Selvom mit liv lige i øjeblikket er domineret af lange overarbejdsdage (inkl. weekenderne), så lykkedes det mig alligevel lige at presse et besøg på Rust ind i kalenderen i torsdags hvor det danske "indie-pop" band Lake Placid gav koncert. Og heldigvis for det, for akkurat som deres debutalbum - ja måske endda endnu mere end det - så var koncerten en rigtig festlig og underholdende sag. Otte skøre mennesker på Rust's lille scene (incl. en ret sød sangerinde) havde stort set kun det ret korte debutalbum "Make more friends" at tage materiale fra, men formåede alligevel at holde en fest kørende i hele den lille(?) time koncerten varede. Undervejs fik de spillet alle numrene fra debutalbummet, samt et enkelt nyt nummer. Billederne er taget med en ISO 400 indstilling på digitalkameraet, hvilket har givet dem en del støj/korn, men synes nu de er blevet ok alligevel og giver en god fornemmelsen af det liv og fest-stemning der var på scenen.
Et enkelt lille videoklip tog jeg også. Der er lyd på dette, men da digitalkameraets mikrofon slet ikke kan klare lydtrykket til en koncert anbefales det klart at skrue helt ned for lyden først hvis man vil se klippet (Kan man på en let måde fjerne lyden i en avi-fil?).
Og så må jeg i øvrigt også snart tage mig sammen til at få lagt nogle af alle mine billeder og videoklip fra årets Roskilde Festival ud ;-)
PS. EPO-555 er måneds navn på P3, og man kan høre hele deres nyudgivne debutalbum. Musikalsk er de vel overhovedet ikke beslægtet med Lake Placid, men tænkte jeg lige kunne klemme linket ind her alligevel;-)