Skriftstørrelse: A A A A

Kommentarer i weblog:

Kommentarer i galleriet:

  • (Midlertidigt ude af funktion)

Kontakt

ROCKLAND
ved Stig Nygaard

- ikke kun om musik

<< | Forside | * | Indeks | >>

Jeg var på Vesterbro Festival fredag og lørdag i sidste weekend. En festival med masser af små og mere eller mindre ukendte og upcoming danske navne. Mest kendte var nok umiddelbart navne som The Broken Beats, I Got You On Tape, Surfact og Sterling. Men jeg så dog ingen af disse...

Til gengæld så jeg det ligeledes Roskilde Festival aktuelle band/projekt As In RebekkaMaria med Lampshade sangerinden RebekkaMaria. Og det var ikke bare godt, det var rigtig rigtig rigtig godt! I festivalprogrammet blev musikken beskrevet som "en fræk blanding af elektropop, kæk skrammelfolk og onde dansable beats". Jeg skal ikke forsøge at beskrive det bedre, bare konstatere at jeg efter koncerten måtte over i pladeboden og købe bandets hidtid eneste udgivelse. Et stykke vinyl med 2 numre på A-siden (bl.a. "Part of the Game" som har været spillet en del på P3), og tre remix på B-siden. Det er vist første gang i 10 år at jeg har købt en vinylskive. Sidst må det have været Sort Sol samler-EP'en "Diamond Wind" i 1997, og før det skal vi vel tilbage til 80'erne. Men anyway, jeg tror As In RebekkaMaria går en spændende fremtid i møde. Opmærksomhed tror jeg i hvert fald nok de skal få masser af hvis de kan holde niveauet fra første udgivelse og koncerten forleden.

Et andet navn jeg næsten er nødt til også at nævne er Prins Nitram. Jeg synes han sagde noget om at han også havde nogle udgivelser bag sig, men jeg er ikke sikker på at jeg er på vej ud i butikkerne for at købe dem. For med en-mands bandet Prins Nitram tror jeg først og fremmest det er live-konceptet der er interessant. Og ja, det er helt bevidst at jeg kalder ham for et "en-mands band"! Får man chancen for at opleve Prins Nitram live, så tag den for guds skyld. Det er både underholdende og meget imponerende!

Så var det i øvrigt i dag at Roskilde Festivalen offentliggjorde deres spilleplan, med alle de frustrationer det fører med sig når de nu er rigtig mange navne på plakaten man gerne vil se i år. Det vender jeg måske tilbage til i et senere indlæg, men vil lige bemærke at As In RebekkaMaria spiller på Pavilion Junior ("camping scenen") tirsdag aften. Selvom jeg ikke regner med at have slået permanent lejr i Roskilde endnu på det tidspunkt, så kunne jeg jo godt smutte en tur til Roskilde den aften alligevel. Koncerten på Vesterbro så jeg fra bagest i salen, men hvis jeg er i Roskilde tirsdag d. 3. juli, så finder man mig på en af de første rækker når As In RebekkaMaria spiller. Samme aften spiller i øvrigt også Marybell Katastrophy som er et andet "små-mærkeligt" navn jeg har lagt lidt mærke til. Uhh jo, jeg tror faktisk bestemt at jeg er at finde i Roskilde tirsdag aften...

Kommentarer

skriv en kommentar 

 

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

<< | Forside | * | Indeks | >>

All posts on Rockland by Stig Nygaard.