Det sker nogle gange at folk spørger mig om råd til køb af digitalkamera. Og uden at ville gøre mig til større ekspert end jeg er, har jeg besluttet at skrive om nogle af de overvejelser jeg vil gøre mig hvis jeg skulle ud og købe nyt digitalkamera i dag. Det skal siges at min tilgang til foto handler om lidt mere end feriebilleder på en solskinsdag og indendørs billeder med flash. Derfor er det nok ikke alle mine pointer og overvejelser der vil være lige relevante for alle.
Da det her nok bliver lidt omfattende, og det tager lidt tid at skrive alle mine overvejelser til ende, har jeg besluttet at dele indlægget op i en lille "serie" af et endnu ikke fastsat antal dele. Første del handler alene om overvejelser omkring sensoren som registrerer billedet i et digitalkamera. Næste del regner jeg med kommer til at handle om objektivet.
Sensoren
Min indgang til censoren (som regel af type CCD, men evt. CMOS) i et digitalkamera er måske lidt anerledes end de flestes. For mig er opløsningen, altså hvor mange megapixels den har, ikke umiddelbart det vigtigste. Der er i hvert fald et par andre ting jeg også kigger på: Sensorens areal og "pixeltæthed", samt (med skepsis) sensorens maksimale følsomhed. Når jeg kigger på sensorens størrelse og "pixeltæthed" er det bl.a. fordi at en sensor med større areal som regel er et hint om højere billedkvalitet. Det gælder nemlig typisk at jo tættere pixels ligger på sensoren, jo mindre dynamik og mere støj vil man som regel opleve på sine billeder. Dynamik er forskellen mellem den lyseste og mørkeste intensitet sensoren kan registrere på én gang. Når man f.eks. på et billede oplever at en lys himmel "brænder helt ud" og mister detaljerne og farverne, så er det fordi sensorens dynamik ikke er stor nok til at registrere det samtidig med de mørkere dele af billedet. Tilsvarende kan man i den anden ende risikere at skygger bliver kulsorte og mister alle deres detaljer. Støj på billedet er noget man først og fremmest oplever i svagt lys (uden at bruge flash) hvor sensorens lysfølsomhed presses, og ses oftest i de mærkere dele af billedet som spredte misfarvede pixels. De fleste kompaktkameraer opererer som regel med en lysfølsom omkring 80-100 ISO som standard, men kan presses op til typisk 400 ISO under krævende lysforhold. Oftest har de dog for meget støj ved 400 ISO til det er brugbart i praksis.
Nu kan man ikke alene bedømme en sensors billedkvalitet ud fra dens specifikationer, selvom dimensionerne på sensoren ofte kan give et hint om producentens prioriteter med den overvejede kameramodel. Det er f.eks. værd at bemærke at Fujifilm i øjeblikket synes at være et skridt eller to foran konkurrenterne når det gælder om at begrænse støj i små sensorer. I hvert fald præsenterede de sidste år en ny sensor og nogle kompaktkameraer der ifølge tests klart kan presses højere i følsomhed end konkurrenternes før støjen bliver generende. Der er andre fabrikanter der tilbyder lignende høje følsomheder (800-1600 ISO) i deres kompaktkameraer, men så sker det som regel med nedsat opløsning eller lign. "drastiske" tiltag der kraftigt forringer billedkvaliteten. Når det gælder spejlrefleks kameraer, så har de i øvrigt generelt sensorer der er langt større end dem man finder i almindelige "konsum kompaktkameraer", og det kommer til gode både når det gælder dynamik, støj og lysfølsomhed. Spejlreflekskameraer kommer jeg nok lidt tilbage til i en af de efterfølgende dele af denne lille serie.
Noget andet som sensorens størrelse har stor indflydelse på er dybdeskarpheden i billederne. Dybdeskarpheden er forskellen på korteste og længste afstand der opleves skarpt på et billede på én gang, og det gælder generelt at jo større sensoren er, desto mindre dybdeskarphed vil man opleve i sine billeder. Men hvordan kan sensorens areal betyde noget for dybdeskarpheden? Well, i virkeligheden er det en konsekvens af de krav den større sensor stiller til kameraets objektiv, men mere herom i næste del af denne lille serie. For nogle vil en stor dybdeskarphed måske opfattes som en fordel, men kreativt set mener jeg nu at en lille dybdeskarphed i langt de fleste tilfælde klart er at foretrække. Generelt synes jeg at digitale kompaktkameraer har irriterende stor dybdeskarphed som sætter alt for mange kreative begrænsninger.
Men er der slet ingen fordele ved de små sensorer? Jo først og fremmest er de store sensorer dyrere at fremstille, men store sensorer kræver også større, dyrere og tungere objektiver. Så en stor sensor i et kamera til skjortelommen er utopi.
Sluttelig er der så de populære megapixels. Jeg kommer jo nok ikke udenom dem. Man må gøre sig klart hvordan ens billeder skal bruges før man sætter sine krav. Skal billederne bruges "as is" og kopieres til standard 10x15cm forstørrelser og vises på en almindelig PC-skærm eller TV, ja så er et godt 2 megapixel kamera faktisk nok! Mit første digitalkamera (2 megapixel Canon Powershot A40 fra 2003) klarede i hvert fald dette fint under normale lysforhold. Det skal dog siges at det 2 megapixel kamera der sidder i min knapt 1 år gamle mobiltelefon nok ikke helt har kvaliteten der rækker til 10x15 forstørrelser hvis man er lidt kræsen. Og det ellers selvom det regnes for måske den bedste kameramobil der fås på markedet i dag.
Skal man lave større forstørrelser eller ynder at beskære sine billeder, så vil man selvfølgelig gå efter tilsvarende flere megapixels. Men vær opmærksom på at mange megapixels ikke hjælper meget hvis kvaliteten af resten af kameraet ikke kan følge med. Fabrikanterne ved at mange købere først og fremmest kigger på antallet af megapixels, og bliver derfor ofte fristet til at putte lidt flere megapixel i kameraet end er optimalt billedkvalitetsmæssigt. Og problemet behøver ikke kun at være at pixels kommer til at ligge så tæt at det går meget ud over støjniveau og dynamik-egenskaber. I mange tilfælde følger objektivets skarphed heller ikke med så det kan udnytte de ekstra pixels.
Forsættes en anden dag...
![[Rockland hand logo]](/animhand-c8t.gif)
Den 8. april giver Under Byen i øvrigt 