I forlængelse af tidligere historie og dialog, har jeg i dag sendt følgende email til Anders Ojgaard, ansvarshavende chefredaktør for bladet KBH Magasin:
Hej Anders og KBH
Suk! Jeg er skuffet over nok engang at se et af mine billeder blive brugt i jeres blad uden at jeg er blevet krediteret ved navn (KBH nr. 30, marts 08, side 41, Christiania).
Jeg har siddet og bladret magasinet igennem, og det er meget få fotos der er krediteret generelt. Nu ved jeg ikke om der er nogle af dem I har lov til at bruge uden kreditering, men nu hvor I må konstatere ikke at have tjek på hvilke billeder I må bringe med og uden kreditering, hvorfor så ikke bare gøre det til en vane altid at runde en rubrik af med et "(foto af Fornavn Efternavn)" eller lignende? Det kan vel ikke gøre så forfærdeligt ondt, eller forringe bladet på nogen måde?
Med venlig hilsen
Jeg oplever generelt at det faktum at mine billeder er licenseret med Creative Commons Attribution licensen er respekteret og værdsat overalt i verdenen. Mine billeder kan efterhånden findes hundredevis af steder på nettet og andre steder - og stort set altid krediteret med mit navn. Sørgeligt at det lige netop er et lokalt magasin som KBH der er problemer med:-(
Update 10/4: Fik en beklagelse pr. email fra Anders Ojgaard i går. Han skriver bl.a. at "Det er jo frygtelig pinligt" og påtager sig ansvaret fra fejltagelsen. Han tilbyder desuden jeg kan sende en faktura på 300 kr. og forklarer desuden de generelt mange billeder uden kreditering med at de er fra samarbejdspartnere eller taget af redaktionsmedlemmer igennem tiderne. Og garanterer så i øvrigt også at de vil stramme op.
Jeg vælger så også fortsat at tro at det er en sjuskefejl fra KBHs side - selvom det er tredie gang (Ifølge tidligere korrespondance med Anders skulle de i øvrigt også have brugt et af mine billeder tidligere inkl. kreditering, men det er ikke lige et af de numre af KBH jeg selv har set).
Tidligere relaterede indlæg:
- Krænkelse af ophavsrettighed - 20-04-2007 21:50
- Krænkelse af ophavsrettighed (del 2) - 15-09-2007 15:15