Det handler om politik nu. Fodbold-politik.... Brøndby IF's direktør Per Bjerregaard er kommet med en bemærkning om at klubbens professionelle fodboldspillere kan melde sig ud af Spillerforeningen hvis de vil undgå at gå glip af Barcelona-kampen pga. Divisionsforeningens varslede lockout. Der er et par ting man kan bemærke til dette. For det første er det ulovligt hvis en arbejdsgiver prøver at presse sine ansatte ud af deres fagforening og for det andet er Brøndby-direktørens udtalelse nok bare første tegn på at de er ved at blive ret nervøse i ledelsen af den professionelle klub. Når det kommer til stykket vil spillerne da nok ærgre sig over at gå glip af kampen, men mon det er til at sammenligne over den nervøsitet der må være i klubben Brøndby IF ved tanken om konsekvenserne ved at gå glip af storkampen?

Hvis det ender med at nogen melder sig ud eller går imod den forening de er organiseret i, så tror jeg nærmere det bliver klubben Brøndby IF der går imod Divisionsforeningen end spillerne der bryder med Spillerforeningen. Men før det sker, er jeg sikker på at ledelsen i Brøndby IF vil gøre alt hvad de kan for at forhindre konflikten bliver en realitet.

Links:
Historien på Onside, Brøndby IF

 

Er Rockland interessant læsning for rigtige "blog-hunters", eller skal jeg bare nøjes med vennerne og de tilfældige gæster fra Google? Jeg har nu tilmeldt Rockland til de danske blog-indekser Blogbot og meta|blog for at eksponere mine indlæg lidt mere. Så nu glæder jeg mig til at se hvad det vil betyde. Ville også tilmelde mig på armarium.dk's liste, men der kræver de et rigtigt RSS-feed, og sådan et har jeg endnu ikke (Mit weblog system er hjemmestrikket, og RSS er jeg ikke nået til endnu. Men jeg skal da afgjort have lavet det på et tidspunkt).

PS. Dette indlæg er egentlig kun en dårlig undskyldning for at prøve at stå øverst på Blogbot og meta|blogs "senest opdaterede" lister. Jeg skal prøve om jeg kan holde niveauet på mine indlæg en smule højere fremover ;-)

Links:
Blogbot, meta|blog, Jeg er også kommet på Sponteks weblogliste,... men endnu ikke armarium.dk's liste

 

"Jeg synes ikke den er irriterende, men jeg synes heller ikke den er specielt sjov... (stilhed i et par sekunder, red.) Faktisk synes jeg overhovedet ikke den er sjov", citat Anders Fogh Rasmussen i Børneradio i dag, hvor en lytter spurgte den besøgende statsminister om hvor irriterende han synes Jacob Martin Strids tegneserie Strid er (Den der kørte som stribe i Politiken indtil for nylig). Hehe,... Strid vi savner dig! :-)

PS. Det er et utaknemmeligt job at skulle afløse Strid på bagsiden af Politikens 2. sektion, men den nye Wulffmorgenthaler stribe er nu også ret cool. De kan noget med de tegnere på Politiken.

Links:
Whåååt?, jeg kan ikke finde nogen ordentlig Strid-side på nettet! Hmm, så må vi nøjes med..., Wulffmorgenthaler

 

Erik har lavet en fodbold-side som jeg før har gjort reklame for. Men da siden nu har fået en større opdatering så gør jeg det igen. Tjek siden hvis du søger referater og ikke mindst alle de statistiske historiske facts om VM og EM i fodbold, samt snart også Champions League.

Links:
Eriks fodbold-fanatic site, Tidligere indlæg

 

Vidste I at Georg Mikael hvert år tjener 40 mill. kr. på "Last Christmas" fordi den spilles hele tid i radioen, findes på alle jule-compilations og sikkert også stadig sælger singler? Det er i hvert fald det beløb jeg har hørt fra upålidelig kilde, men det skulle da ikke overraske mig at det var sandt.

Egentlig hader jeg "Last Christmas", men til den løn er jeg nok villig til at ligge stolthed til side og lave noget tilsvarende. Hvor svært kan det mon egentlig være? :-)

 

Nu sænkes afgifterne på brændbare CD'ere igen. De kunne vel heller ikke rigtig andet efter seneste opstramning af ophavsloven som gør det ulovligt at kopiere CD'ere lånt af venner og på biblioteket. Desværre forsvinder afgiften ikke helt, men nedsættes kun fra 4,50 til 1,75 kr. pr. CD. Dvs. at vi altså nu skal betale en kompensation for kopier vi formodes at lave selvom det er ulovligt!?

Det er i princippet fortsat lovligt at kopiere til personligt brug (en kopi af egen CD til bilen eller sommerhuset, eller mp3-filer til den lille transportable afspiller/mobiltelefon, PC'en, osv.), men kun hvis man ikke skal gøre noget specielt for at omgå en kopisikring. I praksis har denne lovgivning gjort at efterhånden alle CD'ere længe er blevet udgivet med kopisikring til stor daglig irriteration for mig og mange andre moderne musik-forbrugere. Politiken havde igår en nyhed om at HP vil have os til at kyle stereoanlægget, videoen og dvd-afspilleren ud til fordel for en PC-baseret "underholdningscentral". Hurra - HP følger åbenbart ligeså lidt med som pladeselskaberne gør. Blandt unge studerende der hverken har plads i økonomi eller kollegieværelset har det vel allerede været trenden de sidste 4-5 år at samle i hvertfald stereo og TV i PC'en. Det tåbelige er jo bare at de kopisikrede CD'ere som regel ikke kan afspilles i disse systemer, hvorfor kopi-CD'er uden kopisikring for mange vil være mere værd end original-CD'ere i den aldersgruppe hvor de største musik-forbrugere findes. Dertil kommer at vel næsten alle unge efterhånden får en eller anden form for transportabel MP3-afspiller, hvad enten den er dedikeret eller det bare er en indbygget ekstra-funktion i f.eks. mobiltelefonen. Og det er ikke bare en gimmick. Nutidens unge (undskyld at jeg lyder som en TV2-sang) ønsker at kunne høre deres musik hvorsomhelst og måske endda specielt når de er på farten. Hvor villig er man så lige til at betale 150 kr. for musik man ikke kan høre der hvor man allermest hører sin musik?

Jeg tror at pladebranchen graver deres egen grav ved at straffe dem der faktisk køber original CD'erne. Dem der har en kopi uden kopisikring har et produkt der passer meget bedre til det moderne samfunds brugsmønstre.

Links:
HP's nye computer vil ind i stuen (Politiken 4. dec. 2003), Musikkopiering næsten forbudt (Politiken 4. dec. 2003), Digital Forbruger Danmark, sikkopi.dk - Cd-kopiering, Pladebranchen / IFPI Danmark, Nye kopisikrede CD'ere (Tidligere indlæg om samme emne), Digital logik (Tidligere indlæg om samme emne)

 

Laveste fællesnævner vinder altid til sidst? DR lukker fra nytåret Det Elektriske Barometer. Jeg er i princippet nok for gammel til at høre den slags, og det er da heller ikke for teenagernes breve at jeg hører programmet. Men efter at DR lukkede P3-programmet Beat for et par år siden, har den elektriske været det eneste program jeg gad og tune ind på for at musik på anden måde end som ren baggrundsmusik. Men DR har fået den geniale idé, at den bedste måde at konkurrere med de kommercielle "lokalradioer" på, er at lave nøjagtig det samme som dem. For hvis de laver det samme, så vælger de unge lyttere selvfølgelig DR fordi det lyder så meget mere hipt at lytte til den statslige, end en lille ung og uafhængig radiokanal. De er så smarte og visionsrige hos Danmarks Radio.

På lørdag d. 29. nov. kl. 14 er der i øvrigt demonstration mod lukningen foran Radiohuset.

Update 1/1 2004: Barometeret for lov at fortsætte et par måneder endnu på P3 i en 1-times udgave søndag kl. 21. Dernæst er nu planen at programmet skal videreføres på net-kanalen Electric i en eller anden udgave. Det er da en lille trøst.

Links:
DR, Det Elektriske Barometer, Demonstration mod lukningen, Bevar Barometeret støtteside 1, Bevar Barometeret støtteside 2, Bevar Barometeret støtteside 3, Underskriftsindsamling

 

Jeg er online igen med nyt superhurtigt bredbånd installeret i hele ejendommen. Så snart kommer der nok til at ske lidt mere her i blog'en igen med indlæg om musik, bøger og meget andet. Håber jeg.

 

Jeg er nu langt om længe flyttet. Føler du dig snydt for min nye adresse eller mit mobilnummer (yes, jeg har fået min første mobil også) så send en email. Jeg vil være uden internet-adgang i lejligheden indtil engang i november, men regner med at læse mine emails næsten hver dag alligevel.

OBS! Jeg har ikke nogen fastnet telefon i øjeblikket. Det kan godt være det lyder som om noget ringer hvis man ringer til mit gamle nummer, men der er ikke nogen telefon i den anden ende. Jeg får muligvis fastnet telefon igen, men det bliver med et nyt nummer.