...eller er deres ekstremt omfattende "Betingelser og konditioner for benyttelse af websitet" bare skrevet af 1. års jurastuderende uden forstand på internettet og uden kontakt med Sony's web- og marketings-folk? Specielt siden om "Hypertekst-links til og fra dette website" er underholdende. Her indledes betingelserne f.eks. med at:

De er forpligtet til at andrage om og indhente den skriftlige tilladelse fra iværksætteren af dette website før De kan oprette et link til det. Såkaldt "Deep Linking" er strengt forbudt. Alle links til dette website skal lede til websitets hjemmeside, de skal tydeliggøre at dette website og website-indholdet skal betragtes adskilt fra websitet, der indeholder linket, og de skal desuden klargøre at Sony er ejer og/eller iværksætter af dette website...

Hmm, hvis der nu ikke er nogen der linker til websitet, hvor regner de så med at få deres besøgende fra? Men hvis folk nu kun laver links direkte til lige de sider hvor de gør sig selv til grin, så kan jeg selvfølgelig godt se at det er lidt nedtur for dem. Jeg venter spændt på det sagsanlæg...

Update 3. maj 2004: Sony har opdateret deres site, og jeg har rettet nedenstående links til, så de stadig peger på de relevante sider. Selve indholdet af betingelserne synes ikke at have ændret sig særligt, hvis overhovedet. Det er kun adresserne der ser ud til at have skiftet. Dog ser Sony ud til at have fjernet det lille "send side" ikon der før sad på alle deres sider. måske har de indset at denne funktionalitet var i strid med deres egne betingelser ;-)

Deep links:
Sony's "Betingelser og konditioner for benyttelse af websitet", samt "Hypertekst-links til og fra dette website"

 

Det engelske pladeselskab Warp har lanceret websitet BLEEP hvor man kan købe hele bagkataloget af selskabets legendariske udgivelser indenfor den elektroniske musik. Numre kan købes og downloades enkeltvis (1,35 euro) eller som hele albums. MP3-filerne skulle være i høj kvalitet og er uden kopibeskyttelse, for som de skriver på sitet: "We believe that most people like to be treated as customers and not potential criminals". Se her er endelig et pladeselskab som behandler deres kunder med respekt. Andre pladeselskabers kopibeskyttede udgivelser straffer (og mistænkeliggør) jo netop dem der køber musikken. "Desværre" er musikgenren ikke den jeg har dyrket mest, men på den anden side er her jo så netop en god mulighed for at udvide sin horrisont. Man kan høre 30 sekunder af alle numre før man køber.

Links:
BLEEP - Digital downloads from Warp, Hellere kopi end original (tidligere blog-indlæg), Nye kopisikrede CD'ere (tidligere blog-indlæg), Digital logik (tidligere blog-indlæg)

 

For nogle år tilbage da jeg boede på Rebæk Søpark Kollegiet i Hvidovre lavede jeg en hjemmeside for mit køkken (7C) som lå på 7. og øverste etage. En ting jeg synes var en sjov gimmick på siden var et panorama-billede med udsigten fra køkkenet ind mod København som jeg havde lavet. Panoramabilledet blev vist i en lille version på alle siderne, men når man klikkede på det åbnede en stor version hvor der var sat navne på mange af de ting man kunne se. Men det var ikke det bedste. Det fedeste synes jeg var at jeg med JavaScript havde lavet det så man så en nat-version af panorama-billedet om natten og en dags-version om dagen. Hjemmesiden ligger ikke mere på kollegiets server, men ligger "arkiveret" her på sitet. Du kan følge link under indlægget her hvis du er nysgerrig.

Men teknisk set er jeg altså også blevet overgået af andre. Godt og grundigt endda. Jeg er stødt på Dunstans weblog hvor et panorama-billede i toppen skifter imellem 90 versioner afhængig af de aktuelle vejrdata fra et XML-feed hentet direkte fra weather.com. Detaljer inkluderer hvordan en flok får på en mark opfører sig på forskellige tidspunkter i døgnet og under forskellige vejrforhold. Serien af billede bygger på ægte fotografier, men er behandlet med Xara X og Photoshop for at give det et tegneserie-agtigt udseende. Men se selv og læs mere om hvordan det er lavet på Dunstans site. Det er jo nok lidt nørdet, men det er et sejt koncept:-)

Links:
Dunstans blog og panaroma, Hvordan Dunstans panorama-serie er lavet, Den gamle Køkken 7C side jeg engang lavede

 

Det handler om politik nu. Fodbold-politik.... Brøndby IF's direktør Per Bjerregaard er kommet med en bemærkning om at klubbens professionelle fodboldspillere kan melde sig ud af Spillerforeningen hvis de vil undgå at gå glip af Barcelona-kampen pga. Divisionsforeningens varslede lockout. Der er et par ting man kan bemærke til dette. For det første er det ulovligt hvis en arbejdsgiver prøver at presse sine ansatte ud af deres fagforening og for det andet er Brøndby-direktørens udtalelse nok bare første tegn på at de er ved at blive ret nervøse i ledelsen af den professionelle klub. Når det kommer til stykket vil spillerne da nok ærgre sig over at gå glip af kampen, men mon det er til at sammenligne over den nervøsitet der må være i klubben Brøndby IF ved tanken om konsekvenserne ved at gå glip af storkampen?

Hvis det ender med at nogen melder sig ud eller går imod den forening de er organiseret i, så tror jeg nærmere det bliver klubben Brøndby IF der går imod Divisionsforeningen end spillerne der bryder med Spillerforeningen. Men før det sker, er jeg sikker på at ledelsen i Brøndby IF vil gøre alt hvad de kan for at forhindre konflikten bliver en realitet.

Links:
Historien på Onside, Brøndby IF

 

Er Rockland interessant læsning for rigtige "blog-hunters", eller skal jeg bare nøjes med vennerne og de tilfældige gæster fra Google? Jeg har nu tilmeldt Rockland til de danske blog-indekser Blogbot og meta|blog for at eksponere mine indlæg lidt mere. Så nu glæder jeg mig til at se hvad det vil betyde. Ville også tilmelde mig på armarium.dk's liste, men der kræver de et rigtigt RSS-feed, og sådan et har jeg endnu ikke (Mit weblog system er hjemmestrikket, og RSS er jeg ikke nået til endnu. Men jeg skal da afgjort have lavet det på et tidspunkt).

PS. Dette indlæg er egentlig kun en dårlig undskyldning for at prøve at stå øverst på Blogbot og meta|blogs "senest opdaterede" lister. Jeg skal prøve om jeg kan holde niveauet på mine indlæg en smule højere fremover ;-)

Links:
Blogbot, meta|blog, Jeg er også kommet på Sponteks weblogliste,... men endnu ikke armarium.dk's liste

 

"Jeg synes ikke den er irriterende, men jeg synes heller ikke den er specielt sjov... (stilhed i et par sekunder, red.) Faktisk synes jeg overhovedet ikke den er sjov", citat Anders Fogh Rasmussen i Børneradio i dag, hvor en lytter spurgte den besøgende statsminister om hvor irriterende han synes Jacob Martin Strids tegneserie Strid er (Den der kørte som stribe i Politiken indtil for nylig). Hehe,... Strid vi savner dig! :-)

PS. Det er et utaknemmeligt job at skulle afløse Strid på bagsiden af Politikens 2. sektion, men den nye Wulffmorgenthaler stribe er nu også ret cool. De kan noget med de tegnere på Politiken.

Links:
Whåååt?, jeg kan ikke finde nogen ordentlig Strid-side på nettet! Hmm, så må vi nøjes med..., Wulffmorgenthaler

 

Erik har lavet en fodbold-side som jeg før har gjort reklame for. Men da siden nu har fået en større opdatering så gør jeg det igen. Tjek siden hvis du søger referater og ikke mindst alle de statistiske historiske facts om VM og EM i fodbold, samt snart også Champions League.

Links:
Eriks fodbold-fanatic site, Tidligere indlæg

 

Vidste I at Georg Mikael hvert år tjener 40 mill. kr. på "Last Christmas" fordi den spilles hele tid i radioen, findes på alle jule-compilations og sikkert også stadig sælger singler? Det er i hvert fald det beløb jeg har hørt fra upålidelig kilde, men det skulle da ikke overraske mig at det var sandt.

Egentlig hader jeg "Last Christmas", men til den løn er jeg nok villig til at ligge stolthed til side og lave noget tilsvarende. Hvor svært kan det mon egentlig være? :-)

 

Nu sænkes afgifterne på brændbare CD'ere igen. De kunne vel heller ikke rigtig andet efter seneste opstramning af ophavsloven som gør det ulovligt at kopiere CD'ere lånt af venner og på biblioteket. Desværre forsvinder afgiften ikke helt, men nedsættes kun fra 4,50 til 1,75 kr. pr. CD. Dvs. at vi altså nu skal betale en kompensation for kopier vi formodes at lave selvom det er ulovligt!?

Det er i princippet fortsat lovligt at kopiere til personligt brug (en kopi af egen CD til bilen eller sommerhuset, eller mp3-filer til den lille transportable afspiller/mobiltelefon, PC'en, osv.), men kun hvis man ikke skal gøre noget specielt for at omgå en kopisikring. I praksis har denne lovgivning gjort at efterhånden alle CD'ere længe er blevet udgivet med kopisikring til stor daglig irriteration for mig og mange andre moderne musik-forbrugere. Politiken havde igår en nyhed om at HP vil have os til at kyle stereoanlægget, videoen og dvd-afspilleren ud til fordel for en PC-baseret "underholdningscentral". Hurra - HP følger åbenbart ligeså lidt med som pladeselskaberne gør. Blandt unge studerende der hverken har plads i økonomi eller kollegieværelset har det vel allerede været trenden de sidste 4-5 år at samle i hvertfald stereo og TV i PC'en. Det tåbelige er jo bare at de kopisikrede CD'ere som regel ikke kan afspilles i disse systemer, hvorfor kopi-CD'er uden kopisikring for mange vil være mere værd end original-CD'ere i den aldersgruppe hvor de største musik-forbrugere findes. Dertil kommer at vel næsten alle unge efterhånden får en eller anden form for transportabel MP3-afspiller, hvad enten den er dedikeret eller det bare er en indbygget ekstra-funktion i f.eks. mobiltelefonen. Og det er ikke bare en gimmick. Nutidens unge (undskyld at jeg lyder som en TV2-sang) ønsker at kunne høre deres musik hvorsomhelst og måske endda specielt når de er på farten. Hvor villig er man så lige til at betale 150 kr. for musik man ikke kan høre der hvor man allermest hører sin musik?

Jeg tror at pladebranchen graver deres egen grav ved at straffe dem der faktisk køber original CD'erne. Dem der har en kopi uden kopisikring har et produkt der passer meget bedre til det moderne samfunds brugsmønstre.

Links:
HP's nye computer vil ind i stuen (Politiken 4. dec. 2003), Musikkopiering næsten forbudt (Politiken 4. dec. 2003), Digital Forbruger Danmark, sikkopi.dk - Cd-kopiering, Pladebranchen / IFPI Danmark, Nye kopisikrede CD'ere (Tidligere indlæg om samme emne), Digital logik (Tidligere indlæg om samme emne)