Skriftstørrelse: A A A A

Kommentarer i weblog:

Kommentarer i galleriet:

  • (Midlertidigt ude af funktion)

Kontakt

ROCKLAND
ved Stig Nygaard

- ikke kun om musik

<< | Forside | * | Indeks | >>

Danmark vil gerne stå som et frit land der bekæmper censur, men det forekommer mig at være en farlig glidebane at være kommet ud på med fogedrettens afgørelse forleden som pålagde teleselskabet Tele2 at blokere adgang til det russiske site allofmp3.com. Selvfølgelig er der umiddelbart stadig langt til f.eks. kinesiske tilstande. Men forleden blev brudt en grænse, og efter den grænse er overskredet, hvor er det svært lige præcis at se den klart definerede grænse der skal markere hvortil man kan gå uden at det direkte kan sammenlignes med Kinas måde at håndtere internettet på. Jeg er ved at være godt bange for pladeselskabernes lobbister, som ud fra meget egoistiske interesser, for mig at se har held med at dreje dansk (og international) lovgivning og retspraksis i en meget uheldig retning. Desværre tror jeg at man kan mærke at de fleste politikere ikke er vokset op med internettet og relateret moderne teknologi. De har nok deres hjemmesider og email-adresser, men er alligevel ikke rigtig fortrolige med hvad internettet egentlig er for et væsen, og er derfor måske meget usikre og lette at påvirke på området. At allofmp3.com så tilsyneladende heller ikke er ulovlig efter russisk lovgivning, gør kun sagen endnu værre. Det kan godt være at det er et hul i den russiske lovgivning det udnytter, og at sitet således kan kaldes "amoralsk" eller lignende. Men hvis det ikke er ulovligt efter russisk lovgivning, så er det vel med andre ord lovligt? Jeg er bestemt ikke jura-ekspert, men det her forekommer mig så grundlæggende forkert med de værdier jeg er opvokset med. Så hvis det virkelig er den danske lovgivning der gør de muligt at indføre censur på internet i Danmark, så er det lovgivningen som er helt forkert.

En anden ting er så, at hvis de danske teleselskaber virkelig skal til at blokere alt på internettet som ikke lige harmonerer med dansk lovgivning, så står de overfor en opgave der vil være urimeligt dyr at håndtere (og dét vil selvfølgelig gå ud over brugerne), og i øvrigt alligevel aldrig vil virke særlig godt alligevel. Dels er det umuligt at finde alle de ulovlige sider som hele tiden opstår på nye adresser som der ikke er nogen central registrering og håndtering af (Et af de punkter hvor jeg tror det halter med politikernes viden om internettet), dels vil det alligevel let kunne omgås hvis man vil. Og husk så endelig at fjerne blokeringen i morgen når et blokeret site ændrer karakter, også selvom der ikke lige er tænkt på at informere de danske myndigheder eller teleselskaber herom.

Misforstå mig nu ikke... Det er bestemt ikke for at spille hellig, men jeg har personligt absolut ingen interesse i at hente musik på allofmp3.com. Hvis man ser bort fra at jeg hellere end gerne vil betale musikerne for deres værker, så synes jeg også at det er en rigtig tynd fornemmelse kun at have nogle filer på en harddisk. Jeg vil have en rigtige fysisk CD i reolen før jeg føler noget for det. At jeg så straks også laver nogle mp3-filer ud fra CD'en til brug i transportabel mp3-spiller mv., er så en helt anden sag (Og det kunne i øvrigt bringe mig ind på et emne jeg har haft oppe en hel del gange før her i bloggen, og derfor skal forskåne for yderligere kommentarer om i denne omgang). Det er heller ikke fordi jeg vil opfordre andre til at handle på allofmp3.com, men det er ikke nogen hemmelighed at Tele2's blokering kan omgås på mange måder hvis man vil, og opskrifter kan findes mange steder rundt omkring. En af de simpleste som jeg ikke selv har set andre nævne, må være at bruge en proxy tiltænkt mobiltelefoner, f.eks. Skweezer og Google Mobile. Når du surfer gennem en af disse, så har du ikke selv direkte kontakt til sitet du surfer på, det sker nemlig igennem Skweezer's eller Google's servere (som omformer den oprindelige side til bedre at passe en mobil-telefons lille display). Jeg har ikke selv Tele2 som udbyder, og har derfor ikke tjekket det i praksis, men vil tro at det virker (Opera's mobil-browser virker også efter samme princip, men ved ikke om man kan få kontakt til Opera's proxyserver fra en almindelig browser). Der findes også specielle sites tiltænkt anonym surfing der gør akkurat det samme, bare uden at ændre på sidens indhold inden det sendes videre. Men skal sådanne sites så også blokeres, eller sites der fortæller hvor og hvordan man kan omgå blokeringerne?

Det er igen tid til at lave links til nogle af alle de steder IFPI og APG ikke kan lide at man linker til?... Tele2 har så vidt jeg kan forstå anket afgørelsen. Gudskelov. Krydser fingre for Danmark, demokratiet og ytringsfriheden...

Relaterede links

Nyheder og "the useal suspects":

En hurtig samling links fundet via blogs og blogbot.dk:

Update: Forsøger at holde nyhedslinksene opdateret med den vigtigste udvikling

Update: Jeg har i en forsættelse til dette indlæg yderligere uddybet mine meninger.

Update 26/11 2006: Jeg har i et nyt indlæg et link til en samling af 300+ proxy-sites for anonym surfing.

Kommentarer

skriv en kommentar 

 

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

<< | Forside | * | Indeks | >>

All posts on Rockland by Stig Nygaard.