Nej, jeg tænker ikke på de sidste snedriver som endelig er ved at smelte væk udenfor, men på mængden af nye pladeudgivelser der vælter ud på markedet i den kommende tid. Efter den sædvanlige stille periode omkring nytår på pladefronten, så kan det nu være at man skulle holde lidt øje med f.eks. Moby(*) (14/3), Kent (15/3), Beck (21/3), Queens Of The Stone Age (21/3), Nick Cave (22/3), New Order (29/3), 22 Pistepirkko (6/4), Garbage (11/4), Efterklang (11/4), The Tears (aka. Brett Anderson og Bernard Butler) (18/4 6/6), Carpark North (25/4), Raveonettes (25/4), Eels (26/4) og Nine Inch Nails (2/5). Alle datoer er selvfølgelig med stort forbehold, da den slags har det med at ændre sig ofte.

(*)Bemærk at Moby's udgivelse er kopisikret i de danske forretninger, men sælges uden kopisikring hos f.eks. Amazon UK (std.ed./sp.ed.), ligesom mange andre udgivelser der er kopisikret i Danmark også gør. Pladen bringer iøvrigt ikke meget nyt i forhold til de to seneste udgivelser. Måske er den lidt mere rockende, og det er nok lige dét som redder den for mig selvom jeg synes at nogle af numrene derpå er blevet lige lidt rigeligt storladne og "messende" at høre på (det første singleudspil er et godt eksempel). Men lidt mere udvikling næste gang ville vel ikke være af vejen.

Update 26/3: Efterklangs udgivelse d. 11/4 viser sig "kun" at se ud til at være en re-release af Springer fra 2003. Moby vinder ved flere gennemlytninger, jeg er mere uforbeholden glad for den nu. Beck er i topform med en udgivelse der ligner Odelay mest af sine tidligere udgivelser, og Queens of the Stone Age rocker stadig fedt, men nok ikke helt så originalt som på forrige.

 

For et stykke tid siden blev det annonceret at en fremtidig version af Firefox (samt Thunderbird og andre relevante Mozilla-baserede applikationer) vil have indbygget support for Digital Signatur. Det generelle indtryk var nok at det først ville ske fra og med Firefox version 1.1 der forventes i løbet af sommeren, men nu skulle en version 1.0.2 være på trapperne som såvidt jeg kan læse i bug #271585 og specielt attachment dertil fra 28/11 inkluderer "TDC Internet Root CA", dvs. den danske Digitale Signatur fra TDC.

Såvidt jeg ved er den Digitale Signatur endnu ikke(*) inkluderet i Microsofts programmer som standard, selvom TDC også har indgået en aftale med Microsoft? Hvis det er rigtigt at Firefox og Thunderbird kommer før Internet Explorer og Outlook, gad så vide om det kunne få TDC til at give lidt positiv omtale af Mozilla-produkterne på deres hjemmeside eller måske ligefrem sende dem med ud på den CDROM nye internet-abonnenter får? For Firefox og andre Mozilla-produkters udbredelse ville det jo nok ikke være en dårlig ting hvis danmarks største ISP tog sådan et skridt.

Nå, det var så månedens smånørdede Mozilla-indlæg (argh, måske jeg klemmer et enkelt mere ind inden måneden er omme) ;-)

(*)Update: Digital Signatur skulle allerede være inkluderet i de seneste opdateringer til Windows. Well, så er der jo nok ikke så meget PR-værdi i det alligevel hvis "Root certificate" for Digital Signatur er inkluderet i Firefox 1.0.2.

Update 24/3: Falsk alarm:-/ Firefox 1.0.2 er frigivet og den tilføjer tilsyneladende kun et par få sikkerhedsrelaterede rettelser. Anyway, Digital Signatur kan installeres manuelt, men PR-værdien havde nok været bedre hvis det var inkluderet.

Update 31/3: Og dog - som Henrik Gemal også antyder i en kommentar til dette indlæg, så er TDC OCES CA og TDC Internet Root CA faktisk inkluderet med Firefox 1.0.2, som man selv kan kontrollere på en ny installation ved at gå ind i Firefox' Options -> Advanced -> Certificates -> Manage Certificates -> Authorities.

 

Er min weblog den eneste der er ekstremt ramt af "kommentar-spam" i øjeblikket? Jeg har nu taget forskellige forholdsregler som skal forhindre robotter i at oprette kommentarer med links til sites om online poker, lette lån, og lign. Der er en lille risiko for at mine hidtidige (og flere planlagte fremtidige) tiltag også rammer uskyldige der vil kommentere mine indlæg, men håber ikke det vil ske i for stor stil. Jeg troede i øvrigt at jeg var rimeligt fredet i denne sammenhæng fordi mit weblog-system er hjemmelavet, men åbenbart nej...

For fanden hvor jeg hader spammere... De må sgu da kunne regne ud at jeg sletter deres kommentarer så snart jeg opdager dem?

 

[Billede af fiskerbåde i Ghana]

Som før nævnt, så skal jeg tage mig sammen til at lave et fotogalleri på nettet med mine billeder. Og helst tæt integreret med hjemmesiden med mulighed for at kommentere billeder osv.. Men jeg kan ikke rigtig finde ud af om jeg skal forsøge at lave et smart skrædder-syet system selv, eller bare skal installere/bruge et standard-system. Og i sidste tilfælde hvilket system (forslag velkommen)? Men i mellemtiden er her et af de billeder jeg bedst kan lide fra en lille knapt to ugers tur til Ghana i starten af februar i år. Billedet har en dejlig tæt stemning synes jeg.

Update 2. juni 2005: Jeg har fået lagt nogle af billederne på mit nyoprettede Flickr-galleri. Flere følger de kommende uger. Ja, jeg tog den letteste løsning i valg af galleri, men den har nu også sine fordele i forhold til at host'e noget selv på hjemmesiden.

Update 10. juni 2005: Endelig fik jeg gjort galleriet færdigt med alle de udvalgte billeder fra Ghana.

 

"Er du ok?" stod der med store bogstaver bag scenen ved Mikael Simpson koncerten i går aftes. Jo, jeg er helt ok. En fed koncert med Blue FoundationForbrændingen sidste weekend og igen i går med Mikael Simpson i Store Vega. Den danske musikscene har vel aldrig været så alsidig og spændende som i de sidste par år, og live leverer bl.a. disse to navne også varen i bedste stil. Jeg har egentlig ikke så meget at skrive om koncerterne, Jeg har allerede set (og skrevet om) koncerter med disse to navne før (1,2,3). Men da visse folk der var med åbenbart forventer at jeg skal skriver et eller andet i min weblog, vil jeg hurtigt konstatere at de levede helt op til de store forventninger jeg havde på baggrund af deres tidligere bedrifter:-) Skal jeg tilføje lidt mere, så måske at man til en koncert med Blue Foundation på et lille intimt sted indser at deres DJs måske er bandets største stjerner, og at Forbrændingen i Albertslund faktisk er et ganske sejt koncertsted (Første gang jeg var dér).

Update 7/3: Gaffa har netop postet en flot anmeldelse af koncerten med Mikael Simpson. Sjovt nok starter de deres anmeldelse næsten magen til mit indlæg. Men jeg kom altså først;-)

 

Musikbranchen har nogle effektive lobbyister som bl.a. er skyld i at vi betaler afgifter på blanke CD'ere der købes i Danmark, underforstået at vi formodes at bruge disse til noget som iøvrigt ikke er lovligt. Man må tage hatten af for lobbyisternes evne til at vride armen om på alt for slappe danske politikere.

Men bortset fra de "dygtige" lobbyister, så er de da ikke for smarte i branchen generelt. Først indfører de selv kopisikringer på orginale CD'ere som medfører at folk holder op med at købe dem, fordi de ikke kan bruges til at lave mp3-filer med og i nogle tilfælde også lyder dårligere eller endda slet ikke kan afspilles på folks udstyr. Nu har de så også presset igennem at der pr. 1. februar er indført 4 måneders karenstid på ny musik hos bibliotekerne. Så nu er folk nødt til at download'e ulovligt på nettet hvis de vil tjekke det sidste nye musik. Jamen det er jo simpelthen genialt tænkt af den trængte branche. Hvis branchen tror at bibliotekernes musik er en væsentlig kilde til det ulovligt kopierede musik man kan finde på nettet, så tror jeg altså de tager grundigt fejl. Men det kan være at de nu tvinger den typiske biblioteksgænger ud på det grå marked for at vedkommende kan finde det musik han/hun søger.

PS. De mere teknisk erfarne kan omgå kopisikringer vha. software som f.eks. CloneCD fra SlySoft. Og så sælges iøvrigt CD'ere hovedsagligt uden kopisikring i England og USA, også selvom det er udgivelser som er kopisikret i resten af verdenen.

 

[image:Bad_Day-417x683.jpg]

(Billedserien i øvrigt fundet på nonags.com, selvom jeg ingen anelse har om hvad det har med gratis software at gøre)

 

Som musikelsker og storforbruger af newsfeeds (via bloglines.com) er det med stor glæde jeg ser at Gaffa endelig har fået implementere newsfeeds for såvel nyheder og artikler som for anmeldelser. Man kan vælge at abonnere på et feed med alle nyheder og artikler, og/eller på et med alle anmeldelser, men man kan også skræddersy sine egne feeds indenfor specifikke emner og genrer.

Se, nu ville det bare lige være rart hvis også bold.dk og onside.dk tog sig sammen til at lave newsfeeds så man også kan følge de danske fodboldnyheder uden for meget besvær.

PS. Gaffa har (endnu?) ikke konstrueret deres hjemmeside så almindelig Firefox-brugere vil kunne finde ud af at lave "live bookmarks" med deres newsfeeds. Jeg har derfor lavet en lille hjælpeside til Firefox-brugere hvorfra man let kan oprette "live bookmarks" på de vigtigste Gaffa newsfeeds.

Update 7. januar 2006: Så er Bold.dk også kommet med på holdet.

 

[Animation sammensat af 4 billeder] Den viste lille animation er sammensat af billeder taget fra mit soveværelses altan ind over Frankrigsgade Svømmehallens tag. Første gang jeg så illustrerede fænomen, som jeg kan iagttage stort set hver aften, var jeg ved at tabe både næse og mund. Det er da ikke en helt almindelig svømmehal jeg er blevet nabo til? Forklaringen er selvfølgelig simple refleksioner i glaspyramiden på svømmehallens tag. Jeg ved ikke hvor godt disse billeder gengiver illusionen, men jeg sværger altså at det i virkeligheden fuldstændigt ser ud som om der svømmer folk rundt i svømmehallens tag!

Billederne som animationen er opbygget af er i øvrigt taget med mit nyeste og sjoveste legetøj, et Panasonic Lumix DMC-FZ20 digitalkamera. Dette kamera skiller sig ud fra mængden med en Leica-zoom der dækker brændvidden 36-432mm (svarende til et 35mm kamera) med en imponerende lysstyrke på F2.8 i hele zoom-området! Læg dertil en særdeles velfungerende optisk "image-stabilisator" der korrigerer for kamera-rystelser. Lige pludselig er det muligt at tage super-tele billeder under lysforhold man aldrig troede det skulle kunne lade sig gøre. Kameraets objektiv er i øvrigt super skarpttegnende, trods at den lange 12x zoom burde være teknisk svært at fremstille. Panasonic er vist ikke normalt det første mærke man tænker på når man køber kamera, men jeg er dybt imponeret over dette kamera og syntes lige jeg ville gøre lidt reklame for det til andre der kunne være interesseret i noget lignende. Der er dog også ulemper ved kameraet som gør at jeg har taget mig den luksus at supplere det med et andet mere kompakt digitalkamera. Panasonic'en har udover ulempen af at være næsten ligeså stort som et spejlreflekskamera også ulempen at have en "electronic viewfinder" (EVF) fremfor optisk søger og at den ikke bruger standard AA-batterier, men kun Panasonics eget specielle genopladelige batteri. Men det er bestemt Panasonic'en der er det foretrukne og sjoveste kamera når man gider at slæbe det med sig og ikke er løbet tør for strøm.

Billederne i animationen er i øvrigt alle taget på fuld tele med en lukkertid på 1/4 sekund! Nej de står bestemt ikke pivskarpt, men hvis du har prøvet at tage håndholdte billeder med en 400mm tele før, så tror jeg du vil synes det er lidt fascinerende alligevel (specielt hvis jeg også fortæller der faktisk er tale om udsnit, så vi nok reelt nærmere snakker 800mm)?! Ok, jeg støttede mig til en dørkarm, men alligevel...