I relation til forrige indlæg hvor jeg har udtrykt mine holdninger til de Terms of Use som IP Sneak har forfattet, har jeg modtaget to mails fra IP Sneaks bagmand, Peter Munkholm. Jeg har svaret ham igen pr. email, man har valgt også at bringe hans mails og mit svar her.
Dato: Fredag d. 9/1 2009 00:10
Fra: Peter Munkholm
Emne: Ang. brugs betingelserHej Stig!
Jeg vil gerne starte med at rose dig for din opmærksomhed og det der faktisk til dels kan gå hen og blive en hjælp for mig. Men jeg er også nødt til at bede dig ændre ding artikel på rockland.dk, da den ikke længere er sand.
Omvendt så deltager jeg gerne i et interview eller svare på spørgsmål, hvis du er gerne vil føre debatten viddere. Men så længe dele af din artikel ikke længere stemmer overens med virkeligheden, så må du hellere rette artiklen, ellers nærmer det sig enjurier. Sådan en sag er jeg helt sikker på ingen af os gider have hængende.
I princippet er jeg ligeglad med de kommentare du har lagt rundt omkring i diverse fora, men jeg vil nu alligevel bede dig kommentere ændrigen af vores "Terms", så må du tage det som en sejr, hvis du vil. Jeg kan bare ikke finde mig i dårlig omtale, uden at jeg gør noget ved det.
Jeg kan også forklare dig hvorfor jeg mener det er fair for alle et betingelserne gælder, så snart du har besøgt siden:
Hvis du blot er en forbipasserende besøgende, så er alle kravene om opførsel over for andre brugere på sitet irrelevante, da du ingen profil har og ikke kan interagere med de andre brugere. Men jeg skal sikre mit firma og dets interlektuelle rettigheder, så mine logoer, grafik, tekst og andet, må ikke vidderebringes uden tilladelse på skrift.
Jeg er ked af at skulle farre op og virke som sur bedstefar, men faktisk har du jo besøgt siden og dermed gælder betingelserne også for dig, så du må teknisk set ikke citere fra siden, uden tilladelse. Så for at gøre det nemt, så har du her min tilladelse til at citere fra vores "Terms"-side ( http://www.ipsneak.net/termsofuse.asp ) af 7. januar 2009 og senere. Du vil blive kontaktet i tilfælde af ændringer.
Nogle gange skal man lige tænke en ekstra gang over hvem det er man ser sig sur på. Jeg har selvfølgelig en virksomhed og den er ganske ny. Derfor er det uhyre for dets fremtidige eksistens at den ikke starter med uheldige pletter på sit rygte. Jeg må give dig ret i dine argumenter, men dit tidspunkt og den måde du offentliggør og spreder din vrede, virker fjendsk og ubetænksom. Jeg kunne have været i en situation, hvor jeg havde satset hus, bil og hele familiens fremtidige økonomi på at starte en virksomhed op, hvorefter du som selvudnævnt retfærdighedensforkæmper spreder dårlige rygter over alt på din vej og det ender med at koste virksomheden livet og dermed resten af min økonomi og jeg og min familie var endt i livslang bundløs gæld.
For det første har jeg ikke satset noget som helst. For det andet har jeg slet ikke råd til at have en dyr advokat til at kigge tingene igennem. Kravene er skæmmet af en advokat i den gratis advokat-hjælp, der har sagt god for den. Den er sammensat af EULA og brugsbetingelser fra Windows XP, Facebook og MySpace og tilpasset til egne behov. Så jeg kan mildest talt overhovedet ikke forstå hvorfor du angriber et lille privat firma i stedet for Microsoft og Facebook, der nok også ville give dig mere modstand. Men så havde du selvfølgelig på nuværende tidspunkt også overtrådt deres betingelser og jeg er ikke sikker på de er så venligtsindede som mig.
Mvh.
Peter Munkholm
IP Sneak
Jeg svarede i går kort på denne henvendelse fra Peter Munkholm som kommentar og senere opdatering af mit oprindelige indlæg. Og lovede så et mere uddybende svar i dag. Men umiddelbart efter min opdatering i går kom så også følgende mail fra Peter Munkholm:
Dato: Fredag d. 9/1 2009 21:38
Fra: Peter Munkholm
Emne: Min tålmodighed er brugt opJeg prøvede at være flink, men du har vist ikke helt forstået budskabet. Det er muligt at du slet ikke forstår, at du ikke bare har overtrådt nogle betingelser, men gældende dansk lovgivning. Det er heller ikke nok at du blot kommentere din post med en update. Den skal fjernes og dine kommentare på facebook, newz.dk og comon.dk skal ligeledes slettes. Ellers kommer du til at tale med min advokat i næste uge. Jeg er selvfølgelig ked af at det måtte komme her til, men hvor træt du er i hovedet, er ikke en undskyldning for at begå ulovligheder og overtræde ophavsretsloven! Hvor træt du er i hovedet er heller ingen undskyldning for at levere injurierende udtalelser om mit firma, som ifølge dig skulle være utroværdigt, uden at du i øvrigt overhovedet har handlet med det eller på nogen anden måde kan føre bevis for at din påstand er korrekt. Det er injurier og det er strafbart.
Du har frist til søndag d. 9. januar 2009 kl. 24.00. Lever du ikke op til kravene i denne e-mail inden da, vil du blive kontaktet af min advokat, der vil forsøge at forklare dig i juridiske termer, præcist hvilke love og paragraffer din kriminalitet består i. Bringes forholdene ikke i orden herefter, vil du blive stævnet.
Mvh.
Peter Munkholm
IP Sneak
Jeg har i dag sendt følgende svar til Peter Munkholm:
Dato: Lørdag d. 10/1 2009 13:59
Fra: Stig Nygaard
Emne: Terms of UseHej Peter
Jeg er ked af at du ikke havde tålmodig til at vente på et ordentlig svar fra mig før du truer mig med at høre fra din advokat. Men jeg vil gerne starte med at understrege at det ikke på nogen måde er min mening at kalde din virksomhed direkte utroværdig. Min pointe er bare at påpege hvordan jeg afgør hvem jeg tør stole på og installere software fra. Jeg har læst mit indlæg igennem igen for at se om der kunne være noget der kunne forstås som en injurierende udtalelse, og har i slutningen af første afsnit rettet "giver mig mistro til foretagendet" til "vinder ikke min tillid til foretagendet" der nok mere præcist udtrykker hvad jeg prøver at sige. Den første formulering kunne måske misforstås til at jeg har en konkret tro om at der skulle ligge noget lyssky bag hos IP Sneak, hvilket selvfølgelig aldrig har været tilfældet. Hvis der stadig er noget i mit indlæg du finder krænkende, må du præcisere hvad det er. Jeg synes selv det fremstår som et sagligt indlæg, og jeg kan ikke se hvordan jeg skulle overtræde nogen lovgivning eller betingelser jeg har pligt til at følge.
Hvad jeg prøver at udtrykke med mit indlæg, er hvad jeg kigger på når jeg bedømmer hvilke foretagender jeg stoler tilstrækkelig på til at turde installere software fra. Når jeg ser betingelser som dem der er strikket sammen til IP Sneak, så falder det under foretagender jeg ikke er trygge ved. Men det betyder ikke omvendt at jeg konkret tror der er noget lyssky ved dit foretagende, det betyder bare at det er et af dem jeg hopper forbi. Det er et spørgsmål om det syn på og respekt for brugere og kunder jeg fornemmer, der afgør hvem jeg vælger at stole på.
Jeg vil ikke slette citaterne på Rockland fra dine Terms of Use som de så ud da jeg skrev indlægget. Det har du ingen ret til at kræve. Betingelserne så sådan ud da jeg skrev indlægget, indlægget er dateret, og der er tilmed tilføjet en update som fortæller hvilke af de citerede betingelserne der siden er ændret.
Jeg skal med glæde skrive nogle kommentarer på comon.dk og newz.dk der fortæller at dele af betingelserne er rettet, og understrege at jeg ikke har nogen grund til at tro at der konkret skulle være noget lyssky ved IP Sneak. Jeg vil ikke slette mit indlæg på rockland eller mine kommentarer på comon.dk og newz.dk. Jeg står inde for mine holdninger, men vil gerne præcisere for at undgå misforståelser. Men som du jo nok selv i øvrigt har set på newz.dk så var det (mildest talt) så som så med forståelse for min holdninger i de kredse (suk), så jeg forstår egentlig ikke hvorfor du vil puste mere i ilden dér... Jeg har i øvrigt ikke skrevet noget indlæg på Facebook udover at der automatisk importeres en note i min profil når jeg skriver et nyt indlæg på Rockland.
Nu skriver du i den første mail at du har brugt Facebook, MySpace og Microsoft som inspiration til betingelserne. Well, så synes jeg også det er nogle dårlige forbilleder du har valgt dig. Det er i hvert fald et par stykker der jeg selv vil karakterisere som "klassens slemme drenge". Og jeg har i øvrigt heller aldrig forbigået en chance for at kritisere netop dem du nævner. Og hvis Facebook var et program ville jeg aldrig i min vildeste fantasi kunne finde på at installere det på min computer. Så hvis du føler at jeg er specielt ude efter dig, så er det helt forkert.
Du skal have tak for den principielle tilladelse til at jeg kan citere fra sitet, men jeg kan nu ikke forestille mig du har nogen juridisk mulighed for at forbyde folk at citere brudstykker af de betingelser du sætter op.
Jeg håber dette svar udreder evt. misforståelser, og at det sammen med præciseringen af det oprindelige indlæg gør at du ikke finder det nødvendigt at eskalere sagen.
Mvh. Stig Nygaard
http://www.rockland.dk/
Update 11/1 2009: Jeg har fået en ny mail fra Peter Munkholm, og det ser heldigvis ud til at Peter nu er tilfreds med sagens tilstand, og at den kan betragtes som afsluttet.