Tivoli fik for nylig lov til at bruge et af mine billeder i materiale udsendt til alle årskort indehaverne.
Bladet KBH har brugt et af mine billeder uden at kreditere mig eller spørge mig om lov. Det er ret skuffende af af mindst to årsager:
- Jeg har generøst og uselvisk (synes jeg i hvert fald selv;-)) licenseret (indtil videre) alle mine billeder i mit Flickr-galleri med en Creative Commons Attribution licens som stort set giver folk lov til at gøre hvad de vil med mine billeder, bare de husker at kreditere mig med navn. I modsætning til almindelig automatisk gældende copyright som er meget mere restriktiv.
- Jeg kan faktisk ret godt lide bladet KBH, og synes at de står for en god sag med deres forsøg på at sætte fokus på bymiljøets udvikling i København.
Men ret skal være ret. Og selv KBH skal ikke have lov at bruge mine billeder uden at leve op til de i licensen specificerede betingelser, uden at spørge mig om lov først.
Jeg blev for nylig kontaktet af Tivoli's reklame bureau som ønskede at bruge et af mine billeder i noget materiale som nu er sendt ud til alle Tivoli's årskort indehavere. Tivoli ville ikke kreditere mig med navn for mit billede, og jeg blev i stedet tilbudt 2000 kr for at de kunne bruge mit billede. Det accepterede jeg så uden yderlige forhandling, og formoder derfor at det er et beløb jeg med rimelighed kan forlange fra KBH også. Så det er i hvert fald hvad jeg indtil videre har skrevet til KBH i en venlig email, og glæder mig nu til hvad de nu siger til dét. Men har i øvrigt ingen fornemmelse for hvad man generelt bør/kan forlange af folk når de bruger ens billeder på en måde der går ud over hvad deres licens tillader, uden at spørge om lov først?
Det af KBH brugte billede af Fisketorvet er måske ikke et af mine aller flotteste, og måske er det heller ikke specielt flatterende at de har brugt det til at illustrere et af Jan Gintbergs tre steder i København som efter hans mening flopper (jeg mener, de ønskede måske netop ikke et billede som var alt for flot?), men stadig vil jeg nu krediteres for det! (Billedet er i øvrigt taget med et Lomography Fisheye kamera hvis du undrer dig over perspektivet og de krumme linier - og "indramningen").
Jeg har i øvrigt efterhånden mange af mine billeder brugt rundt omkring på nettet og andre steder, og jeg synes det er fedt. Når altså bare de husker at kreditere mig som fotograf. Og det har de sådan set også gjort, alle de steder jeg kender til i hvert fald...
Update 15/5 07: Jeg har skrevet to emails til dem. Senest d. 26. april. Men har overhovedet ikke hørt et pip fra dem. Ikke engang en lille-bitte undskyldning. Seneste (halv-grotekse) udvikling er at de faktisk igen har brugt et af mine billeder i maj-nummeret uden at give mig kredit derfor. Har haft meget travlt på arbejdet, så har skubbet sagen lidt til side i et stykke tid. Men overvejer nu hvad næste trin skal være...
Update 14/6 07: Jeg snakkede med den ansvarshavende chefredaktør i sidste uge. Opdatering følger så snart jeg finder tid til at skrive et nyt indlæg...
Update 15/9 07: Jeg snakkede som sagt med redaktøren og jeg har nu langt om længe fået skrevet en opfølgning med hvordan sagen endte.