Rockland

Radiohead Cartoon

Seneste erhvervelser

Herunder er mine seneste plade-erhvervelser. Listen er komplet med både dem jeg har fået skrevet bemærkninger til, og dem jeg ikke har (evt. endnu). til det jeg skriver er altid velkomment, men jeg er ikke altid så hurtig til at få svaret mine emails. Nyeste erhvervelser er øverst på listen.

Men først har jeg lige en trang til, med mit eget slogan, at distancere mig fra en vis meget hypet radiostation i øjeblikket: Det aller bedste musik er musik man ikke har hørt før !

CDnow
Køb dine plader gennem ovenstående link - Så støtter du mine anskaffelser ! :-)

Rockland nedprioriteres !

Her med indgangen til år 2002 har jeg overvejet denne personlige musiksides fremtid, specielt med tanke på at jeg i den sidste tid ikke har fået opdateret siden meget med nye anmeldelser. Jeg må nok konstatere at motivationen og tiden til at holde Rockland opdateret, har været kraftigt dalende det sidste år, og at jeg samtidig har et ønske om at kunne bruge mere tid på mit Bandlist.dk projekt. Desuden har jeg endnu et projekt på idéstadiet i en helt anden boldgade.

Derfor har jeg besluttet at stoppe med slavisk at liste alle CD'ere jeg får på denne side. Det vil alligevel være en for lille del af dem, jeg nogensinde får skrevet noget om. Måske vil der stadig snige sig en enkelt anmeldelse ind hist og pist, men jeg vil nok fremover koncentrere det meste af min "web-energi" andetsteds.

PS. Iøvrigt er murmur også meget bedre ;-)

Erhvervet 2. halvår 2001:

Stina Nordenstam "This is Stina Nordenstam" (CD 2001)
Smashing Pumpkins "The Smashing Pumpkins Greatist Hits" (CD 2001)
Ørtz "Another Eden" (CD 2001)
Travis "The Invisible Band" (CD 2001)
Radiohead "I Might Be Wrong" (CD Live-EP 2001)
New Order "Get Ready" (CD 2001)
Soma Allpass "Lucky Angel" (CD 2001)
Moloko "Do You Like My Tight Sweather?" (CD 1995)
Cowboy Junkies "Studio" (CD 1995?)
Harry Lime "13 bag movie master" (CD 2001)
Lamb "What sound" (CD 2001)
Superheroes "Igloo" (CD 2000)
Black Box Recorder "The facts of life" (CD 2001)
Placebo "Black Market Music" (CD 2000)
P.J. Harvey "Stories from the city, stories from the sea" (CD 2000)
Garbage "Beautifulgarbage" (Cd 2001)
Eels "Souljacker" (CD 2001)
Blur "Leisure" (CD 1991)
Black Box Recorder "England made me" (CD 1998)
Speaker Bite Me "Four days in september" (CD 2001)
Puddu Varano "Star 70" (CD 2000)
Tori Amos "Strange little girls" (CD2001)
Finders Keepers "Proud" (CD 2001)

Björk "Vespertine" (CD 2001)
Efter at have hørt den første single (den ene af de to udgaver af den der er) troede jeg ikke albummet ville være så stille og indadvendt som det er. Og det selvom et par tidlige anmeldelser andre steder pegede i den retning. Men det er nok den Björk plade til dato som tager længst tid at komme ind på.

Amstrong "Hot Water Music" (CD 2001)
Antenne "Here to go" (CD EP 2000)

Björk "Hidden Place" (CD single 2001)
Der er åbenbart udgivet to versioner af denne single med forskellige numre på (se anmeldelse af den første jeg anskaffede længere nede på siden).

Queen Adreena "Taxidermy" (CD 2000)
Queen Adreena "Jolene / Pretty Polly" (CD single 2000)
Cowboy Junkies "Pale sun crescent moon" (CD 1993)
This Mortal Coil "Blood" (CD 1998)

Coldplay "Parachutes" (CD 2000)
Havde det ikke været for min økonomiske situation i de senere måneder, havde dette album stået på min reol for længe siden. Fremragende !

Björk "Hidden Place" (CD single 2001)
De første anmeldelser jeg har set af det kommende album, taler om det er Björks hidtil mest indadvendte album. Da jeg ikke har haft fornøjelse af albummet endnu, kan jeg ikke umiddelbart bekræfte det, men skal jeg tage denne single som udtryk for stilen og kvaliteten på det kommende album, så er der virkelig noget at glæde sig til. Jeg kan med lidt god vilje måske godt høre hvad der kunne menes med "indadvendthed" i musikken, men det betyder bestemt ikke at det er musik der kræver lang tid at komme ind på hvis man kan lide Homogenic og Selmasongs. I hvert fald faldt jeg øjeblikkelig for de tre numre på denne CD-single. De er iørefaldende, melodiøse og flotte. Det gælder selvfølgelig dels singlens titelnummer, men det gælder så sandelig også singlens afsluttende nummer "Verandi" som i mine ører er singlens højdepunkt. Et meget meget stort, flot og dramatisk opsat nummer. Dette nummer er ifølge de tracklists jeg har set ikke inkluderet på det kommende album !

Tricky "Blowback" (CD 2001)
Rhonda Harris "The trouble with Rhonda Harris" (CD 2001)
Mew "A triumph for man" (CD 1997)
Nikolaj Nørlund "Nye optagelser" (CD 1997)

Erhvervet 1. halvår 2001:

Muse "Origin of Symmetry" (CD 2001)
R.E.M "Reveal" (CD 2001)
Blue Foundation "Blue Foundation" (CD 2001)
Grandaddy "The Sophtware Slump" (2CD 2000)
Blur "The Best of" (CD 2000)
Coldplay "The Blue Room E.P." (CD-EP 1999)

Radiohead "Amnesiac" (CD 2001)
Selvom "Kid A" langsom åd sig lidt ind på mig efter en lidt måbende start, så har jeg når jeg nu kigger tilbage aldrig lyttet voldsomt meget til Radiohead's forrige udspil. Lidt FOR alternativ/intellektuel eller sådan noget lignende...
Så jeg håbede på at "Amnesiac" ville være lidt lettere tilgængelig (jeg tør slet ikke skrive "bedre" i stedet for "lettere tilgængelig", for det vil vel efterhånden være blasfemi at antyde at en Radiohead plade ikke er et mesterværk ?). Jeg må sige at jeg ved første gennemlytning blev slemt skuffet. Specielt to ud af de første tre numre var virkelig underlige. Hmpfh ! Jeg forstår godt at et band som Radiohead der pludselig bliver dyrket som guder af både presse og publikum får en trang til oprør og dyrke stærk "anti-kommercialisme" (or whatever), men behøver de virkelig at afreagere over hele TO albums !?
Men som sagt, det var tanker efter FØRSTE gennemlytning. Allerede anden gang var pladen en helt anden oplevelse. Der er i virkelighen masser af melodi og gode numre på pladen. Den lidt "hårde" start på pladen, er nok bare lidt skræmmende første gang. Så gud er der lang vej til den guitar-baserede rockplade som pladeselskabet vistnok for et stykke tid siden lovede som opfølger til "Kid A", men det må ikke skræmme at et par af de første numre ikke lige fanger første gang hvis man lige hører den i pladebutikken. Hvis man synes om single-udspillet "Pyramid Song", må man endelig ikke holde sig tilbage fra at investere i dette øhh lille mesterværk. Albummet er fyldt med originale kompositioner som vel og mærke også har melodi og tilgængelighed.

Gorillaz "Gorillaz" (CD 2001)
Legesygt udspil af "tegneserie bandet" der bl.a. tæller Damon Albarn (Blur).

Choci Loni "To chicks all over the World: Fuck off" (CD 2001)

Sort Sol "Snakecharmer" (CD 2001)
Kashmir "Home Dead" (CD EP 2001)
Penge eller ej - Når Sort Sol udsender et nyt album, så står jeg i min pladebutik på udgivelsesdagen. Fik samtidig lige Kasmirs EP med i kurven da jeg kort forinden havde hørt nummeret "The Ghost of No One", en fantastiske duet med Randi Laubek. I øvrigt er det ikke kun interessant at sammenligne netop disse to danske udgivelser fordi jeg har købt dem samtidig, men også i høj grad fordi Sort Sol ligeledes har inkluderet en iørefaldende duet. I Sort Sol's tilfælde er det en duet med norske Sissel, og det er sådan set også et ret flot nummer. Der er bare det irriterende ved det nummer, at det lugter utroligt meget af Nick Cave's "Where the wild roses grow". Sammensætningen af Steen's dybe stemme og Sissel's lyse "engelsang" kommer simpelthen for nær Nick Cave og Kylie Minogue's duet, og nummerets opbygning ligner også synes jeg. Det gør det så heller ikke bedre at en af linierne i Sort Sol's "Elia Rising" endda lyder "Where the wild flowers weep" !...
Nå men hvis man skal se lidt mere overordnet på de to udgivelser, så får man på sin vis ikke så meget for pengene med Kashmirs 7-track EP. Jo der er et par gode numre mere på udover duetten med Randi Laubek, men i hvertfald min pladeforretning tog næsten almindelig album-pris for EP'en, og så skal man nok være særlig fan. Et par stille meget simple "Opiate versions" af et par numre oprindelig udgivet på "The good life" albummet siger mig heller ikke mig meget. På den anden side ville jeg dog egentlig have det lidt dårligt med det, hvis jeg manglede lige netop duetten "The Ghost of No One" i min pladesamling...
Sort Sol har uden tvivl lavet det album til dato med det største kommercielle potentiale. Der er ikke noget på det album som risikerer at skræmme særlig mange væk, og vægten er lagt på de ballader de tidligere har haft så stor succes med. I første omgang var jeg ret skuffet, men må alligevel sige at albummet har vundet meget med flere gennemlytninger. Det er stadigvæk ikke et af deres bedste albums i mine ører, men på den anden side, så kan et middelmåddigt Sort Sol album stadig godt være et ret godt album.

Erhvervet 2. halvår 2000:

Moloko "Indigo" (CD single 2000)
Diverse "SELECT Revolutions 03" (Dec. 2000 Cover-CD)
Sort Sol "Nights in White Satin" (CD single, 2000)
Marilyn Manson "Holy Wood (In the Shadow of the Valley of Death)" (CD, 2000)

Hooverphonic "The magnificent tree" (2CD, 2000)
FONA og M&M har strømlinet deres udbyd i retning af de sikre sællerter, og et navn som Hooverphonic er nu for alternativt til at de tør tage deres 3. og fremragende nye album hjem. Heldigvis er der dog andre gode forretninger, og københavnere vil jeg specielt anbefale Baden Baden og SexBeat, begge i Studiestræde. "The magnificant Tree" er stort og flot triphop'et pop på de bedste numre. Nogle numre er måske knapt så interessante og glider lidt i baggrunden a'la supermarked musik. Men alligevel stadig som helhed et rigtigt godt album af den type der bedst høres sent om aftenen når det er mørkt udenfor. Mit eksemplar er en "speciel edition" hvor en bonus CD indeholder et par ekstra numre, samt den ret charmerende video til "Mad about You" hvor sangerinden ligger og kæler med et "Alien" lignende monster.

U2 "All that You Can't Leave Behind" (CD, 2000)
I 1987 udgav U2 albummet "The Joshua Tree". Efter min mening nok deres bedste album til dato. På gruppens nye album vender de på mange måder tilbage til den tid. Væk er i hvert fald en stor del af eksperimenterne med den moderne teknik der har præget deres seneste udspil. Deres nye udspil mangler dog noget af den orginalitet "The Joshua Tree" havde, og de hurtige "højspændte" guitarer The Edge spillede derpå kan man heller ikke lade være at savne. Jeg er umiddelbart ret skuffet. Havde forventet mig noget mere fra den kant.

The Dandy Warhols "The Dandy Warhols (Dandys Rule OK)" (CD, 1996)
Tori Amos "Jackie's Strength" (CD single, 1998)
Radiohead "Street Spirit (Fade Out)" (2 x CD single, 1996)
Radiohead "Fake Plastic Trees" (2 x CD single, 1995)
Radiohead "High & Dry / Planet Telex" (2 x CD single, 1995)
PJ Harvey "Rid of Me" (CD, 1993)
Dubstar "Make it Better" (CD 2000)

Diverse "Café Del Mar - Volume Siete" (Comp. CD 2000)
Blød drømmende trip-hop'et compilation.

Elastica "The Menace" (CD 2000)

Radiohead "Kid A" (CD 2000)
Radiohead er ikke et band der går meget op i kommerciel succes. I hvert fald ikke med denne udgivelse. Der bliver ikke udgivet nogen singler, ikke nogen videoer, og de numre med størst hit-potentiale de har indspillet de sidste par år er efter sigende lagt til side til næste album der skulle være planlagt til at udkomme allerede i første halvår år 2001. Men ikke nok med det... de numre på pladen der faktisk har lidt umiddelbar hit-potentiale er omhyggeligt lagt lidt inde på pladen, så den tilfældige pladekøber der kun lige hører de første 2-3 numre på pladen ikke opdager dem. Så de vil virkelig ikke have at folk køber den ! :-)
Men hatten af for Radiohead og deres kompromisløse holdning. Pladen når dog ikke efter min mening på noget tidspunkt de samme højder som The Bends og OK Computer gjorde, men det er måske egentlig også for meget at forlange ? Vokser dog afgjort efter nogle gennemlytninger.

Björk "Selmasongs" (CD 2000)
Et lille mesterværk af et soundtrack - og tag roligt "lille" bogstaveligt da pladen kun er 7 numre og godt 32 minutter lang ;-) Men Björk mixer i forlængelse af Homogenic stadig de mest utrolige stilarter sammen. Her er stadig strygerne og de skramlende rytmer fra Homogenic, men rytmerne er dog oftest samplinger af lyde fra filmen - og ind i det hele er så mixet mere klassiske music(al) genrer. Det efter min mening allerbedste nummer på pladen har dog flere ligheder med et fra Post albummet end det har med numrene fra Homogenic; Det er det stille, sorte og hviskende Scatterheart der har stemningsligheder med et nummer som Headphones fra Björk's 1995-album. Nå men alt i alt en fascinerende plade, men ALT for kort.

The Charlatans "Melting Pot" (Comp. CD 1998)

Sorten Muld "III" (CD 2000)
Det er skam en udemærket plade, men der er bestemt ikke noget revolutionerende nyt at hente her. Pladen fortsætter i samme stil som "Mark II", selv designet er holdt helt i samme stil.

Moloko "Things to make and do" (CD 2000)
Hver gang Moloko har udgivet en ny plade har jeg stået i pladebutikken og lyttet, og ikke helt kunne bestemme mig. Dette er første gang jeg rent faktisk har taget mig sammen til at købe pladen, og det er godt, for det er en herlig plade på Moloko's særlige og medrivende skæve facon. En af år 2000's bedste udgivelser ?

Moby "Play" (CD 1999)
The Stone Roses "Anniversary Edition" (2CD 1989/1999)

The Dandy Warhols "Thirteen tales from urban bohemia" (CD 2000)
Fanger ikke umiddelbart helt som forrige udspil - Men mere tør jeg ikke konkludere endnu :-)

Sigur Ros "Agaetis Byrjun" (CD 2000)
Hvordan de islændinge gør det ved jeg ikke. Hvor mange indbyggere er der deroppe ? Hvordan kan de blive ved ? Sugercubes, Björk, Gus Gus, Moa, Emiliana Torini og Magga Stina for blot at nævne nogle. I hvert fald står Sigur Ros' album for mig som en af tidens absolut bedste plader. Fængende, tæt, smukt og stemningsfuldt. Det er langt tid siden jeg har fået taget mig sammen til at give karakterer til pladerne her i Rockland som jeg gjorde flittigt i starten, men dette album kommer absolut tæt på de maksimale 6 stjerner hvis jeg skal. Rigtig god "søndags musik".

Air "The Virgin Suicides" (CD 2000)

Diverse "Live - 8 hit på Roskilde '99" (CD EP 1999)
Hvis jeg skal være helt ærlig har jeg nok mest købt denne for coverets skyld. Aldrig har en ulækker pige set så dejlig ud :-)

Erhvervet 1. halvår 2000:

Cocteau Twins "BBC Sessions" (2CD 1999)
Air "Premiers Symptomes" (CD 1999)
Geneva "Weather underground" (CD 2000)
Muse "Showbiz" (CD 1999)
Speaker Bite Me "If love is missing it must be impossed" (CD 2000)
The Cure "Bloodflowers" (CD 2000)

Hole "Live through this" (CD 1994)
En CD der egentlig har stået på min liste af "must have"'s i mange år. Hole er efter min mening kraftigt undervurderet af en presse som har mest travlt med at beskæftige sig med det faktum at Courtney Love er enke efter Kurt Cobain, og at Courtney hele tiden har et stort behov for at skabe opmærksomhed om sin egen person.

The Charlatans "Us and Us Only" (CD 1999)
Cd'en som CDON tog over 3,5 måneder om at levere(*) ! Meget svært at forstå om en 1999-nyhed, så det er absolut sidste gang jeg har handlet der. Men CD'en er god nok - Ja den er faktisk rigtig god. The Charlatans er et af de sidste kendte bands tilbage fra "Manchester-scenen" (Stone Roses, Happy Mondays, etc.), men de holder til gengæld fanen rigtigt højt på deres nye udspil.

Under Byen "Kyst" (CD 1999)
Stille og smukt.

Radiohead "Airbag / How am I driving ?" (US CD EP 1998)
Dette er en amerikansk udgivelse som skal indeholde de bedste b-sider på singlerne fra "OK Computer". De fleste af numrene er faktisk allerede at finde på den japansk udgivede EP/single "No surprises / Running from demons" som også er i min samling, men man er vel fan :-)

The Smashing Pumpkins "MACHINA / The machines of God" (CD 2000)
Jeg kom lidt skævt ind på denne plade de første gange jeg hørte den. Jeg har ikke orket at skrive min første anmeldelse om endnu, som følger uredigeret herunder. Følgende er altså førstehåndsindtrykket som er lige kritisk nok når jeg ser tilbage på den efter at have hørt pladen lidt mere (som jeg rent faktisk også forudser til sidst i anmeldelsen):
Mine forventninger til dette album har været store. Jeg var umiddelbart lidt skuffet over deres forrige meget afdæmpede udspil "Adore" (Det har dog afgjort vundet med tiden). Men da Corgan allerede før den udkom udtalte at efterfølgeren til Adore ville være et mesterværk i larmende guitarrock (Jeg kan ikke huske præcis hvordan han formulerede det, men det var sådan jeg fortolkede det i hvert fald) havde jeg en forestilling om at de allerede dengang havde en række stærke rocknumre på lager, som kun var sorteret fra fordi de ikke stilmæssigt passede til Adore. Jeg må indrømme at jeg nu har min tvivl om de har haft det. Smashing Pumpkins er altid af nogle kritikere blevet beskyldt for at være lidt umodne, og Corgan af nogen som at hyle som en stukket gris. Jeg har altid synes det var uretfærdigt, og at de kritikere bare aldrig har set det store i SP's kraftfulde rock. Det meste af kritikken forstummede nu også med Adore's udgivelse, og man kunne gætte på at de måske nu havde en anelse kredit hos tidligere kritikere som måske ville gå mindre fordumsfuldt til den nye udgivelse. Desværre er jeg tilbøjelig til at sige at SP nok sætter den kredit over styr, for for første gang er jeg parat til langt hen af vejen at give kritikere ret i de klassiske "fordomme" om SP, og det gør afgjort lidt ondt på en gammel SP-fan. Der ér i mine ører for meget "smart teenager rock" og for mange musikalske klichéer og gentagelser af noget man har hørt SP spille før på det nye album. Nu lader jeg altid musikken tale først, og først senere tager jeg mig (måske) sammen til at kigge nærmere på teksterne. Og så langt er jeg heller ikke kommet endnu med dette album, som trods alt kun er hørt få gange indtil videre. Men selvfølgelig er der altid tekststumper der falder i ørerne. Et af dem er refrænet i "I of the Mouring" som lyder noget lignende "radio / play my favourite song / radio / radio / radio / I'm alone / radio / radio / please don't go / radio"... "Lyrik" som uundgåeligt får mig til at krumme tæer, og underbygger ovenstående indtryk af musikken som kliche-fyldt og umodent, specielt da jeg synes Corgan synger ordet "radio" som om det var en Grand Prix sang ! Det er dog bestemt ikke nogen Grand Prix sang. SP lever fuldt op til deres løfte om en larmende rock-plade. Masser af plusser for det - jeg savner den slags - men desværre virker heller ikke melodi-materialet så stærkt som det plejer. De har ellers altid efter min mening forstået at larme på en meget iørefaldende måde. Nå måske er denne anmeldelse blevet lidt for hård. Måske er jeg bare kommet lidt forkert ind på pladen, og skal bare høre den lidt mere, evt. med numrene i en anden rækkefølge. At det faktisk kunne forholde sig sådan antydes måske af det faktum at det er den sidste halvdel af pladen som har fanget mig mest i første omgang. Normalt vil man placere de fleste af de stærke numre først, men jeg synes først rigtig pladen bliver sparket igang fra det 7. nummer, Heavy Metal Machine, som banker afsted med tunge og seje guitarifs - og dog trækker de måske nummeret lige lidt rigeligt langt med de 6 minutter det varer, det bygger dog på en ret simpel opskrift. Et andet nummer jeg er faldet lidt for er det 10. og 10 minutter lange "Glass and the Ghost" som er et "koncept-nummer" af den store og pragende type der skifter stil og tempo et par gange undervejs. Det er ikke første gang SP eksperimenterer med det, men det er alligevel et nummer som, i modsætning til meget andet på udgivelsen, ikke lyder som så meget andet i Chigaco-bandets tidligere reportoire. Måske vil lidt mere tid åbenbare flere højdepunkter. Jeg håber det. Måske hvis du kigger forbi igen om et par uger at jeg er blevet mere positiv ? Jeg vil i hvert fald så gerne være det :-)

Pet Shop Boys "Discography - The complete singles collection" (CD 1991)
Mange vil nok mene at dette er den perfekte fest-CD

Dicte "This is cool" (CD 2000)
Dicte har smidt maskinerne væk, og dele af det er faktisk ret cool. Hendes allerbedste solo-plade synes jeg dog stadig er debuten.

Primal Scream "Exterminator" (CD 2000)
Det er godt at høre at der stadig er nogen som tør larme og lave rigtig grim musik. Det er der ellers ikke for megen af på dagens musikscene.

Móa "Universal" (CD 1998)
Emiliana Torrini "Love in time of science" (CD 1999)
Et par interessante islandske kvinder. Móa har en slående lighed med danske Lois. Så vidt jeg husker udkom de dog med deres albums nogenlunde samtidigt, så det må næsten være tilfældigt.
Emiliana Torrini som er halvt italiener (Det havde du måske allerede gættet udfra navnet ?) er vistnok veninde med Björk, og der er også ligheder i det musikalske univers, men Emilianas charmende pop har ikke den klare inspiration fra dance-scenen som den mere kendte veninde har i sin musik.

Beth Orton "Central Reservation" (CD 1999)
Kyed "The world inside her" (CD 1997)
Diverse "Q - The music 12" (CD 2000)

Love shop "Go !" (CD 1997)
En atypisk Love shop plade i og med de faktisk er ret rå på denne plade. Men det er nu sådan at jeg bedst kan lide dem.

Erhvervet 2. halvår 1999:

Supernova "Juleskriget" (CD single 1999)
Der skal ikke meget til at producere en CD idag. Denne single er tydeligvis brændt på en hjemme CD-brænder. Et par klistermærker på CD'en og en lille folder (som muligvis kunne være skrevet ud på en god printer) lagt i en plasticlomme ! Det er jo sådan set meget godt, og der vil sikkert fremover være mange nye navne som selv producerer udgivelser på den måde. Singlen kan vistnok kun købes i Baden Baden (Kbh.).
Et helt nyt album skulle også på vej med den danske pige-duo, men mon ikke det udkommer på lidt mere professionel vis ? Titlen på albummet vil meget fremsynet være "Year 3000". Gruppen vil således være sikret en millionindtægt ved næste millenium skift :-)

David Bowie "Honky Dory" (CD 1971/1999)
R.E.M "Document" (CD 1987)
James "Millionaires" (CD 1999)
Foo Fighters "There is nothing left to lose" (CD 1999)
Diverse "Q - The best tracks of the best albums of 1999" (CD 1999)
Tori Amos "In the springtime of his voodoo" (CD-maxi 1996)

Lamb "Fear of fours" (CD 1999)
Nok mere en naturlig forlængelse af debut-albummet fra 1996, end revolutionerende nyt. Alligevel må Lamb være en af tidens allermest originale bands. Barlow og Rhodes skaber sit helt eget triphop-agtige univers med gulv-bas og ofte ret vilde jungle/house rytmer (tror jeg det må karakteriseres som, jeg har ikke så meget forstand på de genrer) som ikke er hørt lignende før. Som nogle venner siger: Det er eddermanneme underlig musik. Men kan man lide underlig/anerledes musik skal Lamb have de varmeste anbefalinger.
Jeg synes ikke rigtig jeg har nogle oplagte bud på årets plade 1999 (Måske skal den findes blandt plader jeg ønsker mig, men endnu ikke har anskaffet ?), men skulle jeg absolut vælge en nu, ville dette album absolut være et under overvejelse.

Prince "1999" (CD 1982)
Den har længe manglet i min samling af Prince-plader fra dengang han var god. Og skal man have den, så skal man vil også skal man vel også have den før vi runder år 2000 ? Okay god og god, mange af numrene lyder godt nok meget firser-agtige idag.

Beck "Midnite vultures" (CD 1999)
Selvom det er meget sjovt at høre Beck plagiere Prince og R'n'B, så synes jeg nu ikke rigtig det rykker noget i forhold til "Mellow Gold" (1994), "Odelay" (1996) og for den sags skyld også det forrige mere folk-agtige mellemspil "Mutations" (1998).

Lovebites "Exploding star" (CD 1999)
Måske ikke helt på niveau med debutten, i hvert fald ikke helt så iørefaldende. Kan dog måske alligevel blive gruppens gennembrud, nummeret "Face the mirror" rykker i hvert fald godt og bliver spillet på MTV Alternative Nation hvor video'ens iøjnefaldende gimmick er at en af musikkerne tydeligvis er højgravid. I sangerinden Mathilde Lunderskov har gruppen i øvrigt også fundet en glimrende erstatning for Solveig Sandnes.

Death in Vegas "The contino sessions" (CD 1999)
Dot Allison "Afterglow" (CD 1999)

Talking heads "Stop making sense" (CD 1999/1984)
Hvis man har den originale LP husker man måske de mange spørgsmål bag på coveret: "Why 'Stop making sense' ?", "Why a movie ? Why tour ?" osv. osv. På denne nyudgivelse er det tilføjet endnu et til listen: "Why re-release the record ?" Og for pladekøberen som allerede har den oprindelige LP-udgivelse stående hjemme i reolen kunne man jo passende selv tilføje "Why buy the re-release ?". På det sidste vil jeg forsøge at give et svar - om et øjeblik.
For ikke-kendere er det måske værd lige at komme med et par facts om pladen først. Selvom man kan vælge at se albummet som en slags opsamling/live plade, så er det vist rent faktisk primært at regne for et soundtrack til filmen af samme navn. Filmen som er regnet blandt de bedste rock-film nogensinde har jeg desværre aldrig selv set, hvorfor jeg selv er mest tilbøjelig til at ligge den første synsvinkel. Filmen og pladen udkom oprindelig i 1984.
Den typiske re-release er blevet remasteret i lidt bedre kvalitet og har fået hæftet et eller to ekstranumre tilsidst på CD'en, men typisk et par numre som ikke er helt på højde med resten af pladen. Måske har pladeselskabet også fundet plads til lidt multimedia-lir på CD'en, men det gider man sikkert kun at kigge på en enkelt gang. Coveret er måske også blevet redesignet i et nyt farvestrålende design, men sikkert ikke så stilfuldt som det oprindelige. Er en sådan CD sin fulde pris værd hvis man allerede har originalen ? Svaret kommer jo nok an på hvor stor fan man er af bandet og hvor meget man går op i lydkvaliteten, men lad mig straks understrege at den slags re-release er der ikke tale om her !
Man kunne ellers have frygtet at pladeselskabet havde lugtet lette penge ved en hurtig genudgivelse af dette album netop nu hvor Tom Jones og The Cardigans hitter med det gamle Talking Heads nummer "Burning down the house" som også er inkluderet herpå. Men der er ingen grund til at tro at de to ting har noget som helst med hinanden at gøre, for her tale om en gennemarbejdet genudgivelse som tydeligvis ikke er hastet ud af døren. På cover-delen er der ikke så meget nyt, det ligger sig pænt og stilfuldt op af det oprindelige design med et rødt "speciel edition"-bånd "bundet" omkring, men her er hele syv ekstra numre inkluderet på CD'en i forhold til originalen, og det er numre fuldt på højde med de oprindelige numre ni numre. De syv numre er endvidere ikke bare hægtet løst på tilsidst på CD'en, de er rent faktisk flettet ind imellem de gamle - Ja for det ikke skal være løgn er også rækkefølgen af de gamle numre totalt omarrangeret !
Alt i alt sidder jeg med fornemmelsen af at have købt en helt ny plade, men det skal dog retfærdigvis lige tilføjes at det også er meget lang tid siden jeg har hørt min gamle vinylplade.

Diverse "ZOO Magazine CD sampler 22" (CD 1999)
Nine inch nails "The fragile" (2CD 1999)
Bowie, David "Hours..." (CD 1999)
Cornell, Chris "Euphoria Morning" (CD 1999)
Amos, Tori "Caught a little sneeze" (CD-maxi 1996)
Amos, Tori "God" (CD-maxi 1994)
Amos, Tori "Talula" (CD-maxi 1996)
Laika "Sounds of the satellites" (CD 1997)
Bardo Pond "Set and Setting" (CD 1999)

Amos, Tori "To Venus and back" (2CD 1999)
På sit 5. og helt nye udspil forsætter Tori Amos med at udfordre sine fans som hun har gjort ikke mindst på sine to seneste albums også. "To Venus and back" er et dobbeltalbum hvor første CD, kaldet "Venus - Orbiting", er nye studie indspilninger, mens anden CD, kaldet "Venus - Live. Still orbiting", er live numre optaget fra hendes Plugged Tour 1998.
Der eksperimenteres flittigt med arrangementerne på de nye studieindspilninger, og ligesom på forrige album har hun også haft et band med i studiet helt fra starten denne gang. Tori Amos har en vidunderlig stemme og skriver nogle glimrende sange, og der er masser af gode idéer i arrangementerne hvor der ind imellem ligefrem eksperimenteres med industrial agtig støj (omend i mild form). Desværre er det også som om Tori Amos troldomsevner ved pianoet ind imellem g(l)emmes i arrangementerne, og det er lidt frustrerende når man nu ved hvad hun kan udrette på tangeterne. Stilmæssigt kommer Tori også vidst omkring, og nogen vil måske mene for vidt, men jeg synes nu det hænger meget godt sammen. Den store bredde kan muligvis have noget med processen hvor numrene blev til, for det nye album skulle vist oprindelig have være en b-side samling, og hun har således beskæftiget sig med meget forskellige numre fra hele karrieren i studiet, da sangskrivningen pludselig tog sit tag i hende. Trods de små forbehold syners jeg nu det er en glimrende plade og det vil iøvrigt ikke være første gang hvis mine umiddelbare forbehold for en ny Tori Amos udgivelse senere afløses af udelt begejstring. Det vil faktisk overhovedet ikke overraske mig det mindste hvis det går den vej igen. Denne anmeldelse er iøvrigt også skrevet efter bare to gennemlytninger.
Live-CD'en sætter mig straks i en nostalgisk stemning og sender mig tilbage til Roskilde Festivalen 1998 hvor hun gav en medrivende koncert i et af de mindre telte. Siden da har jeg ventet på en ordentlig fuldlængde koncert i landet i stedet for den lille time man spises af med i Roskilde. Jeg venter stadig. Får du en chance for at opleve Tori Amos stråle på en scene, så tag den for guds skyld !
PS: Efter flere gennemlytninger er jeg nu tilbøjelig til at sige at det er et af hendes allerbedste albums overhovedet !

Filter "Title of Record" (CD 1999)
Lightning Seeds "Dizzy Heights" (CD 1996)
The Folk Implossion "Dare to be surprised" (CD 1997)
Amos, Tori "Cruel/Raspberry Swirl" (CD-single 1999)
Amos, Tori "Jackie's Strength" (CD-maxi 1999)
Diverse "ZOO Magazine CD Sampler 21" (CD 1999)

Elastica "6 track EP" (CD EP 1999)
Kun udkommet officielt i UK i forbindelse med deres live comeback på engelske sommer festivaler. Rå "home-made" agtig production.

UNKLE "Psyence fiction" (CD 1998)
Er man vild med nummeret "Be there" (featuring Ian Brown), så vær sikker på at få den version af pladen den er inkluderet på.

Tori Amos "Spark" (CD-maxi 1998)

Tori Amos "In conversation" (CD-clock)
Denne interview CD har jeg faktisk udelukkende anskaffet fordi den er lavet som et ur, og den passer fint ved siden af min pladesamling. Jeg burde selvfølgelig høre CD'en en dag, men har faktisk ikke taget mig sammen til det endnu :-)

Belly "Baby silvertooth" (CD 1993 - Japansk import)
Japansk udgivet B-side samling fra tiden omkring gruppens debut album "Star" (1993) som jeg er meget begejstret for. De fleste B-sider har da også noget af den samme charme som numrene på debut albummet har, og som jeg desværre synes at gruppen havde mistet da de udgav deres andet rigtige album "King" fra 1995.

Diverse "Q - The music 11" (CD 1999)
Tori Amos "Professionel widow" (CD-maxi 1996)
Tori Amos "Cornflake girl" (CD-maxi 1994)
Tori Amos "Winter" (CD-maxi 1991)
Kristin Hersch "Sky Motel" (CD 1999)
Diverse "UnCut - Unconditionally Guaranteed 7" (CD 1999)
Björk "All is full of love" (CD single 1999)
Tindersticks "Tindersticks" (CD 1995)
Portishead "Numb" (CD EP 1994)
My Bloody Valentine "Isn't anything" (CD 1988)
David Bowie "Heroes" (CD 1977, 1991 edition)

Erhvervet 1. halvår 1999:

Suzanne Vega "The best of... Tried and true" (CD 1998)
Red Hot Chili Peppers "Californication" (CD 1999)
Diverse "Q - The best music of the 1999 summer festival season" (CD 1999)
Diverse "ZOO Magazine CD Sampler 20" (CD 1999)
Martin Hall "Adapter" (CD 1999)
Dan Turell + Halfdan E "Glad i åbningstiden" (CD 1996)
Dan Turell + Halfdan E "Pas på pengene" (CD 19??)
Talk Talk "Asides Besides" (CD 1998)
TV-2 "Verdens lykkeligste band - Live 99" (CD 1999)
Diverse "Q - The Music 10" (Q Magazine June 1999)

Suede "Head Music" (CD 1999)
Der er sket et eller andet med rytmesektionen i Suede. Den er vist blevet mere detaljeret og "groovy". Der er også blevet mere plads til Neil Codings synthesisere og strygere løfter også en række af numrene yderligere op. Man kan let få på fornemmelsen at det er en plade hvor der i højere grad er blevet eksperimenteret i studiet før numrene har fundet deres endelige form end normalt for Suede. På den baggrund kunne man jo frygte at det ikke ville fungere lige så godt live, men en 50 min. forskudt transmission på DRs P3 af fanklub-koncerten i Pumpehuset d. 30/4 lød nu meget lovende. Suede giver jo hele 3 koncerter under sommerens Roskilde Festival ! Man skal passe på med for hurtige konklussioner, men umiddelbart synes jeg det nye album er musikalsk mere interessant end "Coming Up", omend der nok ikke er et nyt monsterhit a'la "Trash" for dem det betyder noget for.

Talk Talk "London 86" (CD 1999)
Da jeg skulle skrive en anmeldelse af denne udgivelse udviklede det sig til en hel Talk Talk biografi:

Talk Talk biografi

Lige siden min gymnasietid har jeg haft en liveoptagelse på bånd med engelske Talk Talk optaget fra en koncert i 1986 sendt på P3 i februar 1987. Det er utvivlsomt det mest afspillede bånd jeg nogensinde har haft, og selvom det til nød kan afspilles endnu, er slitagen blevet meget tydelig. Optagelsen er kommet til at stå for mig som den bedste live-optagelse jeg nogensinde har haft, og jeg har lige siden drømt om at den eller tilsvarende ville blive udsendt på et rigtigt album. En bootleg (pirat liveoptagelse) kaldet "Talking Colours" (KTS 020, 1991) har været ude med en koncertoptagelse ligeledes fra 1986, men jeg havde knap opdaget dens eksistens før KTS lukkede.

Selvom jeg havde gået og håbet var min overraskelse alligevel meget stor da jeg for få måneder siden på Henrik Aakjaer's Talk Talk side blev bekendt med et lille pladeselskabs planer om udgivelsen af "London 86"- Det var hvad jeg havde ventet 12 år på ! Nu var det ikke meget jeg havde havde hørt til Talk Talk's albums de senere år. Med deres sidste album som en undtagelse var alt hvad jeg havde med dem på vinyl, og i disse moderne tider må jeg desværre indrømme som regel at være for doven til at sætte en af de gamle sorte plader på når CD'erne er så meget nemmere at håndtere. Derfor greb jeg straks muligheden og genanskaffede Talk Talk's første 4 udgivelser da jeg opdagede de var tilgængelige i nye digitalt remasterede versioner som de fleste steder var til at få for 60-80 kr. stykket. Og så er det jo oplagt at gøre en slags status...

Talk Talk er et band som har gennemgået en utrolig udvikling. Mark Hollis (sang, klaver, orgel), Paul Webb (bas), Lee Haris (trommer) og Simon Bremmer (keyboards) debuterede i 1982 med albummet "The Party's Over" som var en lettere "synth'et" 80'er pop/new-wave-sag, som gav et mindre hit med singlen "Today". Måske anede man mere rafiniment i musikken end gennemsnitligt, men det kunne ikke forhindre at gruppen af mange straks blev sat i bås som det nye Duran Duran, selvom gruppen absolut ikke opførte sig som - eller ønskede at være popstjerner.

Simon forlod gruppen efter første album, og i stedet blev Tim Friese-Greene tilknyttet som producer, sangskriver (sammen med Hollis) og studiemusiker på en række instrumenter. I 1984 kom så det andet album "It's My Life", og det løftede straks gruppen op i en helt anden klasse. Selvom typiske 80'er synthesisere og rytmer stadig anes er gruppen ved skabe sin helt egen originale stil, og udover større anerkendelse gav albummet også gruppen en række mindre hits. Det helt store kommercielle gennembrud kom dog først et par år senere med singlen "Life's What You Make It". Et nummer taget fra det også kunsnerisk mesterlige tredie album "The Colour of Spring" (1986). Et tidsløst mesterværk der som få kombinerer de kommercielt tilgængelige med det musikalsk meget ambitiøse - og det holder 100% i dag. Fra at være et i høj grad synthesiser baseret band havde gruppen nu et meget mere "organisk" udtryk hvor synthesisere nu helt er erstattet af orgler, saxofon, harpe og alverdens andre instrumenter, ja selv et børnekor var kommet med.

Og nu til lidt kronoligisk forvirring, for før jeg kommer til de udgivelser der umiddelbart fulgte op på 1986 albummet, skal den allernyeste Talk Talk udgivelse have et par kommentarer. Selvom den først er udsendt nu er det nemlig en optagelse fra Hammersmith Odeon i gruppen hjemby London d. 8. maj 1986, altså fra turnéen der fulgte umiddelbart efter udgivelsen af "The Colour of Spring". Det er angiveligt den sidste koncert som gruppen gav i England som ligger til grund for "London 1986" (1999), og en meget flottere status før albummet "Spirit Of Eden" skulle sende gruppens udtryk i nye retninger kan man næppe forestille sig. Live-albummet indeholder otte numre, fem som oprindelig kommer fra "It's my life" og tre fra "The Colour of Spring". Man kan ærgre sig over at der ikke er blevet plads til flere, fra mit gamle live-bånd ved jeg at der er flere numre som sagtens kunne have fundet vej til albummet. Men selvom de otte numre synes ret hurtigt overstået når man lytter til dem leverer en 9 mands stor besætning nu alligevel godt 56 minutters livemusik på albummet. Og der er tale om rigtig flotte versioner, som specielt for numrene fra "It's My Life" ofte ligger nye dimensioner til original-udgaverne i udgaver som nu er helt renset for den typiske "firserlyd". Som altid med Talk Talk's udgivelser prydes coveret med en illustration af James Marsh, men man kan nu godt skuffes over at der ikke er gjort lidt mere ud af indpakningen når det nu er et album der i høj grad vil appelere samlere og gamle hardcore Talk Talk fans. Udover nogle små livefotos er der kun de allermest nødvendige tekniske oplysninger som en sådan plade skal have. Ingen tekster, ingen biografi og ingen diskografi. Lidt synd, men det skal nu ikke hindre mig i at anbefale albummet varmt til enhver Talk Talk fan.

Men fra denne friske udgivelse tilbage til firserne igen... Med "The Colour of Spring" og ikke mindst single-succes'en "Life's What You Make It" lugtede pladeselskabet nu virkelig noget stort. Der var ved at blive lagt i kakkelovnen til en ny stor supergruppe, og gruppen fik lov at bruge nærmest ubegrænsede midler til at producere opfølgeren. Set i bakspejlet var der måske enkelte stille numre på "The Colour of Spring" der varslede det der nu skete med udgivelsen af opfølger-albummet "Spirit of Eden" i 1988, men de fleste blev nok taget på sengen alligevel. Gruppen som nok mere og mere var ved at udvikle sig til et Mark Hollis solo-projekt, vendte nu alt umiddelbar kommerciel tilgængelighed ryggen til og skabte et stille "mediativt" mesterværk, med free-form jazz og klassisk inspirerede kompositioner. Det samme gælder det sidste Talk Talk album "Laughing Stock" fra 1991. Begge albums bygger på lange musikalske forløb ofte uden klar skelnen mellem numrene. Og specielt det sidste album er ofte uden de sædvanlige repeterende B-stykker/refræn som et hvert pop-nummer nødvendigvis må have. Pladeselskabet var "selvfølgelig" rasende, og skyndte sig at malke koen mens tid var ved at udsende en række opsamlinger, bl.a. et remix-album som gruppen ikke var særlig begejstret for. Imens tror jeg overraskende mange Talk Talk fans tog den nye stil til sig. Selvom det var slut med hitliste placeringer har de to sidste album så vidt jeg ved stille og roligt solgt ganske pæne mængder. I virkeligheden er Talk Talk nok ikke bare et band som bare har udviklet sig sammen med sit publikum, måske er det i virkeligheden ofte også Talk Talk som har udviklet sit publikum ved at skubbe grænser og lægge nye udfordringer til lytterne. De to sidste Talk Talk studiealbums er absolut ikke "sociale" plader man lytter til med vennerne, men det er alligevel to meget højt skattede plader i min samling.

The Party's Over (1982, remastered 1997) **
It's My Life (1984, remastered 1997) ****
The Colour of Spring (1986, remastered 1997) *****+
Spirit of Eden (1988, remastered 1997) *****+
Laughing Stock (1991) *****
London 1986 (1999) *****

PS. I eget navn udgav Mark Hollis i 1998 iøvrigt også albummet "Mark Hollis" som fortsætter i sporet fra de to sidste Talk Talk studie-albums. Harris og Webb har også været aktive under navnet 'O'Rang, men det er en historie jeg ikke kender noget videre til.

PPS. "London 1986" er udgivet på et lille pladeselskab (Pond Life) som vist ikke er i almindelig distrubition herhjemme. Jeg har dog set den hos Baden Baden i København, og den kan bestilles på en række udenlandske CD-shops, f.eks. CDnow Europe.

Talk Talk "The party's over" (CD 1982/1997, remastered)
Se diskografi herover.

Diverse "ZOO Magazine CD Sampler 19" (CD apr/maj 99)

Talk Talk "Spirit of Eden" (CD 1988/1997, remastered)
Talk Talk "It's my life" (CD 1984/1997, remastered)
Se diskografi herover.

The Presidents of the United States of America "The Presidents of the United States of America" (CD 1995)
Gomez "Bring it on" (CD 1998)

Lamb "Lamb" (CD 1996)
Trip-hop med vildere jungle agtige rytmer end man er vant til. Helt nyt album også på vej.

Psyched Up Janis "Swell" (CD 1994)
Hotel Hunger "Get your hands off" (CD 1999)

Blur "13" (CD 1999)
Det engelske band gennemgår virkelig en fascinerende udvikling i øjeblikket. For få år tilbage var Blur det mest engelske man overhovedet kunne forestille sig, men med forrige album, bare kaldet "Blur", fra 199x skiftede gruppen radikalt stil. Med udgivelsen af "Blur" kunne man godt have på fornemmelsen af at de nu helt bevist gik efter at smadre deres stjerne status. Men hvis det var meningen, så floppede de helt vildt. Så vidt jeg er orienteret blev "Blur" faktisk gruppens hidtil bedst solgte album. Når det gik sådan må nok især to singler tilskrives æren; "Bettlebum" som straks førte gruppen ind på toppen af den engelske hitliste, men måske i endnu højere grad den efterfølgende "Song 2" som gav gruppen deres store amerikanske gennembrud.
Om det er den måske uventet store succes med "Blur" som har fået gruppen til at udforske endnu mere alternative og udfordrene veje er ikke til at sige, men for pladeselskabsmanden som skal finde nye single udspil med kommercielle muligheder, må det nye album virkelig være en frustrerende oplevelse. Fra at være det mest engelske og polerede man kan forestille sig, har gruppen nu udviklet sig til at være noget af det mest alternativt lo-fi støjrockende og ikke mindst amerikansk inspirerede man kan forestille sig. Når man lytter til det nye album-udspil med den udfordrene titel "13" er det endda meget svært at forstå at Blur er et engelsk band. Men hvis der ikke er så meget at hente for den hitsøgende, så er der en stor oplevelse for dem der tager sig tid til at leve sig ind i Blur's nye univers. Specielt de mange forholdsvis stille og afdæmpede, men alligevel smukt støjende og skramlende numre er en nydelse (Jeg er helt bevist om at den beskrivelse i manges øjne/ører indeholder en række selvmodsigelser).
Skulle man give bud på singler med kommercielle muligheder, så er "Coffee & TV" nok det nummer som kommer tættest på Blur som de lød for nogen få år tilbage, det fornemmer man vel egentlig også allerede på nummerets titel. Det vil dog nok alligevel være et dårligt single-valg, for dels er det nok alligevel for støjende og grimt til at fange dem som savner den udgave af Blur, og dels vil det efter min mening udsende forkerte signaler om pladen. "Trimm Trabb" starter forholdsvis stille og roligt men udvikler sig i retning af noget der måske kunne ses som en opfølger til "Song 2", i hvert fald noget af dette tætteste man kommer. Numre som "Bugman" og "Swamp Song" er måske også muligheder, men jeg tror nu at de er for grimme, støjende og forvrængede til selv et amerikansk publikum. Mere afdæmpde numre som fint repræsenterer pladen er "1992" og "Battle". Det sidste er måske mit yndlingsnummer på albummet, men nummeret har en meget simpel tekst, og det gør at det nærmest opleves som et instrumental-nummer, så spørgsmållet er alligevel hvor oplagt en single-mulighed det er.

Marilyn Manson "Antichrist Superstar" (CD 1996)
Depeche Mode "The Singles 86>98" (2CD 1998)
Björk "Alarm call" (CD single 1999)
Ordinary Psycho "Discovery CD (with Marion Crane)" (Promo CD)

Mono "Formica Blues" (US CD 1997)
Lidt trip-hop, lidt "easy listening", lidt James Bond og en knivspids fransk electronica a'la Air. Det er vist det nærmeste jeg umiddelbart kan komme en beskrivelse af den engelske duo's første udspil fra 1997. I længden synes jeg nok godt easy listening elementerne kan blive lidt for fremherskende, selvom det er et højst originalt album.

Beth Orton "Best Bit" (US CD-EP 1998)
Kashmir "The good life" (CD 1999)

Talk Talk "The Colour of Spring" (CD 1986/1997 remastered)
Den originale vinyludgivelse regner jeg for er en af de allerbedste plader i min samling, så da jeg stødte på denne digital remastered CD-version til 70 kr tøvede jeg altså ikke. Det er for sjældent jeg får hørt mine gamle vinylplader, men denne holder i hvert fald stadig 110% ! Se også Talk Talk biografien lidt højere oppe her på siden.

Diverse "ZOO Magazine CD Sampler 18" (CD feb/mar 99)

Portishead "Glory Times" (2CD Maxi 1995)
Superb dobbelt CD med remixes af hhv. Sour Times og Glory Box oprindelig fra debutalbummet "Dummy". Versionerne herpå kommer måske ofte i virkeligheden tættere på den fantastiske lyd og stemning Portishead leverede på Roskilde Festivalen i 1998, end live-albummet PNYC, som er optaget med stort stryger-orkester i 1997, gør.
Selvom det i langt overhængende grad kun er forskellige versioner af Sour Times og Glory Box man finder herpå er de to CD'ere faktisk afvekslende nok til at man kan høre dem fra ende til anden.

Diverse "Q - The Music 9" (Q Magazine Marts 1999)

Beck "Mutations" (CD 1998)
Ikke en plade i samme stil som "Mellow Gold" (1994) og "Odelay" (1996). Her er tale om et lille lidt folk-agtigt mellemspil inden Beck til sommer igen udgiver et album i den stil der gjorde ham populær. Tilsvarende lavede Beck Hansen iøvrigt også albummet "One foot in the grave" (1994) imellem "Mellow Gold" og "Odelay". Selvom der er et stykke vej stilmæssigt til hans to mest populære albums, så kan den lidt mere afdæmpede Beck på "Mutations" dog stadig ikke lade være med at lege. Ind imellem er det stadig meget underlige lyde der kommer ud af højttalerne. Det er i øvrigt også et glimrende album med mange gode sange.

Bertine Zetlitz "Morbid latenight show" (CD 1998)
Norsk pige. Lettere "trip-hoppet", men forholdsvis poppet. Et par numre har et tungt disko-agtigt beat som irriterer mig lidt. Der er gode numre på, men selve albummet er lidt anstrengende i længden synes jeg.

Beth Orton "Trailer park" (CD 1996)
Det var oprindelig et nummer jeg hørte fra 1997 EP'en "Best bit" som gjorde mig nysgerrig omkring denne engelske pige. "Best Bit" er det dog ikke lykkedes mig at opsnuse her i landet. Måske er den slet ikke udkommet her ? Jeg har så i stedet investeret i hendes debut-album fra 1996, og det er bestemt heller ikke nogen dårlig investering. Beth bevæger sig et eller andet sted imellem den engelske trip-hop og den amerikanske singer-songwriter / folk tradition. Dog sådan at det ene som regel er mest dominerende på de enkelte numre, og det havde måske været en overvejelse værd om pladen i virkeligheden ikke burde være opdelt i to små EP'er i stedet; En med de mere triphop-agtige numre, og en med de mere folk-agtige. Men bestemt et interessant bekendtskab, og "Best bit" skal jeg også nok få fat i også. Internettet sætter jo ingen grænser :-) Nyt album "Central Reservation" skulle i øvrigt også komme til marts.

Belly "Gepetto EP" (CD EP 1993)
Belly udgav i 1993 det helt fantistiske "indie-pop" album, "Star". "Gepetto" var et af numrene herpå, og da jeg så at "Gepetto EP" indeholdt yderligere tre indspilninger fra perioden som ikke er med på albummet var fristelsen for stor. Selve nummeret "Gepetto" på EP'en er i øvrigt også lettere remixet i forhold til album-versionen.

Björk and David Arnold "Play dead" (Japansk import) (CD single 1993)
Jeg har længe været lidt misundelig på Henrik fordi den version af Björks "Debut" album som han har inkluderer "Play dead" som ekstranummer. Singlen har været umulig at opdrive længe, lige indtil jeg fandt den som japansk import på en amerikansk Internet CD shop.

Psyched Up Janis "The quiet album" (CD 1999)
Afdæmpede halvakustiske versioner af numre fra hele deres karriere. Alle optaget i Odense ved et enkelt arrangement kort før jul, som afsluttede gruppens "The Quiet tour".

The Poets "Four days in Florence" (CD 1987)
The Poets er sammen med Sort Sol efter min mening noget af det bedste dansk rock nogensinde har præsteret. Dette er deres debut-album fra 1987 som jeg egentlig havde opgivet at få fat på, indtil jeg forleden tilfældigt faldt over det i M&M. Albummet er åbenbart blevet genudgivet i 1998. Min Poets samling er nu komplet når det gælder albums, og det betyder en del når man nu er en fan. Skal jeg ellers være helt ærlig så er det ikke alt på albummet der holder lige godt i dag. Selvom der er geniale øjeblikke er der også meget der lyder lidt for meget af firserne. Og den danske accent Troels Beck synger de engelske tekster med er egentlig ind imellem en anelse pinlig :-)

Diverse "Q - The Music 4" (CD 1997)
Red Snapper "Making bones" (CD 1998)
Asian Dub Foundation "Rafi's revenge" (CD 1998)
Mercury Rev "Deserter's songs" (CD 1998)
Air "Moon safari" (CD 1998)
The Cardigans "Gran Turismo" (CD 1998)
Morcheeba "Big calm" (CD 1998)
Pearl Jam "Live on two legs" (CD 1998)

Erhvervet okt. - dec. 1998:

Eels "Electro-shock blues" (CD 1998)
En dyster men også fængslende plade. De fleste sange handler således om søsterens selvmord eller om faderens (tror jeg det er) kræftsygdom. Ligesom på deres debut fra 1996 ("Beautiful freak") forstår gruppen også her at skrue nogle anerledes arrangementer sammen.

Alanis Morissette "Supposed former infuation junkie" (CD 1998)
En noget mere afdæmpet udgivelse end gennembrudet "Jagged Litlle Pill". Det nye album besidder nok generelt heller ikke de samme hit-kvaliteter. Og hit-kvaliteter eller ej, så har pladen heller ikke fanget mig voldsomt endnu. Mine forventninger var ellers skruet forsigtigt op efter at have hørt nummeret "Uninvited" fra filmen "City of Angels", og senere første single fra albummet, "Thank U". "Uninvited" er desværre ikke inkluderet på dette album.

R.E.M "Up" (CD 1998)
Jewel "Spirit" (CD 1998)
Caroline Henderson "Metamorphing" (CD 1998)
Diverse "Unconditionally Guaranteed" (CD UnCut Magazine jan99)
Diverse "Q - The best tracks from the best albums of 1998" (CD Q Magazine jan99)
Diverse "ZOO Magazine CD sampler 17" (CD dec 98/jan 99)

Portishead "PNYC - Roseland NYC Live" (CD 1998)
Det er søndag aften d 28. juni 1998, sidste dag på årets Roskilde Festival. Det er midt under fodbold VM i Frankrig og Danmark skal spille 1/8-finale mod Nigeria klokken 21. Klokken 20 skal imidlertid den engelske "duo" Portishead på som det sidste af årets bands på den grønne scene. Gruppen der sammen med Bristol bys-børnene Massive Attack og Tricky vel nok må regnes for ophavsmænd til trip-hop'en. De går i øvrigt på efter først en overraskende god koncert på samme scene med Hanne Boel (der sjovt nok som en engangs event havde et stryger orkester med på scenen), og dernæst specielt en uforglemmelig koncert med Primal Scream umiddelbart før Portishead afslutter årets koncerter på Grøn scene. Det havde allerede været en god søndag, men den skulle blive helt uforglemmelig...
Lige siden jeg på MTV så 10 minutter af en den liveoptagelse som ligger til grund for den nu udgivne live-optagelse, har jeg spændt ventet på at skulle opleve Portishead live, og end ikke en dansk VM landskamp skal komme mig i vejen nu. Der er tilsyneladende mange andre der har tænkt det samme, for der synes ikke at være færre foran grøn scene end der plejer at være til de store navne. Dvs. der kan vanskelig være flere da klokken bliver 20.
Portishead's DJ varmer op. En lidt lang og halvkedelig opvarmning synes jeg. Men så er det negative der kan siges om den koncert-oplevelse vist også sagt, for da resten af bandet går på, så giver de en koncert som er noget af det mest tryllebindende jeg har nogensinde har oplevet i Roskilde. Magen til intens og stemningsfuld oplevelse skal man i hvert fald lede meget længe efter. Jeg tror heller aldrig jeg har set så lidt trafik frem og tilbage foran scenen til en koncert på Roskilde Festival. Uanset hvem der spiller, plejer der altid at være en vis trafik. Om ikke andet så i hvert fald til øl-boden og tilbage igen. Men her bliver folk simpelthen stående som er de... ja tryllebundet. End ikke da sangerinden Beth Gibbons før ekstra-numrene annoncerer at Danmark er foran 2-0 ser jeg nogen forlade området små 10 meter foran scenen hvor jeg har tilkæmpet mig en en så lille plads at den strengt taget ikke er der. Alle skal have det hele med.
Jeg ville ikke have noget imod hvis det havde været koncerten i Roskilde, eller en anden tilsvarende koncert på det tidspunkt af deres turne, som Portishead havde valgt at udgive på dette live-album. I stedet er valget altså faldet på en koncert de gav i forbindelse med udgivelsen af deres andet album i juli 1997. At det lige blev den koncert i New York, ca. 1 år før de spillede på Roskilde Festivalen, er nu ikke så underligt, for det var en særlig engangs event hvor Portishead havde 30 strygere med på scenen. Der er dog også blevet plads til et par numre optaget på deres senere turne, og selvom hele pladen er god hører netop de nu til blandt de absolutte højdepunkter på pladen efter min mening.
Af et godt live-album må nok kræves at stemningen fra koncerten finder vej hjem foran højttalerne, og i betragtning af hvordan minderne væltede frem fra i sommers da jeg hørte PNYC, må jeg nok konstatere at albummet lever op til alle mine store forventninger. Spørgsmålet er så om den virker på samme måde hvis man ikke har oplevet dem live i forvejen ? Det er ikke til at sige med sikkerhed, men er man fan af Portishead tror jeg bestemt ikke man går galt i byen her, selvom jeg nok allerhelst havde set pladen baseret på en af deres "normale" koncerter.
Portishead's musik beskrives ofte som meget filmisk, og er man hurtig ude kan man få PNYC i en speciel multimedia udgave (Enhanced CD) som indeholder en lille film akkompagneret af et lille potpourri af Portishead egne numre mixet sammen af DJ Andy Smith. En stemningsfuld lille køretur (i Bristol ?) som fuldt ud understreger de filmiske stemninger i Portisheads musik. Og så er filmen iøvrigt heller ikke helt uden en lille smule underfundig halv-indforstået Portishead-humor. Om man så alligevel gider at se den mere end et par gange er nok ret tvivlsomt.
Efter koncerten på Roskilde Festivalen vidste jeg af erfaring fra Roskilde under EM i 92 at jeg godt kunne opgive nu at komme til at se kampen nu på storskærmen. I stedet styrrede jeg straks målbevidst over mod boderne hvor jeg fandt en lille en som havde et fjernsyn gående. Og der var lige plads til en ekstra foran, så jeg også kunne sidde og se resten af kampen fra slutningen af første halvleg. Og sådan kunne Roskilde Festival 98 vel egentlig ikke have endt meget bedre overhovedet. Og sådan blev det så at denne plade-anmeldelse måske kom til at handle lidt for lidt om selve udgivelsen, men at den kom til at handle om så meget andet, det tager jeg nu bare som et tegn på at det er en ganske god plade, for inspirerende har den jo så åbenbart været at lytte til.... ****+
PS. Det er blevet en dille at pladeselskaberne gør noget specielt ud af første oplag. Formodentlig for at lokke folk hurtigt til lommerne, så udgivelsen straks går på hitlisterne. Det virker skal jeg hilse og sige. I hvert fald det der med at lokke folk hurtigt til lommerne. I virkeligheden har jeg slet ikke råd til at købe nye plader i øjeblikket, men nu står denne altså alligevel i min samling.

Ginman/Jørgensen "Ginman/Jørgensen" (CD 1998)
Noget af det mest originale danske musik der længe er udkommet. Steen Jørgensen, forsanger i Sort Sol, og Lennart Ginman, velrespekteret bassist som bl.a. har arbejdet sammen med Thomas Blachman og Dicte, har sammen skabt noget der ligger et eller andet sted imellem rock og jazz. Første gang jeg hørte den synes jeg det var lidt for meget jazz, men allerede ved anden gennemlytning var nydelsen meget større. Pladen gør sig afgjort bedst en sen mørk aften, hvor jeg kan svømme helt væk til den. Stemningsmæssigt virker den til gengæld malplaceret at spille ved højlys dag.

FatBoy Slim "You've come a long way, baby" (CD 1998)
Bag navnet Fatboy Slim gemmer sig den hotte engelske DJ og remixer Norman Cook, manden der bl.a. remixede Cornershop's Brimful of Asha. Albummet indeholder selvfølgelig de seneste Fatboy Slim hits The rockafeller skank og Gangster tripping, og der skal også nok komme flere til. Kender man de to hits har man nok en meget god fornemmelse for hvad pladen indeholder. Det er i den Dance/Party/Bigbeat dur igennem hele pladen. Det er ikke den mest oplagte sofa- og nærlytnings-plade, dertil bliver det for ensformigt og overfladisk, men det må næsten være et must til enhver fest i øjeblikket. Man kan nu også godt gå post med den i disc-manden skulle jeg også lige hilse og sige.
Norman Cook må vist i øvrigt siges at være en moderne DJ. Her er ikke levnet meget plads til de "gammeldags" vinylscratch, selvom de da forekommer. Derimod er der selvfølgelig masser af samplinger, men også hvad man kunne kalde "digitale scratch" som nærmest lyder som en CD-spiller der går i hak. Man kan måske diskutere om det har helt den samme musikalitet og charme som et godt gammeldags vinylscratch har, men komme udenom at det er en festlig udgivelse kan man nu alligevel ikke.
Bedømmelse: **+ eller ***** afhængig af synsvinkel.
PS: Det er ikke Norman Cook som er afbilledet på coveret.

Diverse "ZOO Magazine CD sampler 16" (CD okt/nov 98)

Placebo "Without you I'm nothing" (CD 1998)
Herlig rockplade af typen med grimme og larmende guitarer.

Whale "All disco dance must end in broken bones" (CD 1998)
En af de plader jeg så mest frem til i 1998. Desværre en skuffelse. I hvert fald i forhold til de forventninger jeg havde. Jeg synes ikke det nye album besidder den samme groovy legesyge charme som debut-albummet "We Care" fra 1995. Måske er det for store ambitioner som har kvalt det mere umiddelbare og charmerende i deres musik ? Efter min mening er det kun det afsluttende nummer "2 cord song" der for alvor har de gammelkendte Whale kvaliteter, og så har jeg endda på fornemmelsen at det nummer kun er ment som en parantes på pladen.

Diverse "ZOO Magazine CD sampler 16" (CD okt/nov 98)
P J Harvey "Is this desire ?" (CD 1998)

...fortsættes på Det Gamle Rockland.

Velkommen

Beklager den pt. lidt ustrukturede opbygning og svingende design(-kvalitet).

Indhold:

Om det nye Rockland

Velkommen Stig Nygaards egen subjektive musikside, den "3. generation" af Rockland. Nogle få vil sikkert kende det oprindelige Rockland som åbnede her engang i 1996 (tror jeg det må have været) andre kender sikkert Rockland fra Sol.dk hvor den havde hjemme som "Musikguiden Rockland" fra SOL's åbning i oktober 1998 frem til oktober 1999.

Når man direkte bliver tilbudt et arrangement et sted som SOL skal det selvfølgelig prøves, og det har da også været interessant, og har formodentlig udbredt kendskabet til Rockland (og Bandlist.dk) en del, udover det selvfølgelig også gav lidt lommepenge. Desværre gjorde forpligtelsen til jævnligt at opdatere nyhederne, at jeg ikke fik megen tid til at skrive de pladeomtaler som jeg synes er sjovest at lave, og oprindelig var netop dét det primære formål ved at lave Rockland. Derfor er det med ret stor fornøjelse at Rockland nu returnerer til min hjemmeside igen, omend pt. i en lidt hurtigt sammensat udgave.

I forhold til den version af Rockland jeg kørte på SOL, vil det nye Rockland ikke (foreløbig i hvert fald) indeholde en nyhedssektion, se dog Hot lige nu. Til gengæld vil der forhåbentlig være en del flere pladeomtaler; Af dem vil mange være ret korte, impulsive og skitseagtige (som i de helt "gamle dage"). Når nu Rockland er tilbage som en del af min egen hjemmeside behøver alt ikke at være så gennemarbejdet før det offentliggøres, og pladeomtalerne vil ofte blive opdateret efterhånden som jeg hører pladerne lidt mere og måske skifter mening, eller bare har noget at tilføje.

Pt. er siderne her en sammensætning af det helt gamle (1. generations) Rockland, anmeldelser skrevet i tiden på SOL, og et "privat skitse-Rockland" som jeg holdte opdateret parallelt med SOL-udgaven. Jeg er i øjeblikket en ret travl mand, så der vil næppe ske det helt store her den første tid, men når jeg engang får tid så skal det hele struktureres ordentligt og sættes op i et nyt konsistent design. Og så har jeg i øvrigt også anskaffet mig domænerne Rockland.dk og Bandlist.dk, så lidt ambitioner har jeg da endnu :-) I øjeblikket er ovenstående kun "videre-stillings domæner" som peger til disse sider, men kan du en dag ikke finde Rockland og Bandlist.dk på den sædvanlige image/worldonline-adresse så brug ovenstående. De to adresser vil enten indeholde eller pege til Rockland og Bandlist.dk.

Det fremtidige design vil formodentlig være lidt i den stil som min nye forside på rockland.dk introducerer, altså sådan lidt "små-råt og støjende" - Hvis ellers jeg kan finde ud af at lave det altså. Jeg er ikke så erfaren i grafik og billedbehandling endnu... Og jeg skal nok forsøge at undgå at det bliver alt for tungt.

HOT lige nu

I forbindelse med at DR har åbnet websitet SKUM som afløser for Uland Net, har netradiokanalen SKUM 3 med alternativ musik set dagens lys. Og det er da noget af det bedste der er sket på den danske radio-front længe, hvor man ellers efterhånden er vant til at alt hvad der ikke er mainstream bliver skåret væk.

Efter at have lyttet en del til stationen i et par dage, er min konklussion at det ikke er ekstrem alternativ musik. Der var i hvert fald ikke rigtig noget på programmet jeg ikke kendte i forvejen. Men musikken var alligevel langt mere interessant end på de "ægte" radiokanaler fra DR (Hvis man ser bort fra visse special-programmer som f.eks. P3's Beat).

En ting der trækker min bedømmelse af SKUM 3 lidt ned, er dog de meget teenagede "P4 brevkasse agtige" kommentarer der lagt ind imellem numrene. Men ok, jeg er vel i virkeligheden også alt for gammel til at høre til SKUM's primære målgruppe.