Nej, jeg tænker ikke på de sidste snedriver som endelig er ved at smelte væk udenfor, men på mængden af nye pladeudgivelser der vælter ud på markedet i den kommende tid. Efter den sædvanlige stille periode omkring nytår på pladefronten, så kan det nu være at man skulle holde lidt øje med f.eks. Moby(*) (14/3), Kent (15/3), Beck (21/3), Queens Of The Stone Age (21/3), Nick Cave (22/3), New Order (29/3), 22 Pistepirkko (6/4), Garbage (11/4), Efterklang (11/4), The Tears (aka. Brett Anderson og Bernard Butler) (18/4 6/6), Carpark North (25/4), Raveonettes (25/4), Eels (26/4) og Nine Inch Nails (2/5). Alle datoer er selvfølgelig med stort forbehold, da den slags har det med at ændre sig ofte.
(*)Bemærk at Moby's udgivelse er kopisikret i de danske forretninger, men sælges uden kopisikring hos f.eks. Amazon UK (std.ed./sp.ed.), ligesom mange andre udgivelser der er kopisikret i Danmark også gør. Pladen bringer iøvrigt ikke meget nyt i forhold til de to seneste udgivelser. Måske er den lidt mere rockende, og det er nok lige dét som redder den for mig selvom jeg synes at nogle af numrene derpå er blevet lige lidt rigeligt storladne og "messende" at høre på (det første singleudspil er et godt eksempel). Men lidt mere udvikling næste gang ville vel ikke være af vejen.
Update 26/3: Efterklangs udgivelse d. 11/4 viser sig "kun" at se ud til at være en re-release af Springer fra 2003. Moby vinder ved flere gennemlytninger, jeg er mere uforbeholden glad for den nu. Beck er i topform med en udgivelse der ligner Odelay mest af sine tidligere udgivelser, og Queens of the Stone Age rocker stadig fedt, men nok ikke helt så originalt som på forrige.