Jeg har en ven som nægter at handle i Føtex pga. deres tørklæde politik. Principielt vil jeg gerne støtte ham, men når nu der ligger en stor Føtex som nærmeste butik i Amagercenteret, så er der en tendens til at mageligheden vinder. Desuden har de - tørklæder eller ej - områdets sødeste piger i kassen. De smiler sødt og hilser som om de er glade for at se mig hver gang jeg kommer til kassen. Og jo, jeg ved godt at de har fået at vide de skal gøre det, men jeg er også stensikker på at de smiler lidt ekstra sødt til mig og mener det lidt mere ærligt end når de smiler og hilser til alle de andre kunder. Desuden er der hende den søde yngling som jeg selvfølgelig også er helt sikker på også har mig som yndlingskunde :-) ...
Jeg håber følgende historie er taget fra en Føtex, det ville hjælpe lidt på min samvittighed. Historien er set i dag i Politiken, men er ellers taget fra www.hadekunder.dk. Et site der sikkert er værd at tage et kig forbi...
Jeg bliver så ked af det, når jeg har kunder, der klager over, at der i kassen sidder fremmede, altså indvandrere. Fuck, hvor er der racisme og fremmedhad. Havde engang et ældre ægtepar, da jeg selv sad i kassen, og de henvendte sig med udsagnet: "Åh, hvor godt, der stadig er danskere i kassen, ellers er hele linjen jo besat med fremmede!". Jeg nægtede at kommentere og henviste til min chef, som venligt, men bestemt bad dem forlade varehuset og forklarede, at deres indkøb måtte de i fremtiden lægge et andet sted. Fedt. Der steg hun i min agtelse.
Det er sikkert ikke den bedste historie på sitet, men jeg skulle jo ligesom bruge en der gav en smule pointe i dette indlæg ;-)