Har du i dag modtaget en email der udgiver sig for at være fra Dansk Røde Kors og indeholder en masse links til sider hvorfra du kan foretage en indbetaling til støtte for ofrene i Burma (Myanmar)? Hvis ja, har du så helt ukritisk klikket på et af disse links og foretaget en indbetaling eller givet personlige oplysninger? Har du dét uden at blinke, så vil jeg påstå at du har et problem med at være for ukritisk med hvad du modtager pr. email!

Den email du har modtaget kunne være fra hvem som helst!

Afsenderen står som "Dansk Røde Kors <burma@drk.dk>". Men det er ligeså let som at klø sig i nakken at forfalske det, så det beviser ikke noget. Normalt skal man ikke klikke på links i en email der peger på steder man skal angive personlige oplysninger eller indbetale beløb, med mindre man har fået emailen som en direkte reaktion på selv at have bedt om det. Og alarm-klokkerne bør for alvor begynde at ringe når man ser at linksene i emailen ikke peger på Røde Kors officielle hjemmeside www.drk.dk som de umiddelbart udgiver sig for, men derimod på drk.oprob.peytz.dk. At der står "drk.oprob" forrest i adressen betyder ikke noget i denne sammenhæng, jeg kan også lave en adresse på min hjemmeside der hedder drk.oprob.rockland.dk hvis jeg vil. Og hvis man ikke lige tilfældigvis ved det, hvor sikker kan man så lige være på at drk.dk tilhører Dansk Røde Kors når man evt. forwardes videre til den?.

Hvis Røde Kors' email i virkeligheden var en "phising mail", så ville Røde Kors hjemmesidens indhold og design sikkert være kopieret til en kriminels eget domæne, og evt. indbetalinger foretaget herfra ville gå direkte ned på forbryderens konto et eller andet eksotisk sted i Verden (eller Schweiz;-)). Og seriøse foretagender ville heller aldrig normalt udsende sådanne mails uopfordret, men tværtimod understrege overfor deres kunder og brugere at man aldrig må følge links i sådanne mails hvis man skulle modtage det.

Desværre er der nok rigtig mange Internet brugere der ikke har den nødvendige viden og erfaring til at reagere fornuftigt når de modtager en mail a'la den fra Røde Kors. Jeg gad godt vide hvor mange der ukritisk har klikket på disse links og hvor mange indbetalinger Røde Kors registrerer af denne kanal?

PS. Jeg mindes ikke at have sagt ja til at modtage emails fra Røde Kors overhovedet. Det er så et andet problem ved Røde Kors' mail, for uanset hvor fromt deres formål måtte være, så er spam stadig spam...

 

[foto] [foto]

Jeg var til fodbold i Lyngby i går. Som Lyngby fan er det jo ikke de helt ekstatiske højder det når i øjeblikket, og kampen i går var da heller ingen undtagelse. Hverken i resultat eller spil. Men til gengæld fik jeg nogle rimelige gode billeder i kassen synes jeg, og hvor dette bare er to hurtige smagsprøver. Det var ikke første gang jeg havde mit spejlrefleks med til fodbold, men første gang jeg dyrkede lidt mere "seriøs" fotografering under en kamp med det (forholdsvis) nye kamera. Flere billeder og i fuld opløsning følger senere i galleriet, men jeg har liige nogle safari-billeder jeg skal have redigeret og uploadet færdig først. Så fodbold-billederne og en række andre billeder jeg har taget på det sidste står lidt i kø i øjeblikket.

Temaet for de to smagsprøver her er i øvrigt nok ikke helt objektivt udvalgt:-) Den første situation medførte en advarsel til FCM's Magnus Troest.

Folk der er interesserede i at følge Lyngby Boldklub skulle i øvrigt tjekke mit uofficielle news feed med nyheder fra klubbens hjemmeside.

 

[Foto: Dyssebroen, Christiania] I forlængelse af tidligere historie og dialog, har jeg i dag sendt følgende email til Anders Ojgaard, ansvarshavende chefredaktør for bladet KBH Magasin:

Hej Anders og KBH

Suk! Jeg er skuffet over nok engang at se et af mine billeder blive brugt i jeres blad uden at jeg er blevet krediteret ved navn (KBH nr. 30, marts 08, side 41, Christiania).

Jeg har siddet og bladret magasinet igennem, og det er meget få fotos der er krediteret generelt. Nu ved jeg ikke om der er nogle af dem I har lov til at bruge uden kreditering, men nu hvor I må konstatere ikke at have tjek på hvilke billeder I må bringe med og uden kreditering, hvorfor så ikke bare gøre det til en vane altid at runde en rubrik af med et "(foto af Fornavn Efternavn)" eller lignende? Det kan vel ikke gøre så forfærdeligt ondt, eller forringe bladet på nogen måde?

Med venlig hilsen

Jeg oplever generelt at det faktum at mine billeder er licenseret med Creative Commons Attribution licensen er respekteret og værdsat overalt i verdenen. Mine billeder kan efterhånden findes hundredevis af steder på nettet og andre steder - og stort set altid krediteret med mit navn. Sørgeligt at det lige netop er et lokalt magasin som KBH der er problemer med:-(

Update 10/4: Fik en beklagelse pr. email fra Anders Ojgaard i går. Han skriver bl.a. at "Det er jo frygtelig pinligt" og påtager sig ansvaret fra fejltagelsen. Han tilbyder desuden jeg kan sende en faktura på 300 kr. og forklarer desuden de generelt mange billeder uden kreditering med at de er fra samarbejdspartnere eller taget af redaktionsmedlemmer igennem tiderne. Og garanterer så i øvrigt også at de vil stramme op.

Jeg vælger så også fortsat at tro at det er en sjuskefejl fra KBHs side - selvom det er tredie gang (Ifølge tidligere korrespondance med Anders skulle de i øvrigt også have brugt et af mine billeder tidligere inkl. kreditering, men det er ikke lige et af de numre af KBH jeg selv har set).

Tidligere relaterede indlæg:

 

Det må være meget stejlt op af bakke for et band som Portishead at skulle redefinere sig selv, og udgive et nyt tredie studie album i en hel anden stil en det de blev populære på, og skrev musik historie med i midten af 90'erne. Kan et band der i den grad er synonym med begrebet "trip-hop" og er så højt respekteret for deres originalitet for 10+ år siden, bare "starte forfra", rive sig løs fra de rødder der for evigt skulle binde dem til trip-hop scenen, og lave noget nyt der ikke skuffer fans og anmeldere? Normalt ville jeg sige at det er helt umuligt. For et band i Portisheads position må det dels for medlemmerne selv være svært at genopfinde en ny og ligeså original stil. Men det må også være så godt som umuligt at overbevise publikum at det ikke mere er scratch, sløve beats og "film noir" stemning det handler om (Well, jeg ved ikke hvad albummet generelt kommer til at indeholde, men det er i hvert fald ikke det der dominerer denne første single).

Publikums reaktion generelt kan der sikkert ikke siges så meget om endnu, men hvordan man lige "forklarer" denne nye Portishead single ved jeg ikke? Den har vist faktisk været ude et stykke tid, men jeg hørte den først her i weekenden. Om det så er fordi jeg hører for lidt radio eller om DR af uforklarlige grunde helt har overset den ved jeg heller ikke? I hvert fald er det nærmest ikke til at fatte at det kan lade sig gøre, men singlen er jo formidabel! Original i sin lyd og meget meget fængende. Med en så markant første single kan der næsten kun være noget godt på vej når albummet udkommer i slutningen af måneden. Men hvis du som mig bare må have noget at fornøje dig med indtil da, så kan singlen købes som DRM-fri højkvalitets 320kbps MP3 download hos Island Tunes.

Portishead har netop spillet koncert i København, og havde jeg dog bare haft en lille anelse om hvad der er på vej dengang billetterne blev sat til salg, så havde jeg stensikkert også stået i Vega forleden. Men så kræver jeg da også bare til gengæld at Portishead bliver tilføjet programmet til Roskilde i år!

 

Info pr. 12/2 09: Feed'et er delvist ude af drift pga. design-ændringer på DR's site. Men regner med at have systemet her opdateret inden længe så feed'et igen automatisk opdateres ugentligt med den nye hitliste.

I min lille "serie" af uofficielle RSS news feeds, har jeg nu konstrueret et RSS feed til DR P3's hitliste Det Elektriske Barometer. Det kan godt være at jeg principielt er for gammel til at lytte til dette "teenager program", men musikken er efter min mening noget af det bedste der kan findes på Danmarks Radio i disse tider. Og som en lille speciel service gør dette feed det muligt at lytte til den rene hitliste uden snak (uge 11/2008 og frem). Så hvis man gerne vil høre musikken, men ikke kan holde ud at høre om alle teenager-problemerne, så er der også råd for det:-)

http://www.rockland.dk/feeds/Barometer/ (RSS)

Syntaktisk set er feed'et i øvrigt udformet fuldstændigt som et "podcast". Men da afspilning kun kan ske ved online streaming er der ikke tale om et ægte podcast der kan downloades og spilles på en offline mp3 afspiller. Men afspilning af hitliste-programmet burde kunne startes fra enhver News Feed Reader ved at klikke på audio-link i indlæggene. Og har man en Squeezebox er det desuden muligt at kode dette (eller nedenstående) feed ind som et podcast i softwaren dertil, hvorved man altid kan vælge de seneste udgaver af Det Elektriske Barometer direkte med Squeezebox' fjernbetjening fra sin sofa. Og netop min Squeezebox har været motivationen til at lave dette "podcast-like" RSS feed. Det vil dog nok for de fleste Squeezebox brugere være nødvendigt at pille lidt i konfigurationen før musikken spiller(*).

Det skal i øvrigt også bemærkes at den server DR udsender Det Elektriske Barometer fra af og til virker ret hårdt belastet. I modsætning til andre ting jeg har streamet fra DR, så har jeg her ofte problemer med svartider og lyd der hakker. Det er altså ikke mit RSS feeds skyld, det er DR's skyld:-/

Jeg overvejer i øvrigt på sigt at udvide feed'et med indlæg/"postcasts" fra Barometer Blog. Men nu må vi se. Det viste sig at tage en hel del mere tid at få feed'et til fungere som det gør nu, end jeg regnede med da jeg gik i gang med at lave det (Håber ikke DR forvirrer min "robot" ved at lave deres sider om i morgen, for så bliver jeg sgu' sur;-))

Så længe jeg ikke får koblet Barometer Blog på feed'et, vil feed'et i sagens natur som udgangspunkt blive opdateret med et nyt indlæg én gang om ugen, når DR har opdateret deres hjemmeside med link til seneste hitliste udsendelse på "arkiv-siden". Hvis man i øvrigt kan lide den slags musik der florerer på Det Elektriske Barometer så er det nok også værd at tjekke netradio kanalen DR Barometer, hvis man da ikke allerede kender den (Jeg er desværre aldrig fundet tid til at kommet videre med dette tidligere annoncerede Squeezebox projekt).

(*)Squeezebox og Det Elektriske Barometer

Som sagt var min væsentligste motivation for at konstruere dette RSS feed muligheden for at kode det ind som et podcast i softwaren til min Squeezebox. Hvor jeg generelt ikke har oplevet problemer med at høre andre ting der streames fra dr.dk på min Squeezebox, så viste det sig dog hurtigt at min Squeezebox (med firmware version 86) ikke rigtig ville æde den variant af Windows Media formatet som Det Elektriske Barometer bliver streamet i. Det er der dog, i hvert fald på Windows platformen, en work-around til: Løsningen er at konfigurere SqueezeCenter/SlimServer til at lade styresystemet decode Window Media formatet. I SqueezeCenter (som nyeste version af "SlimServer" er omdøbt til) gøres det således:

SqueezeCenter -> Settings -> Advanced -> File Types (dropdown) -> Windows Media -> Windows Media decoder = disabled

Jeg ved ikke om dette også virker på f.eks. Mac og Linux platformene, men ellers skulle det vist også være muligt at sætte SqueezeCenter op til at bruge mplayer til at decode musikken. Og mplayer ser også ud til at understøtte aktuelle WMA-variant. Det er dog ikke noget jeg selv har prøvet at sætte op.

Ovenstående work-around virker ikke når Squeezebox er koblet op på SqueezeNetwork. Den vej vil det først virke hvis der kommer en firmware opdatering til Squeezebox der understøtter den aktuelle WMA-variant "native", eller hvis DR ændrer måden de streamer Det Elektriske Barometer på. Jeg ved ikke præcis hvad det tekniske problem er med denne audiostream, men det har måske noget at gøre med enten dette eller dette.

Hvis man koder ovennævnte RSS feed ind som et podcast, så vil hele den originale hitliste udsendelse (inkl. snak) afspilles når man starter et podcast. Men hvis man bare vil høre musikken uden snak, så her jeg også lavet en "pls playlist enclosure version" af feed'et:

http://www.rockland.dk/feeds/Barometer/ (RSS, pls playlist enclosure)

En fordel ved denne pls playlist version af feed'et er også at kunstner og titel på aktuelle afspillede nummer vises på Squeezebox' display. Det gør det ikke med den førstnævnte version af feed'et (Bemærk dog at hitlisten kun kan afspilles som en "playlist" fra uge 11/2008 og frem).

På grund af nævnte til tider dårlige performance på den server som DR udsender Det Elektriske Barometer fra, så kan man dog, med playlist-versionen, komme ud for at Squeezebox springer et eller flere numre over i listen når den afspilles. Det sker i de tilfælde hvor DR's server er for langsom om at svare når Squeezebox vil starte afspilningen af et nyt nummer.

Update 7/4 08: UPS! Jeg nåede lige at få feed'et annonceret, og så gik det lidt amok i nat:-( Har åbenbart ikke fået luget alle fejl ud endnu. De duplerede fejlagtige "uge 13" indlæg er nu alle slettet i feed'et, men vil sikkert fortsat kunne findes i news feed systemer som nåede at indeksere feed'et i nat (f.eks. Bloglines og Google Reader). Update af feed er slået fra indtil fejlen er rettet (formodentlig i aften). Update 17:45: Skulle være rettet nu. Feed'et er opdateret med korrekt hitliste og "broadcast" for uge 14, og forhåbentlig går systemet ikke amok igen på næste mandag:-)

Info pr. 12/2 09: Feed'et er delvist ude af drift pga. design-ændringer på DR's site. Men regner med at have systemet her opdateret inden længe så feed'et igen automatisk opdateres ugentligt med den nye hitliste.

 

Uhh, jeg glæder mig allerede til sommer og årets Roskilde Festival. Indtil videre er godt 40 navne annonceret, og herunder er bl.a. Radiohead, My Bloody Valentine, Grinderman (Nick Cave), Band Of Horses, The Chemical Brothers, Hot Chip, MGMT og Duffy. Men den 16. april er den store dag hvor hovedparten af programmet afsløres med yderligere ca. 100 navne der annonceres.

Videoklippet er en trailer til en kommende dokumentar om festivalen.

Update 2009: Jeg kan se at de nu har erstattet den oprindelige trailer med noget andet. Egentlig lidt imod "pæn opførsel" at opfordre folk til at dele et videoklip, og så ændre indholdet bagefter... Nå, men jeg gider ikke brokke mig...

 

En catchy overskrift fra, tjaa... Ekstra Bladet. Overskriften dækker bl.a. over at Firefox er en af de sikreste browsere at surfe porno med. Men når de nu har emnet oppe, så er det påfaldende at de i artiklen helt har overset PornZilla, som ellers er en forholdsvis kendt samling af "tools" til Firefox for brugervenlig pornosurfing...

Jep, Rockland tager altid de store og vigtige emner op:-)

Om PornZilla projektet skal tages dødseriøst eller bare er en joke ved jeg faktisk ikke, men faktum er at det er en af de mere profilerede og aktive udviklere af Firefox der står bag. Og det har vist til tider skabt lidt debat om det er god eller dårlig promotion for browseren.

Gad i øvrigt vide hvor meget dette indlæg samler af spam-kommentarer nu da jeg direkte nævner ordet "porno"? Dagligt bombarderes denne blog med talrige robotter som forsøger at poste kommentar-spam. Jeg har efterhånden bygget et ret effektivt (hjemmelavet) system op som sorterer spam-kommentarerne fra her i mit (ligeledes) hjemmelavede blogsystem. Umiddelbart er det i hvert fald efterhånden ret sjældent at et ikke relevante robot-postede kommentarer slipper igennem. Men dette indlæg er måske næsten en lille test af mit system:-)

 

Hvis du er Lyngby fan og er bruger af en feedreader (eller "news aggregator"), så har du måske savnet at kunne abonnere på et news feed med nyhederne fra Lyngby Boldklubs hjemmeside, som generelt er rimeligt flittigt opdateret. Faktisk har jeg lavet en "pirat-udgave" af et sådant news feed før, men det holdt op med at virke efter klubben fik ny hjemmeside sidste forår. Jeg havde egentlig forventet at den nye hjemmeside hurtigt også ville blive fulgt op af et officielt news feed fra klubben, men det er aldrig sket. Så nu har jeg så opdateret min "robot", så jeg igen kan levere et news feed med nyhedsoverskrifter fra Lyngby Boldklubs hjemmeside:

http://www.rockland.dk/feeds/LB/ (RSS)

Det er et helt ny(re)konstrueret news feed, og muligvis lidt ustabilt indtil jeg får luget de sidste småfejl ud. Men jeg tror nu det virker rimeligt godt allerede. Min "web-robot" vil normalt tjekke klubbens hjemmeside for opdateringer ca. en gang i timen.

Se min generelle feeds-side for mere information. Derfra kan du også donere mig lidt håndører hvis du vil takke mig for besværet ved at lave dette feed:-)