Har tilbragt de sidste dage og nætter på årets Roskilde Festival. Blandt højdepunkter var i mine øjne Saybia, Red Hot Chili Peppers, New Order og Primal Scream. Lidt nedtur var (at jeg i hvert fald så) for få gode koncerter med nye spændende navne. Listen herover omfatter også kun ret store navne. Normalt er noget af det bedste ved Roskilde efter
min mening netop de mange små spændende nye navne. Største skuffelse var Garbage der virker lidt for fortænkte og mekaniske efterhånden og en forkølet Shirley og resten af bandet havde vist generelt bare ikke den allerbedste dag i går. Og så var der jo vejret... Problemet med vejret var egentlig ikke den regn der faldt, for den faldt stort set kun om natten og et par morgener, problemet var mere at solen stegte det ene øjeblik for at det næste at blive dækket af en stor sky med kølige vindstød. Umuligt at klæde sig passende på, og troede man lige man kunne ligge og nyde musikken solende i græsset et øjeblik, blev man vækket af en kølig brise og en stor sky 10 minutter efter.
Saybia's var ikke en koncert jeg havde voldsomt store forventninger til på forhånd. Jeg har pladen, men har ikke hørt den meget fordi man er blevet stopfodret med dem i radioen konstant og det har skabt en voldsom mæthed hos mig. Men koncerten i Roskilde var top-klasse, og de nød tydeligvis også selv koncerten og det spring de havde taget fra sidste års koncert på den lille camping-scene til dette års prestigefyldte grønne scene og et stopfyldt oplagt telt.
Red Hot Chili Peppers og New Order har efter hvad jeg har set skilt anmelderne. Nogle giver koncerterne absolut top-karakter, andre er mere lunkne. Jeg total uforstående for de sidste. Det var anden gang jeg oplevede Red Hot Chili Peppers på festivalens orange scene, og begge gange har der været dømt fest på hele pladsen foran scenen til de allerbagerste rækker. Jeg tror ikke der er andre bands der har så meget power på orange scene, og festen er total når de spiller. New Order stod måske i et dilema før koncerten, fordi de har lavet klassiske gamle disco-agtige numre som de ved mange glæder sig til at høre, og så har de lavet en fremragende ny rock-orienteret comeback plade. De valgte at gøre første del af koncerten mest rock-orienteret, for at arbejde sig over mod det mere disco-orienterede i sidste halvdel. Begge dele var fremragende og hang faktisk sammen i ét stort hele alligevel. Og der blev til manges store tilfredshed undervejs plads til talrige gamle New Order og Joy Division klassikere som f.eks. Blue Monday og Love Will Tear Us Apart. En koncert der lyste så meget af spilleglæde og energi, at man ikke fatter at de faktisk startede med at spille sammen i Joy Division helt tilbage til engang i 70'erne, og må være lidt oppe i årene efterhånden.
For nogle år siden så jeg Primal Scream spille på grøn scene og det var et af det års absolutte højdepunkter. Det blev de så igen i år med deres støjende beskidte og kaotiske rock/techno selvom de skulle spille på den noget sværere orange scene. Primal Scream ville ikke være særlig vildt at kigge på hvis ikke der var lyd på, i hvert fald ikke den noget stillestående og lidt trist udseende forsanger, men hold kæft hvor de rykker når de spiller! Der er for få beskidte og larmende bands på scenen i disse tider, men Primal Scream holder fanen højt, både live og på plade. De spillede en del numre fra deres kommende nye plade, og den glæder jeg mig kun endnu mere til nu!
Samlet set kulminerede festivalen nok lørdag for mig, med bl.a. en underholdende VM bronzekamp på storskærmen, C.V. Jørgensen (god, men ikke helt så medrivende og gyngende som hørt tidligere), Swan Lee (rigtig god, og ikke langt fra at være med blandt ovenstående fremhævede navne) og så omtalte New Order og Primal Scream om aftenen. Overordnet set måske nok en festival på det jævne (det var mit 11. år i Roskilde så vidt jeg kan regne ud), men man bliver jo også (en smule) ældre med alderen ;-)
Link:
Roskilde Festival