[Foto: Sidder på min altan og læser avis i solen] Der er ikke meget der er bedre end at starte søndag formiddag i solen med avisen på altanen, det var jo næsten kun derfor jeg valgte den lejlighed jeg købte. Men det er i dette tilfælde også en overspringshandling... Bare for at undgå at skrive eksamens-opgave i et datanom-fag jeg har taget ved siden af mit arbejde, sætter jeg nu det (vistnok) første selvportræt på min weblog og skriver om kedelig trivia fra min hverdag. Suk, opgaven er berammet til 36 timers arbejde. Den skal afleveres om 2 uger, jeg er ikke startet endnu og der er rigeligt at se til på arbejdet også + et par ekstra andre pligter. Det er ikke nogen katastrofe for mig hvis jeg ikke får det eksamensbevis, men det vil nu alligevel være lidt ærgeligt. Nå ja, jeg hælder vand ud af ørene og har lidt ondt af mig selv, jeg ved det. Men det er altså min weblog, og jeg bestemmer suverænt hvad her skal skrives om:-)

Men med lidt held er dette indlæg iøvrigt også god terapi, og jeg kommer igang med at lave den irriterende opgave lige om lidt...

 

Der er en tradition for at mange webudviklere præsenterer nye designs af deres website ved den årlige May 1st Reboot event. Imidlertid har dette altid været en konkurrence næsten 100% domineret af flash-sites, og dermed sites der står meget dårligt hvad angår accessibility og webstandarder. Som modtræk til denne flash-dominans har en gruppe nu startet CSS Reboot som en sidestillet konkurrence for Reboot-deltagere som vil implementere deres nye design i CSS. Formålet med denne er at vise hvor langt man kan komme med CSS og webstandarder, og listen over tilmeldte sites er allerede ganske lang. Man kan sikkert finde nogle rigtig flotte CSS-designs efter de nye er lanceret d. 1. maj, men mon ikke der gemmer sig nogle flotte designs iblandt de gamle også?

Når jeg nu snakker CSS demonstrationer og flot design, så kan jeg ikke lade være med også lige at nævne CSS Zen Garden. Det er godt nok et site jeg har nævnt før, men man kan blive ved med at lade sig imponere i hvor høj grad én og samme html-side kan varieres i forskellige flotte designs med forskellige stylesheets.

Endelig synes jeg også lige jeg vil henlede opmærksomheden på DHTML art-demos, som er Gerard Ferrandez's meget store samling af flotte demonstrationer af hvad man kan udrette med såkaldt Dynamisk HTML. De ældste demoer han har lavet er hovedsageligt med non-standard kode specielt udviklet til Internet Explorer, men hovedparten af de nyere demoer er implementeret med W3C's standarder, og virker i alle moderne browsere. Jeg tænkte selv engang på at lave et lignende site med DHTML-demonstrationer der viste hvad man kan med W3C's DOM, men selvom jeg nok godt kan følge med Gerard teknisk set, så ville jeg aldrig være i stand til at lave noget der er ligeså flot og fascinerende som mange af Gerard Ferrandez's kreationer er. Selvom man ikke interesserer sig for teknologien bag, kan man sagtens lade sig hypnotisere.

Tidligere relaterede indlæg:

 

Har vel ikke glemt sagen om Keld Bach og The Grey Album? Keld Bach skriver her til aften at advokat Torben Steffensen fra Johan Schlüter advokatfirma som varetager AntiPiratGruppen har fået en irettesættelse fra Advokatnævnet efter at Keld Bach klagede over APG's metoder. Vi ved jo alle godt at AntiPiratGruppen (som burde stå for moral) fortjente denne irettesættelse, men jeg havde nu alligevel min tvivl om det virkelig ville ske. Der er åbenbart stadig lidt retfærdighed tilbage i verdenen. Antipiratgruppen er nu sat i skammekrogen.

Stærkt gået Keld! :-)

Man kan læse alle Keld Bachs indlæg om The Grey Album og konfliktforløbet med AntiPiratGruppen i følgende to kategorier på hans weblog:

Update: De relaterede indlæg på Rockland i kronologisk orden:

 

For et stykke tid siden blev jeg spurgt om jeg ikke kunne lave mit tekstfelt til indtastning af kommentarer større i min weblog. Et fornuftigt forslag, og jeg skulle kunne lave det om på få sekunder. Har af en eller anden grund alligevel aldrig taget mig sammen til at rette det. For det er jo virkelig irriterende at skrive et længere stykke tekst i et lille tekstfelt.

Men små tekstfelter er et problem mange steder, og derfor er en ny extension til Firefox der gør det muligt at ændre størrelsen af et "Textarea" en genial udvidelse af browseren. Med Resizeable Textarea trækker man simpelthen bare i nederste højre hjørne eller tilstødende kanter på tekstfeltet, ganske som hvis man ændrede størrelsen af et vindue på desktoppen.

Opdagede den lille smarte ting via Asa Dotzlers weblog, som i øvrigt antyder at det meget let kunne blive en indbygget feature i fremtidige Firefox-versioner.

Update 25/11 2006: Der er lavet en udvidet version kaldet Resizable Form Fields hvor man også kan justere længden af almindelige et-linie input-felter. Jeg foretrækker dog "originalen" som virker mere driftsikker.

 

Nej, jeg tænker ikke på de sidste snedriver som endelig er ved at smelte væk udenfor, men på mængden af nye pladeudgivelser der vælter ud på markedet i den kommende tid. Efter den sædvanlige stille periode omkring nytår på pladefronten, så kan det nu være at man skulle holde lidt øje med f.eks. Moby(*) (14/3), Kent (15/3), Beck (21/3), Queens Of The Stone Age (21/3), Nick Cave (22/3), New Order (29/3), 22 Pistepirkko (6/4), Garbage (11/4), Efterklang (11/4), The Tears (aka. Brett Anderson og Bernard Butler) (18/4 6/6), Carpark North (25/4), Raveonettes (25/4), Eels (26/4) og Nine Inch Nails (2/5). Alle datoer er selvfølgelig med stort forbehold, da den slags har det med at ændre sig ofte.

(*)Bemærk at Moby's udgivelse er kopisikret i de danske forretninger, men sælges uden kopisikring hos f.eks. Amazon UK (std.ed./sp.ed.), ligesom mange andre udgivelser der er kopisikret i Danmark også gør. Pladen bringer iøvrigt ikke meget nyt i forhold til de to seneste udgivelser. Måske er den lidt mere rockende, og det er nok lige dét som redder den for mig selvom jeg synes at nogle af numrene derpå er blevet lige lidt rigeligt storladne og "messende" at høre på (det første singleudspil er et godt eksempel). Men lidt mere udvikling næste gang ville vel ikke være af vejen.

Update 26/3: Efterklangs udgivelse d. 11/4 viser sig "kun" at se ud til at være en re-release af Springer fra 2003. Moby vinder ved flere gennemlytninger, jeg er mere uforbeholden glad for den nu. Beck er i topform med en udgivelse der ligner Odelay mest af sine tidligere udgivelser, og Queens of the Stone Age rocker stadig fedt, men nok ikke helt så originalt som på forrige.

 

For et stykke tid siden blev det annonceret at en fremtidig version af Firefox (samt Thunderbird og andre relevante Mozilla-baserede applikationer) vil have indbygget support for Digital Signatur. Det generelle indtryk var nok at det først ville ske fra og med Firefox version 1.1 der forventes i løbet af sommeren, men nu skulle en version 1.0.2 være på trapperne som såvidt jeg kan læse i bug #271585 og specielt attachment dertil fra 28/11 inkluderer "TDC Internet Root CA", dvs. den danske Digitale Signatur fra TDC.

Såvidt jeg ved er den Digitale Signatur endnu ikke(*) inkluderet i Microsofts programmer som standard, selvom TDC også har indgået en aftale med Microsoft? Hvis det er rigtigt at Firefox og Thunderbird kommer før Internet Explorer og Outlook, gad så vide om det kunne få TDC til at give lidt positiv omtale af Mozilla-produkterne på deres hjemmeside eller måske ligefrem sende dem med ud på den CDROM nye internet-abonnenter får? For Firefox og andre Mozilla-produkters udbredelse ville det jo nok ikke være en dårlig ting hvis danmarks største ISP tog sådan et skridt.

Nå, det var så månedens smånørdede Mozilla-indlæg (argh, måske jeg klemmer et enkelt mere ind inden måneden er omme) ;-)

(*)Update: Digital Signatur skulle allerede være inkluderet i de seneste opdateringer til Windows. Well, så er der jo nok ikke så meget PR-værdi i det alligevel hvis "Root certificate" for Digital Signatur er inkluderet i Firefox 1.0.2.

Update 24/3: Falsk alarm:-/ Firefox 1.0.2 er frigivet og den tilføjer tilsyneladende kun et par få sikkerhedsrelaterede rettelser. Anyway, Digital Signatur kan installeres manuelt, men PR-værdien havde nok været bedre hvis det var inkluderet.

Update 31/3: Og dog - som Henrik Gemal også antyder i en kommentar til dette indlæg, så er TDC OCES CA og TDC Internet Root CA faktisk inkluderet med Firefox 1.0.2, som man selv kan kontrollere på en ny installation ved at gå ind i Firefox' Options -> Advanced -> Certificates -> Manage Certificates -> Authorities.

 

Er min weblog den eneste der er ekstremt ramt af "kommentar-spam" i øjeblikket? Jeg har nu taget forskellige forholdsregler som skal forhindre robotter i at oprette kommentarer med links til sites om online poker, lette lån, og lign. Der er en lille risiko for at mine hidtidige (og flere planlagte fremtidige) tiltag også rammer uskyldige der vil kommentere mine indlæg, men håber ikke det vil ske i for stor stil. Jeg troede i øvrigt at jeg var rimeligt fredet i denne sammenhæng fordi mit weblog-system er hjemmelavet, men åbenbart nej...

For fanden hvor jeg hader spammere... De må sgu da kunne regne ud at jeg sletter deres kommentarer så snart jeg opdager dem?

 

[Billede af fiskerbåde i Ghana]

Som før nævnt, så skal jeg tage mig sammen til at lave et fotogalleri på nettet med mine billeder. Og helst tæt integreret med hjemmesiden med mulighed for at kommentere billeder osv.. Men jeg kan ikke rigtig finde ud af om jeg skal forsøge at lave et smart skrædder-syet system selv, eller bare skal installere/bruge et standard-system. Og i sidste tilfælde hvilket system (forslag velkommen)? Men i mellemtiden er her et af de billeder jeg bedst kan lide fra en lille knapt to ugers tur til Ghana i starten af februar i år. Billedet har en dejlig tæt stemning synes jeg.

Update 2. juni 2005: Jeg har fået lagt nogle af billederne på mit nyoprettede Flickr-galleri. Flere følger de kommende uger. Ja, jeg tog den letteste løsning i valg af galleri, men den har nu også sine fordele i forhold til at host'e noget selv på hjemmesiden.

Update 10. juni 2005: Endelig fik jeg gjort galleriet færdigt med alle de udvalgte billeder fra Ghana.