selvfølgelig, husk altid lige at overveje om hvor meget du vil fortælle om dig selv. Og om det altid tåler dagens lys hvad du f.eks. favoriserer på YouTube. Og måske kan man også lige overveje hvad der måske i det hele taget kan være interessant for andre at følge med i...

Update sept. 08: Det nye Facebook

Well, der gik jo ikke lang tid fra jeg skrev ovenstående til at min lille guide blev en smule forældet med det nye Facebook design. Men ovenstående muligheder er der selvfølgelig stadigvæk.

Lige over din Wall (eller "mini feed" i den gamle terminologi) sidder det Facebook kalder "The Publisher". Og der kan du finde en import-dialog hvorfra du har mulighed for at angive de eksterne sites og feeds du vil importere fra:

[Facebook import illustration]

Bemærk også at du kan definere de oprettede/importerede "Flickr entries" i din wall skal være "one-line"'s eller "Short": Click "Edit" til højre for de importerede entries og vælg "Short" hvis billederne ikke vises pr. default.